Ord og mennesker
”Det er ordets mirakel, vi kan takke for, at vi er mennesker. Men det er samtidig en fælde, en prøve, en list og en test”. Ordene kommer fra Václav Havels tale i forbindelse med De tyske boghandleres fredspris, som han fik tildelt i 1989. I talen tog Havel udgangspunkt i Johannesevangeliet; ”I begyndelsen var Ordet”.
Hvorfor kan ordet være en fælde, en prøve, en list og en test? Hvis ord og sprog har så stor betydning for det at være et menneske, hvad stiller vi så op, når vi mister tilliden til ordene og til det vi hører? Hvordan påvirker det vores eget livssyn og forholdet til næsten, fællesskabet og det politiske arbejde? Kan det ligefrem være en nødvendighed at udvikle en skærpet mistænksomhed overfor ordene og sproget? Det mener i hvert fald Vàclav Havel, med sine erfaringer fra et totalitært regime, der fremdyrkede en dyb mistro i befolkningen over for alle generaliseringer, ideologiske floskler, fraser, slagord, løftebrud, løgne og tankestereotyper. Men hvilke modbilleder eksisterer der til denne udvikling og hvordan bæres det frem?
I forlængelse af artiklen ses et maleri af en engel, der er malet af billedkunstneren, Anette Bøtter. Læs den tilknyttede tekst om, hvordan englene er blevet til.
Ord og mennesker
Af Laust Riis-Søndergaard
Vi er midt i adventstiden. Det var pave Gregor den store, der fastsatte det ”kirkelige års” begyndelse til den fjerde søndag før jul. Tiden fra da og til jul blev en forberedelse til Adventus Domini, der betyder Herrens komme.
Bortset fra det er adventstiden en mørk tid. Det er mørkt, når vi står op og før vi når hjem fra arbejde eller skole, kommer mørket buldrende og får bugt med lyset.
Primitive religioner har altid opfattet mørket som det truende og kaotiske. Med de samme forestillinger begynder Bibelen: ”Der herskede mørke overalt, men Gud sagde, der bliver lys.”
Lys er fra skabelsens side bedre end mørket. Sådan opfatter mennesker vel dybest set også hinanden. Vi taler om, at et menneske har et lyst sindelag og opfatter det som mere positivt, end når vi taler om et menneske med et mørkt sind.
Det er helt bevidst de første ord i Biblen, Johannesevangeliet knytter sig til, når det hedder: ”I begyndelsen var Ordet og Ordet var hos Gud - og i det var menneskets lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det.” Dette lys tændes i adventstiden, forventningens tid, og det kan være en styrke og en opmuntring i en mørk tid.
Fortællinger. Den Frie Lærerskole. 2009. Foto: Rune Peitersen.
Overvågningslyset
Der er dog et andet lys som i tiden forekommer endnu stærkere end de lys der tændes i adventskransene. Overvågningslyset. Det er ikke en guddommelig størrelse, der kaster lys ind over menneskeheden og anviser retningen for det gode liv. Det er ikke et lys, man bliver klogere af.
Det eksisterer i det skjulte; i butikker og på togstationer, lufthavne, feriesteder, arbejdspladser, skoler, juletræer i det offentlige rum, satelitter og i kloaksystemet. Sågar i privatsfæren er overvågningen efterhånden blevet installeret.
Det er mistænkeliggørelsens lys der kører uafbrudt 24 timer hele kirkeåret, som det lys, der skal forestille at skabe den grundlæggende tryghed. Vi ønsker netop selv dette lys. Men det er den falske tryghed, der fremmes ved at stille krav om selv at blive gennemlyst fra tå til top i det offentlige rum.
Vi overvåger selv og bliver moralske
Fysikeren og naturvidenskabsmanden Ole Rømer (1644-1710) talte om, at lyset ”tøver”, dvs. bruger tid på sin udbredelse. Dette billede på lyset kan anvendes i en mere almen menneskelig sammenhæng. Eks.: At tøve med at have tillid til de ord vi hører. Er de troværdige? Kan vi regne med dem, eller er det manipulation og pædagogiske øvelser med skjulte hensigter? Mistroen til de ord vi hører og ønsket om mere overvågning, er ikke en god cocktail til at udvikle et åbent samfund, der bygger på demokrati og folkestyre. Dertil kommer alle følgevirkningerne af den nagende tvivl om, hvad der er sandhed og løgn. Pludselig og uventet udvikler vi selv kyniske og hovmodige træk med nedsættende og fordømmende ord om andres holdninger og adfærd. Vi er selv blevet overvågere af andres adfærd og udskammer, hvis den ikke forekommer politisk korrekt. Den moralske retorik fylder mere og mere i det offentlige rum og i privatssfæren.
Under pandemien, hvis negative følgevirkninger for de sociale relationer næppe er overstået endnu, gjorde vi lignende erfaringer med overvågning og udskamning, men blot fra en anden position. Som et værn mod den omsiggribende smittefare, fik vi det arrangerede, kunstige og lovbefalede hensyn til næsten. Du skal udvise hensyn, spritte hænder og bære mundbind. Ellers vanker der mistænksomme og fordømmende blikke og bøder.
Ord og sprog kørt af sporet
Mistænkeliggørelsens lys og mistroen til ordene, er en langt farligere og flydende virus, der kan snige sig ind alle steder. Den ser ud til at have bidt sig godt fast og er vildt voksende. I hvert fald, hvis man skal måle det på ord og sprog i de sociale medier og i den generelle politiske debat. Hvad kan man stille op mod denne flydende virus? Lovindgreb og sanktioner? Næppe. Friheden til samvittighedsløshed kan ikke forbydes ved lov. (Frit citeret efter Aleksandr Solsjenitsyn (1918-2008)
Så ord og sprog er kørt af sporet og vi har mistet tilliden til det, der i dybeste forstand kendetegner et menneske. Hvis ord ikke står til troende, kan vi ikke længere give besked. Der opstår slinger og det bliver vanskeligere at navigere og finde retning. Hvad kan vi gøre ved det? Måske kan vejen frem være at søge indsigt i, hvad mistroen til ordene næres af? Det skal vi i det følgende se et par eksempler på med henvisning til et essay af den tjekkiske forfatter, dramatiker og politiker Václav Havel.
Et Ord Om Ordet
I Vàclav Havels essaysamling ”De magtesløses magt”, findes et essay med overskriften: ”Et Ord Om Ordet”. Det er tankevækkende læsning i denne sammenhæng her. Essayet er Havels tale i forbindelse med De tyske boghandelers fredspris, som han fik tildelt i 1989.
Havel tager i talen udgangspunkt i Johannesevangeliet og skriver derom: ” I begyndelsen var ordet, berettes det på første side i en af de vigtigste bøger, vi kender. I den bog betyder det, at kilden til hele skabelsen er Guds Ord. Men gælder det ikke, i overført betydning, også al menneskelig handlen? Er det mon ikke også i vort tilfælde ordet, som er den egentligste kilde til det, vi er, ja selve grundlaget for den kosmiske værensform, vi kalder mennesket? Ånden, menneskesjælen, vores bliven os selv bevidst, evnen til at almengøre og tænke i begreber, at opfatte verden som verden (og ikke blot som vor omgivelse), og i sidste instans også vor evne til at vide, at vi skal dø, og alligevel leve- er ikke også alt dette formidlet eller direkte skabt af ordet?
Det er ordets mirakel, vi kan takke for, at vi er mennesker, siger Havel. ”Men det er samtidig en fælde, en prøve, en list og en test”.
De magtesløses magt
Vàclav Havel taler om ordet og ordene med baggrund i erfaringer, hvor tjekkerne har lidt under et totalitært regime. ”Alle vigtige begivenheder i den virkelige verden- smukke og uhyrlige- har nemlig altid deres forspil i ordenes sfære”, skriver han. Det totalitære regime i Tjekkoslovakiet fremdyrkede efterhånden en så dyb mistro i befolkningen over for alle generaliseringer, ideologiske floskler, fraser, slagord, løgne og tankestereotyper.
I denne dybe mistro og afstandtagen til en verden af bedragende ord, tonede i protest en menneskelig verden frem som et kompliceret fællesskab af tusinde og millioner af ”ugentageligt enestående menneskelige væsener,” ( Deraf essaysamlingens overskrift: ”De magtesløses magt” og rosen som symbol).
Med mistænksomhed overfor ordene kan man afgjort ødelægge mindre end med en overdreven tillid til dem, mener Vàclav Havel. ”Det samme ord kan det ene øjeblik være ydmygt og det næste hovmodigt. Og utrolig let og meget diskret kan et ydmygt ord forvandle sig til et hovmodigt, mens et hovmodigt ord kun meget svært og meget langsomt forvandler sig til et ydmygt.”
Ansvarlighed for ordet
Det er tankevækkende og stærke ord fra Václav Havel. Nødvendigheden af at få det formuleret som en vision og mission er tilsyneladende ikke blev mindre aktuelt i den snarlige overgang til 2023. Det er ikke kun forbeholdt totalitære regimer at slide på ordene og skabe mistro til dem. Václav Havel deler gerne denne indsigt med hele verden- incl. de vestlige lande der har et velfunderet demokrati. Ord og sprog er sårbare fænomener, som vi skal udvise ansvarlighed for. ”Som en opfordring til ansvarlighed for ordet og over for ordet er det en opgave, der i sit væsen er moralsk. Som sådan er den naturligvis ikke forankret inden for horisonten af den verden, vi kan overskue, men først der et sted, hvor det Ord bor, som var i begyndelsen af alt, og som ikke er menneskets ord.”
Tale til den amerikanske kongres
Lignende tanker fremførte Václav Havel i en tale til den amerikanske kongres den 21.februar 1990. På dette tidspunkt havde han været præsident i Tjekkiet i to måneder. ”Jeg har ikke gået i nogen præsidentskole. Min eneste skole har været livet. Jeg vil derfor ikke bebyrde Dem alt for længe med mine politiske overvejelser, men går hellere over til et område, som står mig nærmere. Til hvad jeg har kaldt den filosofiske side af de forandringer, som ganske vist udspiller sig i vor del af verden, men som angår os alle”(..) ”Vi evner stadig ikke at sætte moral højere end politik, videnskab og økonomi. Vi er stadig ikke i stand til at fatte, at den eneste virkelige ryggrad for al vor handlen- hvis den skal være moralsk- er ansvarlighed. Ansvarlighed over for noget højere end min familie, mit land, min fabrik eller min karriere. Ansvarlighed over for tilværelsens orden, som al vor handlen uudsletteligt indskriver sig i, og hvor den - først der og kun der- bliver retfærdigt bedømt.
Tolken mellem os og denne højere autoritet er det, der traditionelt kaldes den menneskelige samvittighed.”
Oplysninger
Første udgave af essayet blev publiceret den 27. november 2020.
Udvalgt essay: "Ord og mennesker" er den 4. udvalgte tekst fra hjemmesiden og publiceret som 2. reviderede udgave i december 2022. Fra september 2022 til september 2023, blev der hver måned udvalgt og motiveret én replik, ét essay eller en samtale fra hjemmesiden, med aktualitet og perspektiver til nutiden. Præsentation og motivation af den udvalgte tekst og øvrige udvalgte tekster, kan læses som selvstændige replikker. Præsentationen af denne tekst har overskriften: "Kan vi have tillid til ordet og sproget". Se alle præsentationer og motivationer i TEKSTOVERSIGTEN.
Václav Havel. Født 5.oktober 1936 i Prag,Tjekkiet. Død den 18.december 2011 i Hvädecèk,Tjekkiet. Dramatiker og forfatter. Stærk kritiker af totalitære systemer. Havel var med til at grundlægge Charta 77, der udfordrede det kommunistiske styre i Tjekkoslovakiet. Han var leder af det demokratiske parti Borgerforum. Præsident for Tjekkoslovakiet i 1989 og den første præsident for Den Tjekkiske Republik i 1993.Václav Havel var en central person under den fredelige revolution i november 1989.
De magtesløses magt. 1978. Dansk udgave i 1991. ”Et Ord Om Ordet” findes på side 164-175 i essaysamlingen.
Fællesmøde på Den Frie Lærerskole. 2009. Foto: Rune Peitersen.
Relateret artikel
Artikel relateret til "Ord og mennesker" anbefales: "Kan demokratiets væsen modstå angst, frygt og det uberegnelige?
Julekalender med hjertevarme.
Hver dag fra den 1.december til den 24.december 2020, malede Anette Bøtter en engel til en serie, som hun kaldte for"julekalender med hjertevarme". " Mine engle svævede ind gennem mit vindue.....". Hun fandt inspiration i forskellige nærværende situationer og fra kunst, litteratur og natur. Noget hun havde lyttet til, sanset, læst, tænkt over og drømt om. Den gennemgående figur var en engel og de enkelte billeder var suppleret med en kort tekst. Til den 5.december 2020, havde hun læst artiklen,"Ord og mennesker", som inspirerede til nedenstående maleri.
