Ånd og plageånder

Refleksioner ved årsskiftet 2020

Vi er så heldige i Danmark, at vi har to forskellige åndstraditioner, der er præget af henholdsvis Søren Kierkegaard og N.F.S. Grundtvig. Begge forfatterskaber har været med til at udvirke, at et ord som ånd, ikke kun lever et filosofisk, musealt og henvisnende liv. Vi ved godt noget om, hvad ånd er. Vi synger sange, hvor begrebet ånd indgår. Det at synge er i sig selv ånd. Alligevel har den åndelige dimension svære betingelser i tiden. Ja, måske er den i virkeligheden ved at blive trængt helt i baggrunden af den rationelle tidsalder og taget som gidsel af plageånderne.

Det handler refleksionerne ved årsskiftet 2020 om. Godt nyt år.

Januar, Janus, (latinsk 'portåbning, gennemgang'), romersk guddom med to ansigter, det ene skuer frem, det andet tilbage. Han vogter byens porte og broer og i mere abstrakt forstand, overgangen fra en tilstand til en anden.

Ånd og plageånder

- refleksioner ved årsskiftet 2020

Af Laust Riis-Søndergaard

Det er en særlig egenskab ved det at være menneske, at vi kan ”skue” tilbage og frem og forbinde fortid, nutid og fremtid. Mennesker kan tænke, reflektere og revidere sig selv. Alle tre ting er uhyre vanskelige at udføre og kræver selvværd, selvtillid, mod og handlekraft. Vi vil gerne kunne gøre en forskel med vores værdier og handlinger og leve et væsentligt liv. Ingen ønsker vel ligefrem at leve et liv som Søren Kierkegaard beskriver i det, han kalder for ”spidsborgeren”:

… tavs, søvnig, dorsk, doven og et menneske der lever rutinemæssigt, ubevidst uden ånd og lidenskab. Målet for ”Spidsborgeren” er størst mulig grad af lykke og nydelse i hverdagen uden at tænke og reflektere videre over det”…

Nej, så hellere se os selv som levende tilstede og i udvikling, så vi kan realisere vores iboende længsler og drømme.

Det er i hvert fald dét gængse syn på menneske og liv, der gør sig mest gældende. Vi kommer til verden, vokser, dannes, går i skole, får en uddannelse og et arbejde, så vi kan forsørge os selv og de nærmeste, indgå i forskellige hverdagsagtige og praksisnære sammenhænge, surfer et par ture med fjernbetjeningen og deler en mængde likes på de sociale medier, lever i illusionen om, at vi har travlt med ditten og datten osv. Vi ved, hvordan det ender. Det er de færreste af os, der kommer herfra med livet i behold.

Det lyder noget kedeligt, fattigt, tomt rutinemæssigt og resignerende, som det beskrives her i generelle vendinger. Ja, nærmest at være levende død.  

Lad os derfor skrue lidt op for ambitionerne. Jeg vil bruge denne generelle beskrivelse- lad os kalde det for den praktiske dagsorden, til at sige noget om en anden dagsorden, som måske kan tilføre ”noget mere”, end blot det rutineprægede liv.

Den åndelige dagsorden

Vi kan kalde dette ”noget mere” for ”den åndelige dagsorden”. Den åndelige dagsorden er forbundet med alt det, der giver vores liv mening og betydning. Den interesserer sig for den verden vi lever i, og for at andre mennesker også befinder sig godt. Det er noget der rækker ud over en selv.

Hermed er der også givet en tilnærmet forståelse af, hvad der menes med den åndelige dimension, som ikke er alt for flyvsk og virkelighedsfjern.

Danmark og Ånd

Vi er så heldige i Danmark, at vi har to forskellige åndstraditioner, der er præget af henholdsvis Søren Kierkegaard og N.F.S. Grundtvig. Begge forfatterskaber har været med til at udvirke, at et ord som ånd, ikke kun lever et filosofisk, musealt og henvisnende liv. Vi ved godt noget om, hvad ånd er. Vi synger sange, hvor begrebet ånd indgår. Det at synge er i sig selv ånd.

Ånd tilhører ikke nogen bestemte sociale grupper i samfundet- eller bestemte institutioner. Når dette er sagt, er det langt fra tilfældet, at ånden indfinder sig, hvilket vi skal se eksempler på senere.

Københavnerånd

For en tid siden, fik jeg tilfældigvis fat i et magasin fra Folkekirken i København. Her var et interessant tema om ”københavnerånd”. Redaktionen havde bedt forskellige repræsentanter berette om, hvad de forbinder med ”københavnerånden”. Hvor kommer den fra, hvordan trives den med udviklingen, og hvor bevæger den sig mon hen? Redaktionen havde bedt forskellige repræsentanter om at besvare spørgsmål om ånd- og i særlig grad Københavnerånden. Der var en: Historiker, præst, politiker, en stadsarkitekt, kunstner, fabriksejer, litteraturanmelder, organist, rockmusiker, salmedigter, tv-vært, designer, hjemløs, ejeren af en pølsevogn og flere andre.

I magasinet fra Folkekirken i København kom der mange interessante refleksioner på ”Københavnerånden”. Dels, hvornår den er der og dels, hvornår den ikke er der.

Illustration fra Magasin Folkekirken i København. 2018. Magasineet indeholder et tema om "Københavnerånd".

Et par eksempler på, hvordan københavnerånden definerer sig:

” Præcist hvor og hvornår kan jeg ikke sige. Den opstår bare. Måske på en gåtur en mandag formiddag i Nyhavn, som jeg bor tæt på og jeg hilser på chaufføren, der læsser øl af ved Færgekroen. Så føler jeg mig genkendt, og det giver tryghed”

” Ånd er en flygtig størrelse, men den må betegnes som noget, vi lever i, og noget, der binder os sammen”(..) ”Hvis man skal mærke københavnerånden, skal man tage sig tid til at kigge på den og slappe lidt af”

”I København er der mange mennesker, mange aldre, mange sprog, så mangfoldighed er en del af ånden”(..) ”Jeg kan godt lide, at vi kan finde ud af at bevare en god stemning i det rædselsfulde vintermørke. Vi hygger os og holder liv i gaden. København dør slet ikke i vinterperioden. Der er mange, der bedst kan lide sommermånederne, men jeg kan lide at mærke, at vi har brug for hinanden, og det har vi i mørket”

” Det kan også være en god snak med min mand på en tilfældig vinbar eller på Christianshavn Torv, hvor der står en hjemløs mand med et skilt, han har skrevet ”Ha`en god dag” på. Oftest er det først bagefter en stemning eller oplevelse, at jeg opdager, at københavnerånden har været til stede”

 

Eksemplerne fra ”københavnerånden”, kan måske inspirere til, at vi kan stille tilsvarende spørgsmål til de steder, hvor vi selv bor og lever vores liv.

Plageånden

Et andet interessant tema i magasinet om ”københavnerånden”, er plageånden. I magasinet defineres plageånd som fraværet af ånd.

Plageånden opstår, når ånden bliver taget som gidsel, fordi nogen tror, at de kan tvinge den igennem eller iscenesætte den. Det kan være politikere, forretningsfolk, reklamebranchen, turistbureauerne. Men pointen er, at plageånden kan være tilstede overalt, hvor mennesker befinder sig. Selv på de steder, der i egen optik vil kalde sig for åndens højborg.

Når plageånden indfinder sig, er det ikke kun åndsløs- men i bund og grund uægte. Der er ingen garanti for, at ånden indfinder sig, blot fordi man benævner den i skrift og tale eller synger alle sangene fra Højskolesangbogen tilsat sæsonnære menuer fra Meyers køkken.

Ånd kan ikke dikteres, tvinges eller iscenesættes. Det er nok en af de store udfordringer i øjeblikket, hvilket givetvis hænger sammen med, at den åndelige dimension er blevet fortrængt fra livsområderne og erstattet af pragmatisme, moral, iscenesættelse, flimmer og reklamestøj.

Hvor blev ånden af?

Af de to dagsordener, som jeg satte op i begyndelsen, er det nok den sidste, den åndelige dagsorden, der har de sværeste betingelser i tiden. Vi kan høre ordvekslinger som: ”Ånden flyver lavt på arbejdspladsen, i undervisningen fra børnehave til de højeste uddannelser, i den offentlige debat, i den politiske valgkamp”.

Set med de store briller, kan der spores et fremadskridende åndstab i den vestlige verden. Det tekniske, rationelle og økonomiske sprog og et tilhørende kompetencegreb, har siden 1960érne erobret alle livs- og uddannelsesområderne, og skabt et nærmest pragmatisk tunnelsyn. De dyrebare ord, sproget og tænkningen er endt som noget endimensionelt.

Det var en udvikling som Johannes Sløk, teolog og idehistoriker allerede pegede på i 1981, da han skrev bogen ”Det religiøse sprog”.

”Sagen er” siger han, ”at det rationelle sprog jo tales af så mange; det tales af os alle sammen, og mange evner ikke længere at tale i noget andet sprog end det. Det medfører en tendens til at reducere begrebet om virkelighed til kun at omfatte de reale ting.”

Set med de store briller, kan der spores et fremadskridende åndstab i den vestlige verden

Det sprog der fortrænges, og som man bliver usikker over for, er det menneskelige og erfaringsfyldte sprog med krop, følelser og modsigelser, børns sprog, elskendes sprog, vennesproget, fortællesproget, det mytiske sprog.

Problemet opstår, når det rationelle videnskabelige sprog sætter sig på det hele: livsværdierne, skole, sundhed, uddannelse, dannelse. Via ”besættelsen” af sproget, er der i de sidste 50 år sket en effektiv invasion af det videnskabelige sprog i livsområderne. Læg f.eks. mærke til alle udviklingsmantraerne til vands, til lands og i luften. Ord som omskiftelighed, effektivitet, målbarhed, matematisering, målbarhed.

Ånd og flodbølgen af information

I samme periode som det rationelle sprog har overtaget, er nyhedsmedierne, massekulturen og forbrugerkulturen væltet ind med voldsom kraft fra alle kanter. Det er ikke en særlig god cocktail. Den er velkendt fra tidligere historiske perioder.

I 1944 skrev to tyske filosoffer, Max Horkheimer og Theodor Adorno, at ånd og forbrug er modsatrettede, og at massekulturen bærer kimen til undertrykkelse i sig. I ”oplysningens dialektik” fra 1944 kan man læse:

” Flodbølgen af nøjagtig information og striglet underholdning gør mennesker kvikke og dumme på samme tid”.

Det er selvfølgelig hårdt sat op og trukket ud af den sammenhæng, som de skrev bogen i. Men de har en pointe i dette sprogbillede, som stadigvæk er værd at tænke over. Der er en risiko for, at mængden af information og støj, står i vejen for oplysningen, for den åndelige dimension.

Ånd og flodbølgen af information

Perspektiver på den åndelige dimension

Det har været inspirerende at læse om ”københavnerånden” i ”Magasinet Folkekirken i København”.

Ånd findes, og det kan mærkes, når den er der, og når den ikke er der. Den åndelige dimension er under pres og bliver i stigende omfang erstattet af plageånder. Samtidig er den generelle tillid til hinanden, til politikere, til domstolene, bankvæsenet, medierne, svækket. Angsten for, hvad der kan ske, har taget over. Vi overvåger hinanden, vi bliver overvåget og vi køber selv overvågningsudstyr. Vi ber`selv om at blive kontrolleret for at være i sikkerhed.

De utilsigtede følgevirkninger af denne udvikling, kan i sidste instans være en trussel mod det velfunderede demokrati. Demokrati bygger på tillid og svækkelse af kontrol.

Ånd handler om ”at være virkelig til” i eksistensen. I sin egen virkelighed. Eksistens og ånd her forstået som at være i fællesskabet med andre om det liv, der helt grundlæggende er fælles, og om de opgaver, der skal løses i fællesskab.

Oplysninger

Refleksioner ved årsskiftet 2020.

Læs mere om levende folkelighed

Demagog. Ord og mennesker.

Ord og mennesker 2020

Gravid%20kvinde_edited

Ønskebørn 2.0 - etiske refleksioner.

sankt Hans 2.

Sankt Hans 2020 Hvad skal brændes af?

Rammerne strammer

images

Det folkelige og politiske.

20140926-181838-100001

Den farlige historie

Murens fald.1989. 3.

Folkelig, demokratisk dansk og europæisk udsyn

Ebbe Kløvedal Reich. Portræt.

På sporet af danskheden. Samtale med Ebbe Kløvedal Reich.

Ask_Yggdrasil._Verdenstræet.

Ask Yggdrasil og ånden i folkestyret

Folkestyrets fodfolk. 3.

Folkestyrets fodfolk

Janus_edited

Ånd og plageånder. Refleksioner ved årsskiftet 2020. Godt nyt år.

Grundloven_edited

Grundloven 2020. Hvor stærkt er demokratiet?