top of page

Ånd og plageånder
 

Vi er så heldige i Danmark, at vi har to forskellige åndstraditioner, der er præget af henholdsvis Søren Kierkegaard og N.F.S. Grundtvig. Begge forfatterskaber har været med til at udvirke, at et ord som ånd, ikke kun lever et filosofisk, musealt og henvisnende liv. Vi ved godt noget om, hvad ånd er. Vi synger sange, hvor begrebet ånd indgår. Det at synge, kan i sig selv være beslægtet med ånd. Alligevel har den åndelige dimension svære betingelser i tiden. Ja, måske er den i virkeligheden ved at blive trængt helt i baggrunden af den rationelle tidsalder og taget som gidsel af plageånderne.
 

3. 2017-03-11 12.53.45.jpg

Historiens vingesus. Græske skulpturer holder møde og forundrer sig. Foto. LR-S.

Ånd og plageånder
 

Af Laust Riis-Søndergaard

Det er en særlig egenskab ved det at være menneske, at vi kan ”skue” tilbage og frem og forbinde fortid, nutid og fremtid. Mennesker kan tænke, reflektere og revidere sig selv. Alle tre ting er uhyre vanskelige at udføre og kræver selvværd, selvtillid, mod og handlekraft. Vi vil gerne kunne gøre en forskel med vores værdier og handlinger og leve et væsentligt liv. Ingen ønsker vel ligefrem at leve et liv som Søren Kierkegaard beskriver i det, han kalder for ”spidsborgeren”:

… tavs, søvnig, dorsk, doven og et menneske der lever rutinemæssigt, ubevidst uden ånd og lidenskab. Målet for ”Spidsborgeren” er størst mulig grad af lykke og nydelse i hverdagen uden at tænke og reflektere videre over det”…

Nej, så hellere se os selv som levende tilstede og i udvikling, så vi kan realisere vores iboende længsler og drømme.

Det er i hvert fald dét gængse syn på menneske og liv, der gør sig mest gældende. Vi kommer til verden, vokser, dannes, går i skole, får kærester, uddannelse og et arbejde, så vi kan forsørge os selv og de nærmeste, indgå i forskellige hverdagsagtige og praksisnære sammenhænge, surfer på nettet, deler en mængde likes på de sociale medier og lever i illusionen om, at vi har travlt med ditten og datten. Vi ved, hvordan livsrejsen ender. Det er de færreste af os, der kommer herfra med livet i behold.

Det lyder noget kedeligt, fattigt, tomt rutinemæssigt og resignerende, som det beskrives her i generelle vendinger. Ja, vel nærmest at være levende død.  

Lad os derfor skrue lidt op for ambitionerne. Jeg vil bruge denne generelle beskrivelse- lad os kalde det for den praktiske dagsorden, til at sige noget om en anden dagsorden, som måske kan tilføre ”noget mere”, end blot det rutineprægede og  ureflekterede liv.

Den åndelige dagsorden

Vi kan kalde dette ”noget mere” for ”den åndelige dagsorden”. Den åndelige dagsorden er forbundet med alt det, der giver vores liv mening og betydning. Den interesserer sig for den verden vi lever i, og for at andre mennesker også befinder sig godt. Det er noget der rækker ud over en selv.

Hermed er der også givet en tilnærmet forståelse af, hvad der menes med den åndelige dimension, som ikke er alt for abstrakt, flyvsk og virkelighedsfjern.

Danmark og Ånd

Vi er så heldige i Danmark, at vi har to forskellige åndstraditioner, der er præget af henholdsvis Søren Kierkegaard og N.F.S. Grundtvig. Begge forfatterskaber har været med til at udvirke, at et ord som ånd, ikke kun lever et filosofisk, musealt og henvisnende liv. Vi ved godt noget om, hvad ånd er. Vi synger sange, hvor begrebet ånd indgår. Det at synge er i sig selv ånd.

Ånd tilhører ikke nogen bestemte sociale grupper i samfundet- eller bestemte institutioner. Når dette er sagt, er det langt fra tilfældet, at ånden indfinder sig, hvilket vi skal se eksempler på senere.

Andre digtere og poeter end Grundtvig og Kierkegard, har skrevet om ånd. F.eks.Benny Andersen  i nedenstående digt:

Å N D

Lægger man ikke alt for megen vægt

                  på det materielle?

Når jeg sidder og piller kartofler

                  især de nye

kan jeg pludselig stoppe op

og tænke

                  herregud

hvad er det du sidder og laver

så ser jeg på kartoflerne

                  ser noget i dem

hver eneste lille kartoffel

er et selvstændigt væsen

                  med øjne og hud

med tusind ubrugte muligheder i sig

                  som du selv

tænk rigtig over det

og jeg ser ud i solen

tænker over mit liv

betragter atter de forsvarsløse små

som jeg er kommet til at respektere

der kan gå lang tid

før jeg piller videre

det er det jeg forstår ved ånd.

 

Benny Andersen. Den Indre Bowlerhat. Digte,1964.

Københavnerånd

For en tid siden, fik jeg tilfældigvis fat i et magasin fra Folkekirken i København. Her var et interessant tema om ”københavnerånd”. Redaktionen havde bedt forskellige repræsentanter berette om, hvad de forbinder med ”københavnerånden”. Hvor kommer den fra, hvordan trives den med udviklingen, og hvor bevæger den sig mon hen? Redaktionen havde bedt forskellige repræsentanter om at besvare spørgsmål om ånd- og i særlig grad Københavnerånden. Der var en: Historiker, præst, politiker, en stadsarkitekt, kunstner, fabriksejer, litteraturanmelder, organist, rockmusiker, salmedigter, tv-vært, designer, hjemløs, ejeren af en pølsevogn og flere andre.

I magasinet fra Folkekirken i København kom der mange interessante refleksioner på ”Københavnerånden”. Dels, hvornår den er der og dels, hvornår den ikke er der.

Københavnerånd.jpg

Illustration fra Magasin Folkekirken i København. 2018. Magasineet indeholder et tema om "Københavnerånd".

 

” Præcist hvor og hvornår kan jeg ikke sige. Den opstår bare. Måske på en gåtur en mandag formiddag i Nyhavn, som jeg bor tæt på og jeg hilser på chaufføren, der læsser øl af ved Færgekroen. Så føler jeg mig genkendt, og det giver tryghed”

” Ånd er en flygtig størrelse, men den må betegnes som noget, vi lever i, og noget, der binder os sammen”(..) ”Hvis man skal mærke københavnerånden, skal man tage sig tid til at kigge på den og slappe lidt af”

”I København er der mange mennesker, mange aldre, mange sprog, så mangfoldighed er en del af ånden”(..) ”Jeg kan godt lide, at vi kan finde ud af at bevare en god stemning i det rædselsfulde vintermørke. Vi hygger os og holder liv i gaden. København dør slet ikke i vinterperioden. Der er mange, der bedst kan lide sommermånederne, men jeg kan lide at mærke, at vi har brug for hinanden, og det har vi i mørket”

” Det kan også være en god snak med min mand på en tilfældig vinbar eller på Christianshavn Torv, hvor der står en hjemløs mand med et skilt, han har skrevet ”Ha`en god dag” på. Oftest er det først bagefter en stemning eller oplevelse, at jeg opdager, at københavnerånden har været til stede”

 

Eksemplerne fra ”københavnerånden”, kan måske inspirere til, at vi kan stille tilsvarende spørgsmål til de steder, hvor vi selv bor og lever vores liv.

Et par eksempler på, hvordan københavnerånden definerer sig.

Plageånden

Et andet interessant tema i magasinet om ”københavnerånden”, er plageånden. I magasinet defineres plageånd som fraværet af ånd.

Plageånden opstår, når ånden bliver taget som gidsel, fordi nogen tror, at de kan tvinge den igennem eller iscenesætte den. Det kan være politikere, forretningsfolk, reklamebranchen, turistbureauerne. Men pointen er, at plageånden kan være tilstede overalt, hvor mennesker befinder sig. Selv på de steder, der i egen optik vil kalde sig for åndens højborg, kan plageånden husere.

Når plageånden indfinder sig, er det ikke kun åndsløs- men i bund og grund uægte. Der er ingen garanti for, at ånden indfinder sig, blot fordi man benævner den i skrift og tale eller synger alle sangene fra Højskolesangbogen tilsat sæsonnære menuer fra Meyers køkken.

Ånd kan ikke dikteres, tvinges eller iscenesættes. Det er nok en af de store udfordringer i øjeblikket, hvilket givetvis hænger sammen med, at den åndelige dimension er blevet fortrængt fra livsområderne og erstattet af pragmatisme, moral, iscenesættelse, flimmer og støj.

Hvor blev ånden af?

Af de to dagsordener, som jeg satte op i begyndelsen, er det nok den sidste, den åndelige dagsorden, der har de sværeste betingelser i tiden. Vi kan høre ordvekslinger som: ”Ånden flyver lavt" på arbejdspladsen, i undervisningen fra børnehave til de højeste uddannelser, i den offentlige debat, i den politiske valgkamp.

Set med de store briller, kan der spores et fremadskridende åndstab i den vestlige verden. Det tekniske, rationelle og økonomiske sprog og et tilhørende kompetencegreb, har siden 1960érne erobret alle livs- og uddannelsesområderne, og skabt et nærmest pragmatisk tunnelsyn. De dyrebare ord, sproget og tænkningen er endt som noget endimensionelt.

Det var en udvikling som Johannes Sløk, teolog og idehistoriker allerede pegede på i 1981, da han skrev bogen ”Det religiøse sprog”.

”Sagen er” siger han, ”at det rationelle sprog jo tales af så mange; det tales af os alle sammen, og mange evner ikke længere at tale i noget andet sprog end det. Det medfører en tendens til at reducere begrebet om virkelighed til kun at omfatte de reale ting.”

Set med de store briller, kan der spores et fremadskridende åndstab i den vestlige verden

Det sprog der fortrænges, og som man bliver usikker over for, er det menneskelige og erfaringsfyldte sprog med krop, følelser og modsigelser, børns sprog, elskendes sprog, vennesproget, fortællesproget, det mytiske sprog.

Problemet opstår, når det rationelle videnskabelige sprog sætter sig på det hele: livsværdierne, skole, sundhed, uddannelse, dannelse. Via ”besættelsen” af sproget, er der i de sidste 50 år sket en effektiv invasion af det videnskabelige sprog i livsområderne. Læg f.eks. mærke til alle udviklingsmantraerne til vands, til lands og i luften. Ord som omskiftelighed, effektivitet, målbarhed, matematisering, målbarhed.

Ånd og flodbølgen af information

I samme periode som det rationelle sprog har overtaget, er nyhedsmedierne, massekulturen og forbrugerkulturen væltet ind med voldsom kraft fra alle kanter. Det er ikke en særlig god cocktail. Den er velkendt fra tidligere historiske perioder.

I 1944 skrev to tyske filosoffer, Max Horkheimer og Theodor Adorno, at ånd og forbrug er modsatrettede, og at massekulturen bærer kimen til undertrykkelse i sig. I ”oplysningens dialektik” fra 1944 kan man læse:

” Flodbølgen af nøjagtig information og striglet underholdning gør mennesker kvikke og dumme på samme tid”.

Det er selvfølgelig hårdt sat op og trukket ud af den sammenhæng, som de skrev bogen i. Men de har en pointe i dette sprogbillede, som stadigvæk er værd at tænke over. Der er en risiko for, at mængden af information og støj, står i vejen for oplysningen, for den åndelige dimension.

Ånd og flodbølgen af information

Adorno og.jpg
Det_religi%C3%B8se_sprog_edited.jpg

Inspiration fra Platon

Platons Hulebillede

Ånd har i sidste instans noget at gøre med menneskets væsen og iboende evne til at danne relationer og være nysgerrig. Denne dimension er nærmest helt fortrængt fra alle livsområderne. Det tomme rum er overtaget af en omsiggribende følsomhedskultur og offerbevidsthed i forening med en endimensionalisering af sproget. Det har skabt ufrie og indadvendte mennesker, hvor ånd, sprog og tankevirksomhed er trælbundet til næsten udelukkende at fokusere på egen behovsopfyldelse. Hvordan kan man få sig viklet ud af sådan en gabestok og et begrænset udsyn?

Jeg kom i denne sammenhæng til at tænke på Platon, der tit forklarede sine filosofiske teorier i billeder. Et af de mest kendte er ”Hulebilledet” fra dialogen Staten. Den erkendelsesteoretiske og politiske side af Platons fortælling, kan måske være til inspiration til samtaler om, hvordan mennesker kan revidere deres egen plads i virkeligheden.

 

I ”Hulebilledet” ser vi mennesker som nogle fanger, der sidder lænket i en underjordisk hule med deres ansigter rettet mod bagvæggen. De kan kun se skyggerne af nogle figurer, der holdes op bag en tværmur og belyses af lyset udefra. Den verden, eller virkelighed, de oplever, er kun en afglans af nogle genstande. Den egentlige virkelighed er uden for hulen. Men den er de ikke forundt at se, eller komme i kontakt med, da de er bundet og fanget af den virkelighed de ser fra deres position og grundlag. Hvis de aldrig har set andet, er de i deres gode tro til at mene, at sådan må virkeligheden se ud.

 

Spørgsmålet er, hvad Platon gerne vil fortælle os med dette billede? Hvis vi antager, at én af de lænkede fanger bliver befriet, og ser sin egen virkelighed i et nyt lys, og vender tilbage til menneskene i hulen igen for at fortælle, hvad han har set og erfaret. Så vil han vil han nok føle sig lidt utilpas og fortumlet, men samtidig forpligtet til at videregive den viden, han har erhvervet og erkendt. Det er langt fra sikkert, at han vil blive forstået af de andre. Måske risikerer han at blive udskammet. I værste fald slået ihjel, ligesom det skete for Sokrates, da han ville formidle sin viden og indsigt til de unge generationer. Det er den politiske side af ”Hulebilledet”, kan man sige.

Det vi kan reflektere over i Platons fortælling er bla.: Hvem har lænket menneskene i hulen? Kan de befri sig ved egen hjælp og kraft? Er de lænket som et resultat af indoktrinering igennem en dårlig skolegang og i bund og grund uoplyste borgere uden ånd, lidenskab og virkelyst?

De implicerede kan ændre den erkendte form, hvis betingelserne bliver ændrede, og dermed ændre deres egen plads i virkeligheden. Vi må aldrig miste tiltroen til, at det er muligt!

Platon.Staten..jpg

Perspektiver på den åndelige dimension

Ånd findes, og det kan mærkes, når den er der, og når den ikke er der. Den åndelige dimension er under pres og bliver i stigende omfang erstattet af plageånder. Samtidig er den generelle tillid til hinanden, til politikere, til domstolene, bankvæsenet, medierne, svækket. Angsten for, hvad der kan ske, har taget over. Vi overvåger hinanden, vi bliver overvåget og vi køber selv overvågningsudstyr. Vi ber`selv om at blive kontrolleret for at være i sikkerhed.

De utilsigtede følgevirkninger af denne udvikling, kan i sidste instans være en trussel mod det velfunderede demokrati. Demokrati bygger på tillid og svækkelse af kontrol.

Ånd handler om ”at være virkelig til” i eksistensen. I sin egen virkelighed. Eksistens og ånd her forstået som at være i fællesskabet med andre om det liv, der helt grundlæggende er fælles, og om de opgaver, der skal løses i fællesskab.

Oplysninger

Første udgave af "Ånd og plageånder" blev bragt som "Refleksioner ved årsskiftet 2020".
I anden redigerede udgave; "Ånd og plageånder", 15.april 2023, er der tilføjet digtet "ÅND" af Benny Andersen, samt refleksioner over Platons Hulebillede.

Platon: Græsk filosof født i Athen ca. 428- 347 f.kr. Han var elev af Sokrates og grundlægger af akademiet. Platon er både den primære kilde til vores viden om Sokrates og til sin egen filosofi.

Udvalgt tekst: "Ånd og plageånder", er den 9. udvalgte tekst fra hjemmesiden og publiceret som 2. reviderede udgave i april 2023. Fra september 2022 til september 2023, blev der hver måned udvalgt og motiveret én replik, ét essay eller en samtale fra hjemmesiden, med aktualitet og perspektiver til nutiden. Præsentation og motivation af den udvalgte tekst og øvrige udvalgte tekster, kan læses som selvstændige replikker. Se alle præsentationer og motivationer i TEKSTOVERSIGTEN. 

Læs mere om levende folkelighed

Gøremålsundervisning. Side 12.1.

Hvordan bliver vi dannet til fremtidens arbejdsmarked? 2022.

1.Havets Moder.

Havets Moder -om at forbinde sig

6. Hænder

Ord og mennesker 2020

1. Fortælling

Ønskebørn 2.0 - etiske refleksioner.

Jakob. To personer

Sankt Hans 2020 Hvad skal brændes af?

8. Anne Lorentzen. 4

Rammerne strammer

FOLKEDANS_PICK

Det folkelige og politiske.

Jakob.Keramti. Ansigt.IMG_0727

Den farlige historie

Heimdal

Folkelig, demokratisk dansk og europæisk udsyn

Asbjørn

På sporet af danskheden. Samtale med Ebbe Kløvedal Reich.

2RG-BL~1

Ask Yggdrasil og ånden i folkestyret

Anne Lorentzen. 14.

Folkestyrets fodfolk

Asbjørn 2

Ånd og plageånder.

Grundloven_edited

Kan demokratiets væsen modstå angst, frygt og det uberegnelige?

bottom of page