I 2004-2005 tog et nyt strukturelt Danmark form med 98 kommuner og 5 nye store regioner. Målet var at skabe et Danmark med en stærk fremtidssikret offentlig sektor, der kunne løse opgaverne med høj kvalitet og så tæt på borgerne som muligt. Debatten om amts- og strukturreformen, kom til at handle meget om streger på landkortet, og mindre om borgernes involverethed i folkestyret. 

​

I 2018-2019, har der igen været en heftig strukturdebat. Denne gang om nedlæggelse af de regioner, der blev oprettet i 2005. Det er påfaldende, hvor lidt opmærksomhed, der stadigvæk er på spørgsmålet om, hvordan borgerne kan involveres i folkestyret, og ikke blot blive betragtet som klienter, der er forbrugere af serviceydelser.

I samme periode er frihed til forskellighed vokset vildt. At få kastet lys over ansvaret for næsten og dermed for fællesskabet, er en af de helt store udfordringer i øjeblikket. 

​

​

Folkestyrets fodfolk

Af  Laust Riis-Søndergaard

Den igangværende debat om amts-strukturreform sætter mange følelsessvingninger og ordvekslinger i gang. Debatten er foreløbig kommet til at handle meget om streger på kortet. Derimod har debatten helt overset at forholde sig til det, som folkestyret er dybt afhængig af. Det er, at mennesker kan og vil engagere sig og er motiveret dertil. De findes stadigvæk – folkestyrets fodfolk. Mange af dem med baggrund i et højskoleophold og en lederuddannelse. De arbejder ufortrødent og tit under meget vanskelige vilkår. Dét er lokalpolitikere, foreningsledere, fodboldtrænere, projektmagere, den gode nabo og kollega, m.fl. Det er fodfolket, der skaber det kit, der holder folkestyret og hverdagskulturen sammen.

En vigtig dimension er ved at gå tabt, hvad dette begreb angår. Da den franske revolution fejede enevælden af banen, blev menneskerettighederne vedtaget. Det nye demokrati kom til at bygge på borgernes rettigheder, ansvarlighed og forpligtelser. Denne dimension har fået trange vilkår i vores nuværende velfærdssamfund.

Den store overskrift i retorikken om strukturreformen er „Borgeren skal i centrum“. Men spørgsmålet er, om borgerbegrebet overhovedet eksisterer andre steder end i skrivebordspolitikken? Borgerbegrebet er blevet udvandet og langsomt erstattet af klientgørelse af borgerne.

Fremtidens kommune vil få en større volumen, der vil kunne rumme en mangfoldighed af tilbud til borgerne. Men det vil også kunne udvikles til dannelsens privilegerede plads, hvor folkestyrets fodfolk kan komme til ære og værdighed. Det kan vise sig at blive vanskelig at opfylde, hvad det politiske engagement angår. Større kommuner vil betyde færre folkevalgte fodfolk i det politiske system. Små partier og lokalpolitikere vil få vanskeligheder med at blive repræsenteret i de nye regionsråd og kommunalbestyrelser.

​

Der er derfor gode grunde til at reformere det nuværende valgsystem, samtidig med at stregerne til det kommunalpolitiske landkort tegnes.

Oplysninger

Tilbage til kategorien

Tilbage til startsiden

Tilbage til tekstoversigt