"Men vi må dyrke vor have"
Overskriften, "Men vi må dyrke vor have", er den interessante slutbemærkning i Voltaires filosofiske og satiriske roman "Candide eller optimismen", der udkom pseudonymt i 1759. Det var en farlig bog, der straks blev beslaglagt af myndighederne. Baggrunden for Voltaires roman, var jordskælvet i Lissabon den 1. november 1755, hvor 30.000 mennesker omkom på en nat. Efterfølgende udløste det en heftig filosofisk debat om årsag og virkning til den katastrofe, der var indtruffet. Centralt i denne debat stod teodice-problemet. (Fra græsk: Theos "Gud" og dike "retfærdighed") Teodice`-problemet bliver også benævnt som "Det ondes problem". Hvis Gud er god, kærlig og almægtig, hvordan kan der så være ondskab og lidelse i verden?
I 2020 er den globale landsby blevet sygdomsramt af en coronavirus, der trækker smitte, karantæne, isolation og død med sig. Der er forskel på jordskælvet i Lissabon i 1755 og COVID-19-pandemien i 2020. Men to ting, har de i det mindste til fælles: 1)Katastrofer og kriser fungerer som et spejl, hvor det værste og det bedste i mennesker stilles til skue. 2) Katastrofer og kriser kan være tegn på et vendepunkt i historien.
Verdenslitteraturen er rigt repræsenteret med pest og -katastrofelitteratur, utopier og dystopier. Interessen for at læse denne litterære genre, er igen blusset op i forbindelse med coronakrisen. Vi har brug for at lytte til litterære, poetiske og dramatiske fortællinger om frygt, død, lidelse og håb, der trods alt opretholder værdighed og civiliseret adfærd. Voltaires filosofiske og satiriske roman giver anledning til at tænke over, hvordan verden er skruet sammen og hvad mennesker kan og vil med hinanden.
I starten af denne artikel, omtales vor tids rejseaktiviteter og et perspektiv på, hvad de kan bibringe af nye forståelser imellem mennesker.
Voltaire benytter sig i romanen af rejsemotivet og inspiration fra utopierne. Derfor er den filosofiske roman placeret under kategorien "Utopier" og ikke under "Litteratur", selvom den tilhører den skelsættende verdenslitteratur.
Men vi må dyrke vor have
Af Laust Riis-Søndergaard
Mennesket har altid haft udlængsel. Den ytrer sig naturligvis på forskellige måder, og det er ikke nødvendigvis afstandene, der er afgørende for, hvorvidt udlængslerne bliver indfriet. I den forstand, kan det være ligeså stor personlig overskridelse at rejse fra Århus til Hanstholm i Thy, som at rejse fra Danmark til et fjernt liggende sted i verden.
Man kan rejse verden rundt, uden at blive det mindste anfægtet af den grund. Det er blot at betragte som lidt adspredelser ved siden af alle de andre adspredelser. Omvendt, kan man rejse indenfor en overskuelig horisont, og vende tilbage som et nyt menneske med oplevelser og sansninger, der rykkede ved nogle fordomme og begrænsninger i ens eget sind.
I dag gælder det alle generationerne. Rejsefeberen har fat. Ud og se verden ved selvsyn. For mange unge, gælder det at komme ud på en rejse, før det evige uddannelses- og karriereræs tager sin begyndelse.
Rejse med hundeslæde i Grønland. Qasigiannquit i Diskobugten. 2014. Foto. LR-S.
Rejser i tiden
Er der forskel på at rejse i dag og for 250 år siden? Naturligvis er der det. En af de største forskelle ligger i opfattelsen af tid, hastighed og afstand. 1 1700 tallet, var rejser mere forbeholdt adelige og borgerlige kredse, og de blev foretaget som et led i dannelsen. De "langsomme" rejser blev tilvejebragt på de bare fødder eller skibsfart. Der var god tid til at omstille sig både fysisk og mentalt. I dag, kan vi med den moderne flytrafik, flytte os over store afstande på kort tid, og være snarlig retur, uden at have registreret nogen fysiske, sansemæssige eller geografiske påvirkninger. Der er ikke noget i vejen for, at en travl person kan holde møder den samme dag i København, Hamburg og England.
Længere tilbage i den nordiske og europæiske kultur, støder vi på vikingernes plyndringstogter, pilgrimsrejserne, folkevandringerne og opdagelsesrejsende. Det var togter, der sprængte gamle grænser, og som senere fik stor betydning for den måde kontinentet blev indrettet på.
Musik, litteratur, kunst, personlige og folkelige karakteregenskaber og anden kulturel inspiration, kan sættes i sammenhæng med disse bevægelser. De var medvirkende årsager til, at der blev sat skub i historiske, politiske og kulturelle brudflader.
.
Rejsespørgsmål
Med det omfattende rejseri og den store kulturelle og politiske meningsudveksling, som moderne mennesker omgiver sig med, forekommer det relevant at spørge, om vi kan gøre en forskel ved at rejse ud i verden og møde andre mennesker og kulturer? Kan vi i fremtiden forvente en mere human virkelighed, end den vi globalt set, står model til i øjeblikket? Gør den internationale udveksling, at mennesker bliver mere tolerante og menneskevenlige?
Bliver mennesker mindre gerrige og forfængelige? Bliver der færre voldtægter og mindre undertrykkelse, eller bliver det endelige slutresultat, efter at man har set hele verden, en knugende resignation og afmagtsfølelse? Er den stigende rejseaktivitet et udtryk for, at vi er blevet mere sårbare overfor det nærværende liv?
Pandemien har begrænset rejseaktiviteterne med fly betydelig. Måske var der i forvejen ved at opstå noget rejsemæthed. Forfatteren Søren Ulrik Thomsen udtrykte det således i et interview: " ...jeg rejser næsten aldrig med fly. Alle byer er blevet til temaparker, synes jeg. Man står i kø i lufthavnen, ankommer til temaparken Paris, temaparken Berlin eller temaparken Wien og står i kø for at se de samme ting og gå i de samme butikker. Man spørger om vej, men ingen kan svare, for de er også på besøg"... (Weekendavisen 28.02.2020.)
Dannelsesrejser
En af de historiske epoker, der er interessant at beskæftige sig med i europæisk åndsliv, er 1700 tallet. Der startede industrialiseringen og en livlig rejsevirksomhed mellem de forskellige lande i Europa. Det var især handels- og forretningsrejserne, men også en ivrig udveksling af ideer, filosofi og politiske/kulturelle erfaringer. Der findes fra denne periode mange sjove rejseskildringer med eventyrlige, fantasifulde og utopiske træk, der fortæller, hvordan folk havde fået øjnene op for andre kulturer og værdier, end dem man færdedes i til daglig. Eksempelvis kan nævnes:
Charles-Louis de Secondat Montesquie's: Persiske breve (1721
Jonathan Swifts: Gullivers rejse (1726)
Ludvig Holberg: Niels Klims rejse (1741)
Francois-Marie Arouet Voltaire: Candide eller optimismen (1759)
Maleri. Jakob Riis-Søndergaard. 2022.
Candide eller optimismen
Vi skal se lidt nærmere på Voltaires filosofiske roman. Men først et par ord om Voltaire.
Voltaire blev født i 1694. Senere blev han elev hos Jesuitterne i Paris. Det var en katolsk mandsorden grundlagt i 1534 af Ignatius af Loyola, for at styrke kirkens indre og ydre position blandt muslimer. Ordenen var opbygget efter et strengt militant princip og dets medlemmer fik en meget grundig og humanistisk uddannelse og dannelse. Efter faderens ønske, skulle Voltaire uddanne sig til jurist, men han vragede dette studium til fordel for et litteraturstudium. I en periode vandrede Voltaire ud og ind af fængslerne, fordi han udarbejdede epigrammer, der i rammende og bidende satiriske vendinger, afslørede de politiske magthavers svindel. Voltaire rejste meget i England, der for frisindede franskmænd, stod som det forjættede land. Han var især inspireret af den engelske filosof John Locke, og blev en beundrer af de statsteorier, han udviklede.
1 1734 udgav Voltaire »Engelske breve«, hvor han forsøgte at udbrede kendskabet til England for at vække til kritik af Frankrigs økonomiske og religiøse institutioner. Stik imod datidens sædvane, angreb han i stærke vendinger kristendommen for at være menneskefjendsk. Følgende citat kan antyde i hvilken retning Voltaire tænkte:
"Vi kan ingen viden have om Gud, bortset fra at han eksisterer og er ophavsmand til universet og naturlovene. Denne uvidenhed gør det ønskeligt og tilrådeligt, at mennesket nøjes med en pragmatisk filosofi, en beskeden livskunst i pagt med hverdagens krav og respekten for medmennesket"...
Filosofisk rejseroman
1 1754 installerede han sig på Godset Ferney i Geneve. Derfra dirigerede han i ledtog med andre forfattere den filosofiske propagandavirksomhed, bedrev handel og håndværk, eller med andre ord, dyrkede sin have og viede sit liv til det fysiske arbejde. Det var formentlig også herfra han skrev Candide. Den blev udgivet pseudonymt i 1759 og straks beslaglagt af myndighederne.
Candide, der betyder den troskyldige, er en filosofisk roman, der benytter sig af rejsemotivet, satiren og utopierne. Den er opbygget i 30 små kapitler, der dels skildrer de forskellige rejsers hændelser, og dels gør rede for personernes tidligere hændelser, filosofiske betragtninger og udvikling af sådanne mellem filosofferne. Candide er en form for fiktion, men ikke udelukkende denne ramme. Den konkrete baggrund for Voltaires Candide, var jordskælvet i Lissabon den 1. november 1755, hvor 30.000 mennesker omkom på en nat. De efterfølgende forsøg på at forhindre nye rystelser, inkvisitionen, slaveriet, den hærgende syfilis og den menneskelige brutalitet, der udfoldede sig i syvårskrigen fra 1756- 1763, var også en del af grundlaget for romanen.Umiddelbart efter jordskælvet, skrev Voltaire sit berømte Lissabon digt:
Oh, ulykkelige dødelige! Oh, jammerlige jord!
Oh, forfærdelige forsamling af alle dødelige!
Unyttige lidelsers evige tale!
Falske filosoffer, som råber "alt er godt"
Kom hid, og betragt disse frygtelige ruiner,
disse skår, disse pjalter, denne aske af ulykkelige
disse kvinder, disse børn, dynget ovenpå hinanden.
Disse ituslåede lemmer under omstyrtede søjler.
Hundred tusind ulykkelige, som jorden opsluger,
som endnu blødende og sønderlemmede er i live,
begravet under deres eget tag, uden at kunne få hjælp
ender de deres ulykkelige liv i rædsel og pine!
Til de svage skrig fra den rygende aske
siger I da: "Dette er følgen af evige love,
som nødvendiggør valget af en fri og god gud"?
Siger I ved synet af denne mængde af ofre,
»Gud er hævnet, deres død er prisen for deres forbrydelser«.
Rejse i filosofien
Hvem er det Voltaire henvender sig til i dette digt? Det er først og fremmest de andre filosoffer - og især Leibnic (1646-1716) og Bayle (1647 - 1706), der nåede frem til to vidt forskellige opfattelser af, hvordan tilværelsen var indrettet. Jordskælvet i Lissabon gav anledning til en fornyet skarp teodice debat. (Spørgsmålet om guds godhed, retfærdighed og at der er ondt i verden.) Leibnic havde i 1710 udgivet en teodice, hvor han antog, at når gud er god, må den verden han skabte, være den bedst mulige af alle verdener. Når det undertiden ser anderledes ud, siger Leibnic, skyldes det vores manglende indsigt i den store verdens orden.
Overfor ham stod Bayle, der fandt det nødvendigt at antage det onde som et princip. Efter Voltaires digt om jordskælvet i Lissabon, skrev en anden filosof, Rousseau, et brev til Voltaire, hvor han bla. skrev: "Vi må sætte vores lid til, at guds godhed er det eneste alternativ til den selvmorderiske pessimisme. Vi må fortsat med Leibnic tro, at eftersom gud har skabt denne verden, må alt i den på lang sigt være rigtig."
Voltaire besvarede ikke direkte brevet fra Rousseau, men forfattede den filosofiske roman, Candide.
Voltaire hentede inspiration fra debatten mellem Leibnic og Bayle og i de mange Englandsrejser. Udover John Locke, havde han der også mødt den engelske digter Alexander Pope (1688 -1744), der havde digtet om religiøs misbrug, kærlighedshistorier fra klostrene, politisk korruption, juridiske chikanerier, bestikkelser indenfor dommerstanden, straffelovens barberi, slaveri, uretfærdighed og krigens ødelæggelser.
Candide kan læses på mange måder. Som et eventyr med utopiske træk, en knaldroman, en historie om de elskende, der går så grueligt meget igennem og får hinanden til sidst. Den kan også læses som en skarp satirisk replik, hvor Voltaire gør tykt nar af Leibnic's filosofi og teodice. Endelig kan man også finde mulige svar på, hvad man kan forvente sig af tilværelsen, når man har "set hele verden".
Hjem
Hovedpersonerne i Candide er Pangloss (- der betyder, den der er af mange ord. Pangloss er også et dæknavn for Leibnic), Martin (Bayle), Candide (dæknavn for Voltaire.) Kunigunde, Cacombo og den gamle kone. Vi befinder os på baron Thunder- Ten Truncks slot i Westphalen, hvor vi møder Baronen og Baronessen. Baronessen - en dame på omtrent halvtredsindstyve pund, styrede godset med værdighed. Datteren, Kunigunde, er 17 år, jomfru, rødmosset, frisk, buttet og særdeles nydelig. Pangloss havde til opgave at opdrage Candide og Kunigunde. De lyttede til deres læremester med højagtelse, når han udfoldede verdensfilosofien. Især forelæsninger indenfor metafysiko, teologo, cosmonigologi. Pangloss førte strålende beviser for, at der ikke gives nogen virkning uden årsag, og at i denne den bedste af alle verdener, var baronessens slot det smukkeste af alle slotte og baronessen den bedste af alle baronesser. "Det er dumt at sige, at alting er godt, vi bør sige, at alting er så godt, som det kan være."
Hjemløs
Det er med denne dannelse, at Candide bliver sparket ud i den store verden, efter at Baron Thunder-TenTrunck har opdaget, at Kunigunde og Candide er blevet forelskede i hinanden.
Resten af romanen er en rejseskildring, hvor Candide med sin børnelærdom fra slottet møder alverdens dårskab og ondskab. Et lille eksempel på noget af det Candide møder på rejserne er følgende beretning fra mødet med Bulgarerne og senere turen til Eldorado:
( ..) Så gav de ham straks lænker om benene og førte ham til regimentet; han måtte gøre højre og venstre om, lægge geværet til kind, sætte geværet ved fod, skyde og marchere og derefter fik han tredive stokkeslag. Den følgende dag marcherede han noget bedre, og fik kun tyve slag, næste dag igen fik han kun ti, og hans kammerater kiggede på ham som på et vidunder. De spurgte ham, som loven bød, om han helst ville løbe seksogtredive gange spidsrod gennem hele regimentet, eller have tolv kugler i hovedet på een gang. Det nyttede ikke, han fortalte dem om den frie vilje, og at han hverken havde lyst til det ene eller det andet, han skulle vælge. I kraft af den gudsgave, der kaldes den frie viije, bestemte han sig til sidst til at løbe seksogtredive gange spidsrod og han udholdt to ture. Regimentet bestod af to tusind mand, det blev altså til fire tusind slag, der lagde hans muskler og sener blottede lige fra nakke til bag. ( ..)
"Det er dumt at sige, at alting er godt, vi bør sige, at alting er så godt, som det kan være." Den bedste af alle verdener, ifølge Pangloss.
Rejsen til Eldorado
Candide får det sværere og sværere med at tro på den gamle læremester Pangloss ord "om den bedste af alle verdener". På et tidspunkt ankommer han til Eldorado i Utopia. Mødet med Eldorado og senere med Martin, bliver et vendepunkt i Candides livssyn. I Eldorado bliver guld og magt ikke anset for det bærende livsgrundlag. Arbejdet og børnene bliver betragtet som en livsglæde. Mænd og kvinder er ligestillede. Der er ingen religion. "Vi beder slet ikke til Gud", sagde den gamle, ærværdige olding. "Vi har jo ingenting at bede ham om, han har givet os alt, hvad vi behøver, og vi takker ham altid".
Candide var meget nysgerrig efter at se præsterne og spurgte, hvor de var. Den gamle mand smilede og sagde: "Kære venner, vi er allesammen præster; kongen og alle familiefædre og kvinder synger hver morgen lovsange til guds pris, og fem-seks tusinde musikere spiller til på deres instrumenter. "I har altså ingen munke, der underviser, disputerer, blander sig i regeringen, smeder intriger og brænder folk, hvis de ikke er af deres mening?« spurgte Candide.
Anfægtelser
Efter den tankevækkende rejse til Eldorado fortsætter Candide rejsen sammen med Martin, der hele tiden anfægter Candides grundopfattelse af livet: "Tror De, mennesker altid har slået hinanden ihjel, som de gør nu omstunder? At de altid har været løgnagtige, bedrageriske, troløse, utaknemmelige, tyvagtige, svage, ubestandige, fejge, misunderlige, madkære, drikfældige, gerrige, ærgerrige, blodtørstige, bagtaleriske, vellystige, fanatiske, hykleriske og dumme?"
"Tror De", spurgte Martin, "At høge altid har ædt duer, når de kunne fange dem?"
"Naturligvis,« svarede Candide.
"Hvis høgenes natur altid har været den samme, hvorfor skulle menneskenes så have forandret sig? Åh, sagde Candide, "der er da stor forskel, for den frie vilje....«
Candide kæmper en hård indre kamp mellem to livsopfattelser, men i kulissen spiller den store kærlighed til Kunigunde stadigvæk. "ÅH Pangloss, ÅH Pangloss! ÅH Martin, ÅH Martin! ÅH min elskede Kunigunde. Hvad er det dog for en verden vi lever i?"
»En vanvittig og modbydelig verden«, svarede Martin.
Den grænseløse kærlighed
De ankommer nu til Konstantinopel, hvor Candide møder sin gamle ven Cacambo. Han kan berette om, hvordan Kunigunde har det og hvor hun befinder sig. Hun var blevet voldtaget og siden solgt til en bulgarsk soldat. Som slavinde, havde hun været igennem mange hænder, før hun var havnet som opvaskekone i Konstantinopel. "Kære Herre", sagde Cacambo, "Kunigunde vasker op på bredderne af Mormarahavet hos en fyrste, der er meget dårligt forsynet med porcelæn . Hun er slave hos en forhenværende prins Ragolski, som af storfyrsten får 3 daler om dagen til at leve for der, hvor han har søgt tilflugt. Men hvad der er langt sørgeligere er, at hun helt har mistet sin skønhed, og er blevet skrækkelig grim".
Candides kærlighed til Kunigunde er langt stærkere end det hendes fysiske tilstand umiddelbar giver anledning til. Han elsker hende stadigvæk ubetinget og det ender med, at han løskøber hende og rejser videre. I slutningen af romanen sker der endvidere det ejendommelige, at Candide også genfinder og løskøber sin gamle huslærer, der har levet et rent ud sagt kummerligt og brutalt liv og er endt som galejslave.
Candide genvinder altså selvtilliden og troen på kærlígheden, men samtidig mister han i opgøret med sin barnetro, definitivt tilliden til Pangloss ræsonnementer. I Pangloss ser han efterhånden kun en stor nar, der ikke har villet lære af erfaringerne:
"Men sig mig nu, min kære Pangloss" sagde Candide: "Efter at De er blevet hængt, dissekeret, gennempisket og har roet i galejerne, mener de så stadig, at alting er så godt som muligt i denne verden?«
»Ja, jeg holder stadig fast ved min første opfattelse«, svarede Pangloss, "Jeg er jo filosof og kan ikke tage noget af det tilbage, jeg en gang har sagt. Leibniz kan ikke have uret og den forudbestemte harmoni er i øvrigt en af de skønneste ting i verden, ligesom læren om det opfyldte rum og den fine materie«.
Hjemkomst
I afslutningskapitlet,"Hvad der senere hændte Candide, Kunigunde, Pangloss og Martin, møder vi en alt anden end troskyldig Candide, der har bosat sig sammen med vennerne på en Transsylvansk bondegård. Efter hjemkomsten til det lille samfund af hårdtprøvede verdensborgere, har han fået tid til at tænke over tingene. Der kommer mange mennesker på besøg. Bla. møder han en tyrk, der dyrker sine tyve pløjeland sammen med børnene. "Arbejdet holder mig tre store fjender fra livet; Kedsomhed, last og nød." siger han. Denne opfattelse deler Martin, "lad os arbejde og ikke snakke, det er den eneste måde, at livet er til at udholde."
Måske er det også denne erkendelse, der skinner igennem hos Candide, da han svarer Pangloss på hans filosofiske spekulationer: "Der er en sammenhæng mellem alle begivenheder i denne den bedste af alle verdener, thi hvis De, ikke var blevet jaget bort fra et smukt slot med nogle ordentlige spark bagi på grund af Deres kærlighed til frøken Kunigunde, hvis de ikke var blevet taget af inkvisitionen, hvis de ikke var rejst til Amerika, hvis de ikke havde boret Deres kårde durk igennem baronen, hvis De ikke havde mistet alle Deres får fra Eldorado, ville De ikke nu sidde her og spise sukat og pistacier."
"Det har De ret i," sagde Candide, "men vi må dyrke vor have."
Eftertanke og perspektiver til COVID-19-pandemien
Det er omdiskuteret, hvordan Candides slutkommentar til Pangloss, kan forstås. Er det en resignation? Eller er det en afvisning af al filosofisk tågesnak? Lad os arbejde og ikke snakke. Man kan hæfte sig ved ordet "dyrke", som leder tankerne hen på at være kulturskabende. Ordet kultur stammer fra latin, "Colere", som betyder "at dyrke". Kultur i den betydning, har at gøre med kutymer, ritualer, værdier, miljø og praksis. I fysisk forstand kan man dyrke sin have til glæde for sig selv og andre. Men at dyrke sin have, kan også være et liv her på jorden med de udfordringer der bestandig vil være. En nærværende, vidende, visionær og aktiv verdensborger.
Måske kunne Candide blive en god lærer og folkeoplyser, der interesserer sig for både humanisme og naturvidenskab i den antropocæne tidsalder.
Den antropocæne tidsalder: Det erkendes mere og mere, at den menneskelige påvirkning af kloden er så dyb og omfattende, at videnskabsfolk overvejer, om vi har bevæget os ind i en ny geologisk tidsalder, den antropocæne tidsalder- menneskets nye tid. Læs politiske udfordringer i den antropocæne tidsalder.
Rasmus Dalberg, forfatter og katestrofehistoriker, omtaler det antropocæne i artiklen;"Katastrofens natur", der blev bragt i weekendavisen den 27.marts 2020. Jordskælvet i Lissabon i 1755 bidrog til sekulariseringen af Europa og dannede endvidere grundstenen til den moderne seismologiske videnskab. Det blev altså til et vendepunkt i historien, fortæller Rasmus Dalborg. "I dag taler geologer om Den Antropocæne Tid, som indledes i 1800-tallet med den industrielle revolution, som banede vejen for menneskets påvirkning af jorden gennem udvinding af mineraler og fossile brændstoffer og deraf følgende forurening. I Den Antropocæne Tid er mennesket blevet menneskehedens og jordens værste fjende, hvilket indenfor katastrofevidenskaben afspejles i, at man ligefrem har afskaffet naturkatastrofer. I stedet siger man, at alle katastrofer per definition er menneskeskabte- selv vulkanudbrud, en orkan eller en muteret virus bliver først til katastrofer, når sådanne naturfænomener påvirker sårbare menneskeskabte systemer."
Hvad den aktuelle COVID-19-pandemi vil komme til at betyde for vores opfattelse af kloden og menneskers stilling i verden, kan vi kun gisne om.
Oplysninger
Francois de Voltaire.1694-1778. Han hed oprindelig Francois-Marie Arouet. En af den europæiske oplysningstids mest indflydelsesrige skikkelser. Voltaire hentede megen inspiration i England, der for frisindede franskmænd stod som det forjættede land. Han var især inspireret af den engelske filosof John Locke, og blev en stor beundrer af hans statsteorier. „ Candide eller optimismen“ blev udgivet pseudonymt i 1759.