Gemmer den sig i alt det, som digtet ikke frygter? Sjælens skæbne, kroppens forgængelighed, kødet, livet, døden? Ifølge digtet er der ikke grund til at bekymre sig så meget om denne type store eksistentielle spørgsmål, selvom de kan være nok så smertefulde og nedtrykkende at erkende og blive konfronteret med. Men ifølge digtet er de ingenting i forhold til ”det tilfældige Ord, der bringer Forvirring i Verden” og ”den bedøvende Rus, der gør mig tilfældig i Verden”.

Her er en pointe, der leder hen til ord og sprog, som kendetegner det at være menneske. Det er ordet – det tilfældige ord – der faktisk skaber angst og bekymring for jeget i digtet. Det tilfældige ord, der kan såre og skabe afstand i en god relation. Her er der tale om det sprog, der kommunikeres imellem mennesker. Måske var det slet ikke intentionen at såre, men sådan blev det modtaget og optaget hos modtageren. I den forstand har ord og sprog stor magt. Det tilfældige ord og sprogets vilkårlighed overhaler nogle gange vores intentioner. Sat lidt hårdt op er det vilkårlige og uforudsigelige i sproget værre end det uafvendelige: døden.