Havets Moder
Tidløst budskab om at forbinde sig står hugget i sten i Nuuk
Statuer, skulpturer og historiske personer er blevet en del af værdidebatten. For tiden præger diskussioner om køn, race, bustesmadringer og kolonitid vores samfund- og ved vandkanten i Nuuk minder en billedhugger os om, hvor vi kommer fra.
Havets Moder. Skulptur af Christian Rosing. Foto:Leif Josefsen.
Havets Moder- om at forbinde sig og tage ansvar
Af Laust Riis-Søndergaard
På en vandretur i kolonihaven, der hører til den gamle bydel i Nuuk, Grønland, stod jeg pludselig foran en kæmpeskulptur. Det var i foråret 2018 i forbindelse med et studie- og udvekslingsbesøg på læreruddannelsen i Grønland og Nuuk internationale Friskole. Siden har jeg tænkt over skulpturen og undersøgt den nærmere.
Skulpturen er skåret ud i rød granit og vejer 9 tons. ”Havets Moder”, som den er navngivet, er anbragt ved vandkanten tæt på havet og forbundet med den storslåede natur. Skulpturen kan ses, når der er lavvande. Ved højvande står den under vand. Det er et historisk område i Nuuk, hvor der med mellemrum er kulturel højspænding. I kort gåafstand fra ”Havets Moder”, møder blikket et andet mægtigt monument på et højdedrag: Hans Egede-statuen. Om natten til den 21.juni 2020, blev Hans Egede overhældt med rød maling og sprayet med ordet ”Decolonize”. (Afkoloniser).
I den seneste tid er statuer, skulpturer og historiske personer blevet en del af den globale værdidebat. Det betyder, at kolonitiden på ligefod med køn, race, bustesmadringer og identitetspolitik er kommet i søgelyset i den offentlige debat.
I 2021 er det 300 år siden, at den dansk-norske missionær og præst, Hans Egede (1686-1758) ankom til Grønland og medvirkede til, at grønlænderne blev omvendt til kristne. Det vil der sandsynligvis blive skrevet og talt mere om i årets løb.
Kommunalbestyrelsen i Nuuk fremsatte i 2004 et ønske om et kunstnerisk motiv, der kunne relatere sig til det levende og til tiden før grønlænderne blev kristne i 1721. Rygtet nåede også til Danmark, hvor billedhuggeren Christian Rosing bor. Han leverede et modeloplæg med inspiration fra sagnet om ”Havets Moder”. Det blev godkendt. Billedhuggeren kunne dermed påbegynde det kunstneriske arbejde i 2004, og skulpturen blev afsløret ved vandkanten i Nuuk den 25.september 2007.
"skulpturer og historiske personer blevet en del af den globale værdidebat"
Autodidakt og ”sten-rig” kunstner
Christian Rosing er født 1944 i Grønland og er grønlænder dybt ind i sindet. I 1958 flyttede familien til Danmark, fordi faderen, Nikolaj Rosing, skulle repræsentere det grønlanske landsråd i Folketinget. I dag bor Christian Rosing på Sydfyn omgivet af frodige landskaber, så langt øjet rækker. Her er højt til himlen og god plads til at anvende det værktøj, en billedhugger skal bruge. Jeg mødte ham dér, på en forårsagtig novemberdag i 2020
Den "stenrige" Christian Rosing sammen med et par af sine skulpturer.
Rosing betegner sig selv som en naturalistisk og autodidakt kunstner. Han har stor forkærlighed for sten og kalder sig for ”sten-rig”. Stenmæssigt er ”Havets Moder” den største skulptur, han har udført. Hans livsvej har været brolagt med en del udfordringer, idet han bærer på den skæbne at være hørehæmmet. Det gav i barndoms- og ungdomstiden selvværdet et knæk, ikke mindst i skolen. På den positive side har det medført, at andre sanser efterhånden er blevet styrket og udviklet. Det gælder ikke mindst sansen for det figurative og flerdimensionelle samt talentet for at se og tegne. Rosing fortæller, at selvtilliden i forhold til at se andre muligheder med sit liv som hørehæmmet blev styrket med et højskoleophold på Grundtvigs højskole i Frederiksborg i 1962. Gennem tiden har han haft mange opgaver i Grønland. Det har især omfattet undervisning i tegning på mange skoler, ligesom han har malet portrætter af syv 7 tidligere borgmestre i Nuuk og udført udsmykningsopgaver i sten.
Med indlandsisen til Ørbæk i Danmark
Når man er bosiddende på Sydfyn og skal have fat i en stor solid granitsten til et kunstværk i Grønland, hvad gør man så? Jo, man henvender sig til sjakformanden for grusgraven ved Ørbæk. For den beskedne pris af en flaske Rød Ålborg Akvavit, fik han en ni tons tung granitsten, der generøst blev fragtet til værkstedet. Stenen er en såkaldt rød svensk granit, som indlandsisen på et tidspunkt har skubbet til Ørbæk. Det skabte i begyndelsen en heftig offentlig debat i Grønland, at en kæmpeskulptur, der skulle symbolisere tiden, før grønlænderne blev kristne, skulle komme ud af rød svensk granit. Hvad skal man med svensk granit, når det meste af Grønland i forvejen er is og granit? Problemet med store grønlandske granitsten er - som geologer dengang kunne påpege - at de har revner, der gør det vanskelig at forme figurer ud af dem. Så det var en rød svensk granitsten fra Ørbæk på Fyn, der blev formet til en kæmpeskulptur og transporteret med skib til Nuuk.
Ni tons tung granitsten fra Ørbæk grusgrav er ankommet. Et kunstværk, med inspiration fra sagnet om "Havets Moder", kan påbegyndes.
Havet som metafor
Skulpturtraditionen og havet som metafor har siden årtusindeskiftet været meget stærkt repræsenteret indenfor klimakrisekunsten og debatten om biodiversitet. Der er lavet skulpturer med konkylier, muslinger eller bløddyr, der anskuer og forbinder mennesker, dyr og natur på nye måder. I den kunstneriske bearbejdelse af kriserne er der generelt stor sympati for de lidende. Uanset om det er dyrenes skæbne eller mennesker, der er drevet på flugt over havene, på grund af krig, undertrykkelse, naturkatastrofer eller klimakriser.
Christian Rosing har skabt en stenskulptur, der bygger på sagnet om ”Havets moder” fra tiden, før grønlænderne blev kristne. I en vis forstand, er der indhugget et tidløst budskab om, at mennesker skal leve med respekt og ansvar for naturen og dyrene. Som beskuer står det én frit for, hvordan man vil forstå, aktualisere og perspektivere kunstværket. Kunstværket levendegøres i det øjeblik, hvor beskueren ser, rører ved og stiller spørgsmål til skulpturen.
I selve sagnet har Havets Moder taget alle fangstdyrene til sig og filtret dem ind i sit lange mørke hår, fordi hun er vred over den måde, menneskene passer på dyrene, naturen og deres eget liv. Uden fangstdyr, ingen varme og mad og derfor sender menneskene en åndemaner afsted til havets bund for at forhandle med Havets Moder. Ved at love hende at udvise større agtelse og ansvarlighed for naturen og dyrenes ve og vel bliver fangstdyrene til slut sat fri igen.
Hos inuitterne var en åndemaner typisk en ældre vis mand. Christian Rosing har i sit kunstværk ladet denne åndemaner være repræsenteret af en ung person, der skal lytte til, forhandle og videreformidle, hvordan balancen mellem mennesker, dyr og natur kan genoprettes. Pointen i dette valg er op til beskueren at skønne.
"Havets Moder" kan ses, når der er lavvande. Ved højvande står den under vand. Foto: Leif Josesfsen.
Universelt perspektiv
Der er universelle perspektiver i ”Havets Moder”, for skulpturen leder nemt tankerne hen på aktuelle og globale udfordringer affødt af klimaforandringerne, øget ulighed, utryghed og vrede.
Bestræbelserne på at forpligte sig og tage konkret ansvar kan i nutiden spores i mange gode hensigtserklæringer og initiativer. Det ses i skolen, foreningslivet, arbejdspladser, i familier, på sociale medier samt i det politiske arbejde på nationalt, europæisk og globalt plan.
Når der alligevel kan opstå tvivl om dybden og kvaliteten i alle hensigtserklæringerne, skyldes det en stigende usikkerhed om, hvorvidt der findes alment accepterede værdier, der kan danne grundlag for fælles forståelse og konkret stillingtagen til forpligtende løsninger.
En skulptur i sig selv mætter ingen sultende mund eller løser andre af verdens problemer. Men den kan minde os om, hvor vi kommer fra og hvad vi i dybeste forstand er afhængig af. Den kan inspirere til nye fortællinger om at forbinde sig og tage ansvar. Sagnet om ”Havets Moder” og skulpturen fastholder og insisterer på det. Men det er op til beskuerne at forstå og udmønte det.