Folkelig,demokratisk, dansk & europæisk udsyn
I 2020 fejres 75-året for Danmarks befrielse den 4.maj 1945 og 100-året for Genforeningen i 1920. Begge begivenheder har været skelsættende og sat deres dybe præg på generationernes opfattelse af Danmark og danskere. I jubilæumsåret er der god tid til at reflektere over vores egen historie som enkeltmenneske og folk. Der er det særlige ved historien, at selv om begivenhederne har fundet sted, så bliver der alligevel ingen "historie" ud af det før mennesker begynder at fortælle den, og det vil sige: prøver at forstå den igen og igen. Historie er om noget en fortolkningsvidenskab. Det er just, hvad der gør historien levende- både som undervisningsfag i skolen, men også som en farbar vej til at forstå sit eget liv i et større perspektiv.
Nærværende artikel tager udgangspunkt i mødet med danskheden og det folkelige i en modsætningsfyldt grænseegn i Sønderjylland efter 2. verdenskrig. Hvad menes der med det danske, folk og folkelighed? Hvor dybt rækker det? Kan det transformeres til en ny og anderledes verden i dag og bidrage til løsning af de fælles folkelige, eksistentielle og politiske udfordringer vi står midt i? Hvad er det, der i dag, gøder jorden for had og racisme? Hvordan kan vi undgå en underminering af de værdier, som demokratiske samfund bygger på?
Folkelig, demokratisk, dansk & europæisk udsyn
Af Laust Riis-Søndergaard
Mit barndomshjem i Travsted. Sønderjylland. Foto. LR-S. 2015.
Person, tid og sted
Når man vil diskutere folkelighed kommer man næppe udenom den baggrund, der er ens egen. For mig er ordet folkelighed noget erfaret og nærværende. Jeg er født og opvokset i Sønderjylland i 1950 èrne og 1960 èrne. Opfattelsen af ordet folkelighed i Sønderjylland er i høj grad afhængig af, hvor man befinder sig i landsdelen. Er det på Als, i Aabenrå eller i Tønder?
Vi befinder os på Vesteregnen i Sønderjylland. Stednavne som Travsted, Ellehus, Kongsbjerg, Abild og Tønder. Min mor (1927-2010), har altid boet på denne egn. Min far (1920-1992), var tilflytter som landmand fra 1942. Han var født i Hampton, i staten Iowa, USA. Det hænger sammen med, at min farfar og familie emigrerede i 1913. Det var vist nok en blanding af udlængsel, eventyrlyst og dårlige vilkår for landbruget, der drev dem afsted. Familien vendte tilbage til Danmark i slutningen af 1920èrne. Efter sigende fordi min farmor ”was homesick ”.
Jeg kom til verden i 1951, og voksede op i et modsætningsfyldt kulturelt grænselandskab, hvor der stadigvæk var eftervirkninger fra 2. verdenskrig. Umiddelbart eksisterede der ikke modsætninger. Men der skulle ikke gå ret lang tid, før et par barneører fik fornemmelsen af, hvem der tilhørte hvem. Det store skel gik mellem de tysksindede og dansksindede. Det kom konkret til syne, når der skulle vælges skole. Ligeledes var der et skel mellem en grundtvigsk kreds og en indremissionsk, som altid blev kaldt for de ” missionske ”. Størsteparten var dog neutrale. For at forstå de modsætninger, skal vi nogle år tilbage i historien.
Den tyske tid i Sønderjylland fra 1864-1920
Danskheden lå dybt lejret i min familie på min mors side. Min morfar (1886-1965) var født og opvokset på slægtsgården i Kongsbjerg i nærheden af Tønder. Faderen (1850-1932), var en af dem, der i perioden fra 1864 -1870, havde opteret for Danmark, og var af den grund tvunget til at afholde sig fra deltagelse i det danske folkelige røre, som han var stærkt interesseret i. (Se begrebsafklaring af "optant" under oplysninger) Det fik senere den betydning for børneflokken (eks.min morfar), at de indtil optanttraktaten i 1907, ikke kunne komme på danske ungdomsskoler, landbrugsskoler og højskoler, eller deltage i dansk foreningsliv, uden at risikere faderens udvisning fra landsdelen. Sin værnepligt aftjente min morfar fra 1907-1909 i Posen, som tysk statsborger. Efter endt værnepligt kom han hjem til slægtsgården, som han i 1912 fik overdraget. I 1914 blev han indkaldt til tysk krigstjeneste sammen med sine to brødre. De var med i skyttegravene i Frankrig hele 1. verdenskrig frem til 1918. Den ene af brødrene faldt i 1915. I de 5 år, hvor de gjorde krigstjeneste ved fronten, blev gården passet af sin gamle far samt af russiske krigsfangere. Ikke nok med, at de var i krig og havde mistet en søn og bror. Min morfar mistede også i 1915 sin første hustru og mor til to små børn.
Efter genforeningen i 1920, blev den nuværende grænse mellem Danmark og Tyskland fastlagt. På hver side af grænsen, var der nu henholdsvis tyske og danske mindretal. Min morfar kunne nu, som en fri mand, fortsætte på slægtsgården og som aktiv borger. Han var bla. formand for skolekommissionen og i bestyrelsen for slagteriet. Men følelsen af at have mistet noget af sin ungdomstid til en meningsløs, blodig krig og hele frihedsbegrænsningen i optentperioden, har familie og venner tit omtalt som et stort personligt afsavn hos ham. Under første verdenskrig døde næsten 10 millioner soldater på slagmarkerne. Incl. syge og invaliderede, er tallet endnu større. Det er surrealistiske og abstrakte tal. Men det bliver konkret og nærværende, når den nærmeste familie og en helt landsdel bliver involveret med tab, lidelse og traumer, der forplanter sig i mange generationer fremover.
Til os børn, født i 1950èrne, fortalte morfar nødigt om tiden i skyttegravene. Vi havde, vores alder taget i betragtning, heller ikke forudsætninger for at stille de rigtige spørgsmål, men måtte nøjes med syn for sagen. Arene fra granatsplinter og projektiler på venstre hånd og på ryggen, talte deres eget sprog. 1. verdenskrig var langt væk og allerede overskygget af 2. verdenskrig fra 1940-1945 og besættelsestiden. Den havde mine forældre til gengæld i frisk erindring. Der blev talt om mørklægninger, knaphed på ressourcer, sabotage af broer og forsyningslinjer, og om personer i nabolaget, som havde været stikkere, og om tyskepiger, der fik håret klippet af. Grufulde officielle militærfotos og filmoptagelser fra nazisternes KZ-udryddelseslejrene under 2.verdenskrig, nåede efterhånden frem i fjernsynet.
Marsklandskab ved Højer i Sønderjylland. Foto. Jakob Riis-Søndergaard. 2021.
Hvad kan vi nu finde sammen om?
Ordet folk, folkelighed og folkelig foreningsarbejde, erindrer jeg som ord, der blev omtalt og sunget i forsamlingshuset, ved idrætsstævner, grundlovsarrangementer og genforeningsarrangementer. Bagvedliggende lå en udtalt frygt for nazismen og fascismen og af den store grå masse, der ind imellem tonede frem på det sort/hvide fjernsyn i form af russiske militærparader. Danskhed og folkelighed blev indprentet i sindet med sange, gymnastik, idræt, flaget, traditioner, fester og grænsekontrollen ved Sæd og Rudbøl. Først og fremmest kom ordene til syne i de voksnes gerninger, og jeg havde en fornemmelse af, at det rakte dybt.
Men efterhånden blev det mere uklart.
Danskhed og folkelighed blev indprentet i sindet med sange, flaget, traditioner, fester og grænsekontrollen ved Sæd og Rudbøl
Kulturelle modsætninger forsvandt sammen med nedlæggelse af små skoler, forretninger, lokale håndværkere og de mindre landbrug. De små forsamlingshuse og sportspladser groede til og enhver hyppede sine egne kartofler, efterhånden som de forbedrede økonomiske vilkår pressede sig på.
Kulturen udviklede sig til det uforpligtende festlige, folkelige og fornøjelige. VI- følelsen blev skabt ved ” trink, trink, Brüderlein trink- las doch die Sorgen zu haus” og ”sejle op ad åen- og sejle nedad igen". Bankospil og et par ture med spritbåden og over grænsen for at hente cigaretter, vin og billig benzin. Turisme og charterrejser i store busser direkte ind i 1970 erne. Jeg erindrer en følelse af ubehag. Rakte det virkelig ikke dybere, når det kom til stykket?
Et guldbryllup
I år 2000 til guldbryllup i Møgeltønder.
Sidder til bords med bekendte fra den gang. Traditionelle lejlighedssange og et par taler over en svunden tid. Hører, at alt er som det plejer. Får en underlig fornemmelse af lettelse og skuffelse. Lokalpatriotismen har hårdt fat. Min borddame er vred over, at alle virksomhederne forsvinder fra området. Så røg der et seminarium, et sygehus, en kaserne. ”Vi bryder os ikke om, at de tager det hele. Hvis der ikke skal ligge en kaserne ved grænsen, hvor skal der så ligge en? Hvad kan der ikke ske med vores nation? Vi bryder os bestemt ikke om de flygtninge og indvandrede, der kommer herop!"
Jeg kommer til at tænke på nogle forelæsninger i ”Europastudier” på center for kulturforskning, som jeg har deltaget i. ”Den sidste Danmarkshistorie” ligger langt ude i fremtiden, hvis den da nogensinde bliver en realitet. Så er der nok mere sandsynlighed for en udvikling, der går i retning af: ” med stigende globalisering følger tribalisering” (stammen, nærhed, tryghed, som modkultur til globaliseringen).Jeg tænker på, om det lokalpatriotiske sindelag i virkeligheden er tættest på den menneskelige natur? Hvorfor ellers den modvilje og nervøsitet, når det drejer sig om forandringer, nye naboer og udviklingen af et nyt Danmark i Europa?
Et nyt Europa vokser frem
Tilblivelsen af det moderne Europa er en langstrakt proces, der startede allerede i 1200-tallet. (Middelalderen) I forandringsprocesserne er det interessant at undersøge spørgsmål som: Hvad og hvem drejer historiens hjul? Er det intellektuelle revolutioner, religionskrige, teknologiske revolutioner, industrielle revolutioner, kommunikations- og vidensrevolutioner? Territorial- og statsdannelser har altid været historisk betingede konstruktioner, der er blevet skubbet frem af komplicerede erkendelsesmæssige, økonomiske, handelsmæssige forhold.
Som eksempler kan nævnes det stabile middelalderlige samfund, hvor Gudsstaten var målet og den kristne enhed midlet. Det blev senere afløst af den verdslige, fyrstelige territorialstat og senere igen af nationalstaten, som voksede frem med industrialiseringen i 1700-tallet. Den EU-konstruktion vi ser i 2020, blev grundlagt i kølvandet på Anden Verdenskrig og havde til hensigt at forhindre en ny krig mellem de europæiske lande. Siden da er det europæiske samarbejde blevet udvidet med antal medlemslande (i 2020, 27 medlemslande) og i samarbejdets karakter. Danmarks EU-medlemsskab daterer sig tilbage til den 2.oktober 1972. Ved en folkeafstemning stemte et flertal på 63,4 % ja, Siden 1.januar 1973, har Danmark været medlem af EU.
I efterkrigstiden (Fra 1945 og frem) er vi vokset op med det såkaldte bipolære supermagtssystem (domineret af de to supermagter USA og Sovjetunionen), som efter murens fald i 1989 er gået i opløsning. Det er svært at spå om, hvordan magtpolerne vil se ud i fremtiden. (F.eks. en multipolær orden med Europa, Østasien, Rusland-Kina, USA) Nationalstaterne, eller en form for regionalisme synes at være styrket i de senere år samtidig med, at der på et intellektuelt og abstrakt niveau tales om globalisering og kosmopolitisk tænkning. Men Storbritanniens udtrædelse af EU samarbejdet i 2020, har igen sat gang i spørgsmålet om, hvor folkelig funderet EU-konstruktionen er? Jeg vender tilbage til spørgsmålet i afsnittet om folkelighed i dag.
Gæs. Foto. LR-S.
Hvad betyder folkelig identitet?
Historiens mølle maler langsomt. De fleste store forandringer sker i rolige og glidende overgange. Vi vil naturligvis helst tro, at vi er historiens midtpunkt, og at vi selv frembringer historiens vingesus. I det lys denne artikel er skrevet i, forekommer det relevant at undersøge nærmere, hvor ord som folk, folkelig, folkelig identitet, mv. kommer fra. Hvordan begyndte det?
Det var tyskeren Johan Gootfried Herder(1744-1803), der som en af de første talte om ”At høre til” og have ” kulturel selvbestemmelse ”. Hans store interesse for de slaviske og baltiske bondebefolkningers kultur førte til, at han i 1778 – 1779, udgav deres sange som folkeviser.
Derved legitimerede han disse befolkningsgruppers kultur og udviste en respekt for deres særpræg. Herder afviste tanken om nogle folks overlegenhed overfor andre. Skurkerne i historien var for ham store erobrere som Alexander den Store, Cæsar, Karl den Store, netop fordi de udryddede de oprindelige kulturer.
Der er i denne periode en spirende interesse for en romantisk og idealistisk dyrkelse af den ”ægte” folkekunst og opdagelsen af det enkelte menneske og folket. En anden tysk filosof, Johann Gottlieb Fichte (1762- 1814), leverede nogle filosofiske og erkendelsesteoretiske betragtninger, der understøttede de nye tendenser. I 1807 udsendte han ” Reden an die deutsche Nation ”, som fik stor betydning i samtiden. Han betonede her den frie personlighed og den frie handling. Hovedtanken i bogen var, at ethvert folk har ret og pligt til at virkeliggøre sin egenart.
I perioden fra 1750 – 1800, blev der udgivet en række universalhistorier, som skulle bidrage til at danne mennesker til oplyste borgere og medmennesker. Herders grundsyn betegnes som universalistisk, men i opposition til universalismen hos de franske og tyske oplysningstænkere og det moderne oplysningsprojekt. Herder understregede alle folkegruppes ret og værdighed – kinesere, indere, japanere, arabere, indianere. Sprog, kultur og mentalitet var for Herder de vigtigste særkender på nationer eller folk.
Herders og Fichtes synspunkter er naturligvis mere omfattende og nuancerede end de fremstilles her. Jeg vil blot påpege, at de har haft stor indflydelse på de senere definitioner af, hvad der forstås ved nation og folk, og de har også haft direkte indflydelse på den forståelse Grundtvig senere fik af folkelighed, folkekultur og nationalstat.
Johann Gottlieb Fichte (1762- 1814). I 1807 udsendte han ” Reden an die deutsche Nation ”, som fik stor betydning i samtiden. Hovedtanken i bogen var, at ethvert folk har ret og pligt til at virkeliggøre sin egenart .
Det Grundtvigske folkelighedsbegreb - et bærende livssyn
Grundtvig udviklede det i en særegen retning, som rakte udover den senere nationalstatlige ramme. Det kom blandt andet til udtryk i Grundtvigs tidsskrift Danevirke. I 1816- 1819, skrev han en række artikler heri, der pegede i retning af en forståelse af folk og folkelighed, som adskiller sig fra den aggressive og dogmatiske opfattelse af det nationale, som vi også kender eksempler på i dag.
Han anvender udtryk som folkeånd, vidskab, videnskab og universalhistorie. Folkeånden ligger i menneskeordet, i slægtens og det enkelte folks sprog og historie. Derfor må folket kende sine folkesagn og myter. Som en konsekvens af disse tanker, må forskellige folk med forskellige myter og sagn også udvikles forskelligt. Derved kan det enkelte menneske og folk finde sin historie og identitet som en del af det, Grundtvig kaldte for universalhistorie. Folket selv og dets ånd skal kaldes til bevidsthed og det sker, hvor ” skjaldene og folkelærerne ” henter tone og indhold i deres værker fra folket og dets ånd, for derpå at kunne ” give Folket tilbage, hvad der allerede bor i dets Hierte”.
Grundtvigs tanker om det nationale og om folk og folkelighed må forstås i sammenhæng med hele hans livsanskuelse, dvs. menneskesynet og teologien. Grundtvigs opfattelse af folkelighed kan ikke løsrives fra hans kristendomsopfattelse - den metafysiske klangbund. Folkelighedsbegrebet og kristendomsopfattelsen følger to parallelspor, der hele tiden er i en levende vekselvirkning. Med afsæt i denne forståelse af tilværelsen og historien kunne Grundtvig indsætte et andet videnskabs- og dannelsessyn. Hvad gik dette syn i særlig grad ud på og hvordan blev det udmøntet?
Først og fremmest gik han ind i et opgør med det rationalistiske oplysnings- og dannelsesbegreb, der opererede med en idealforestilling om den encyclopædisk oplyste menneskehed. (Viden om alt). Den fejlslutning, at blot man besidder al verdens klogskab, så bliver man også et lykkeligt menneske. Han angreb den latinske dannelse og den matematisk funderede realskole. Det var ikke fagene og viden som sådan, men mere i symbolsk forstand latin og matematik som den etablerede akademiske lærdoms dannelse, der skulle puttes ned i hovederne på folket. Dybest set angreb han den vildfarelse, at livet kan og skal lade sig forklare, før det leves og at livet skabes efter de lærdes hoveder. Mennesker er ikke til for fagenes og lærdommens skyld. Det forholder sig omvendt siger Grundtvig. Fagene og lærdommen er til for menneskelivets skyld.
Et livssyn, der i sidste instans rækker ud over selvtilstrækkeligheden og det alt for omklamrende
Det var afgørende for Grundtvig, at den universalhistoriske vidskab og livsoplysningen kunne omsættes i en virkelighed, hvor den lærde dannelse kunne sammenknyttes med den folkelige.
En dannelse ”ikke for enkelte Poeter og videnskabsmænd, ikke for enkelte Personer eller Stænder, af hvad Navn nævnes kan, men for Folk, som de er flest og for den fulde Udvikling og klare Oplysning af vor dybe vidunderlige Natur, som aabenbarer Skaberens Vilje og Menneske-Aandens Drift".
Derved bliver det Grundtvigske folkelighedsbegreb noget mere end blot en parentes og en replik ind i en historisk konstrueret nationalstatslig ramme. Folkelighedsbegrebet kan nærmere opfattes som et bærende livssyn. En måde at se verden på. En anden måde at betragte viden og undervisning på.
Med denne forståelse af Grundtvigs folkelighedsbegreb, bliver det store spørgsmål, om det stadigvæk giver mening at tale om en folkelig tilgang til liv, eksistens og politik i dag? Er der kraft i begrebet og giver det mening for kommende generationer at identificere sig med dette begreb? Det spørgsmål reflekteres der over i det følgende og der gives eksempler på, hvordan og i hvilke sammenhænge det i særlig kan indgå i.
Folkelighed i dag
Den metafysiske klangbund for det Grundtvigske folkelighedsbegreb er langsomt sivet ud af kulturgrundlaget. Denne udvikling benævnes ofte som en sekularisering. Det ligger ikke som en fælles reference, men måske nok som en tavs forudsætning. Hvad der er mere problematisk i relation til et nutidigt folkelighedsbegreb er, at det ikke har fået næring og liv igennem en folke- dannelse, som Grundtvig udtrykte det. De frie skoler, foreningslivet og det folkelige oplysningsarbejde har haft travlt med at tilpasse sig markedsvilkårene. Som en højskoleforstander udtrykte det midt i 1990érne: ” Vi er nødsaget til at tilpasse os tiden. Folk køber en vare og den skal de have fuld valuta for. Vi må tilpasse os efter det, folk vil have. Det er i øjeblikket terapi, rejser, turisme, privatpsykologi og nostalgi. Om 5 år er det måske noget andet. Alternativet er, at vi må dreje nøglen om. ”
Krydstogtsturisme. Foto.LR-S. 2015.
Grundtvig var opmærksom på, at dette grundlæggende livssyn ikke var en statisk størrelse. Det kunne nemt komme på vildspor, som det kan læses i følgende citat :
” Skolemestre og Boglærde føre på vildspor, hvis ikke der står en folke- dannelse lige overfor, der nøder den til at tage det nærværende liv og øjeblik i betragtning, ligesom folkedannelsen snart vil udarte til overfladelig Politur, dersom Lærdommen ikke holde den i Aande.”
Hvis denne balance, vekselvirkning og samtale ikke holdes kritisk i live, stivner undervisningen og folkelivet i " selvklogskab, pedanteri og filisteri ”.
Her er vi nok ved sagens kerne. Det store problem er, at der ikke eksisterer nogen folkelig dannelse. Der er heller ikke nogen reel folkelig debat. Der eksisterer ikke nogen dansk og europæisk offentlighed, der kan give inspiration og næring til et nyt folkelighedsbegreb, der kan danne grundlaget for et velfunderet demokrati. Der er mange debatindlæg, men ingen debat, hvor der lyttes ind til, hvad modparten siger. I stedet har vi fået millioner af mediekabiner, hvor hver især kan dyrke sine egne private synspunkter og kortsynede indfald.
Hvad så med de politiske partier og interesseorganisationerne? Her er tilliden falmet over en længere årrække. Den moderne politiske organisation er ikke et sted, hvor der udvikles synspunkter. Man møder frem med forhandlingsmandater eller et klart budskab, som man skal stå fast på. Til at understøtte dette mandat og budskab ansættes økonomer og jurister i dyre gager.
Vi lader som om vi stadigvæk har en folkelig og demokratisk samtale, men har endnu ikke erkendt, at der er sket store forandringer i mentaliteten og den omgivende verden. Vi lader, som om den bedste indflydelse stadigvæk går igennem gamle partier- og interesseorganisationer. Lader, som om magten ligger på Christiansborg, selv om enhver kan se, at det gør den ikke længere. Der er dog håb at hente i den tilgang de nye generationer søger direkte indflydelse på, hvilket vi skal se nogle eksempler på i det følgende.
"oplagt at pege på det engagement og ansvar, som børn og unge verden rundt udviser for klimaet og jordens ressourcer". Maleri, Jakob Riis-Søndergaard. 2021.
Unge og folkelighed
Den nye generation af unge bliver generelt karakteriseret som privatiserede, egoistiske og a-politiske. Jeg tror snarere de tager afstand fra den traditionelle måde at arbejde politisk på. De tager afstand fra den kultur, der hersker i de traditionelle politiske forhandlingskanaler, hvor venskaber og lobbyisme er udpræget. Topstyringen, forhandlingsspillet, magtkampene og langsommeligheden anses for at være latterlige. Det er absolut ikke in at være aktiv der. Det bliver langt mere attraktivt at udfolde sig på den globale arena. Som et godt eksempel på denne udvikling, er det oplagt at pege på det engagement og ansvar, som børn og unge verden rundt udviser for klimaet og jordens ressourcer. Her har de sociale medier spillet en afgørende rolle i etableringen af netværk og koordinering af aktiviteter. Det leder tankerne i retning af det direkte demokrati. Der er dog langt fra et impulsivt klik på "like" knappen og organisering af folkemøder via de sociale medier, til et velorganiseret direkte demokrati, der også kræver lederskab. Der er ingen grund til at betvivle oprigtigheden i det store sociale engagement i klimaet, selvom meget af det er voldsomt eksponeret igennem medierne. Der lurer dog nogle andre oversete problemstillinger bag kulissen, som har at gøre med et tiltagende iltsvind i det, som et demokrati og folkestyret næres af.
Det er ikke de sociale medier, tv eller underholdningsindustrien, der bliver den største hindring for, at et nyt folkelighedsbegreb kan udvikles. Det bliver snarere det, at en stor del af de dygtigste unge fravælger demokratiet. Det bliver socialt acceptabelt, at fravælge demokratiet og køre sin egen private dagsorden i et lukket lobby kredsløb, der kan påvirke de politiske beslutningsprocesser. I dette lys bliver folkelighed, folkestyre og demokrati anset for at være tabernes demokrati. Det bliver en beskæftigelse for nationale romantikere og forbeholdt dem der er bange for fornyelse. Dette synspunkt kan der også dannes politiske bevægelser og partier på. Se blot de højre populistiske bevægelser i Europa og USA i øjeblikket. Det vil være ansvarsløst og arrogant, ikke i tide at tage denne udvikling alvorlig, som en reel trussel mod demokrati og folkestyre. Demokratiets væsen indbefatter også det sårbare og uberegnelige. Hvad kan demokratiske folkeafstemninger f.eks. ende med? Kan de pludselig flytte en politisk demokratisk kultur i totalitær retning? At hvile i en tilbagelænet forestilling om, at vi har et velfunderet demokrati, kan få katastrofale følgevirkninger.
Nye måder at være politisk aktiv
De traditionelle politiske beslutningsveje er forældede og magten er spredt. Den afgørende magt er skubbet opad til internationale aktører. Eks. EU- kommission, parlament, ministerråd, FN og verdenshandelsorganisationer og nedad til lokale aktører- eks. kommuner, regioner og i visse tilfælde grænseoverskridende regionale områder, som vi f.eks.ser det i Sønderjylland.
De nye generationer er vokset op i en verden, hvor det lokale og internationale er vigtigt. De orienterer sig mod de beslutninger, der træffes lokalt og internationalt, måske på bekostning af det nationale demokrati. De har udviklet en fin næse for de indflydelsesmuligheder, der ligger udenfor det parlamentariske demokrati. Nogle eksempler blandt mange flere, er nedenstående:
Projektmageren
Computernørder, der har udviklet styresystemt Linux for at bryde et monopol. De var utilfredse med det monopol Bill Gates og Microsoft har skabt i computerverden.
Idrætslederen
Der ikke har en mening om den debat der er i folketinget om integrationspolitik, men arbejder for at indvandrere og danskere kan møde hinanden i idrætsforeninger.
Hverdagsmageren
Er ikke drevet af politisk ideologi, men derimod af ønsket om at sætte konkrete fingeraftryk på sin dagligdag i foreningslivet, i sit barns institution familielivet, i projekter af mere kortvarig karakter. Det er et alternativ til såkaldt politisk passivitet og det politisk suspekte
Unge er dygtige til at tage ansvar for deres personlige udvikling. De forstår at sætte sig mål og arbejde hen imod dem.
Efter gængs demokratisk politisk opfattelse er disse mennesker politisk passive. Men er det så ikke på tide, at vi nyfortolker, hvad det vil sige at være politisk aktiv og at vi nyvurderer, hvordan folkelige og politiske processer kan skabes på ny?
Det folkelige og den nye virkelighed
I 100- året for Genforeningen og 75-året for Danmarks befrielse, er der en god lejlighed til at reflektere over, hvor godt demokratiet og folkestyret er funderet. "At bevare demokratiet- ved at løse opgaven på ny", som Hal Kock understregede i sine betragtninger om demokratiet i 1940erne. Dette er budskabet til de kommende generationer. Vi er nødt til at justere billedet af virkeligheden, hvis fremtidens vigtige beslutninger stadigvæk skal afgøres på demokratisk vis og for at sikre et mindstemål af demokrati. Til denne justering af virkeligheden, hører også erkendelsen af et ændret danmarksbillede end det, der var kendetegnende i 1920 og 1945. Til at imødekomme dettte ønske, kan der hentes inspiration i det føromtalte folkelighedsbegreb, der kan rumme respekten for den enkelte og de mange mindretal der eksisterer.
Hvis der er noget, der kan give stof til eftertanke fra perioden 1864-1920, er det optenttiden og konsekvenserne af den, som det blev beskrevet i starten af artiklen. De psykiske, sociale og politiske følger af at blive overset, udelukket, overvåget, begrænset i sine ytringer, bortvis, osv. Lignende begrænsninger fandt sted under den tyske besættelse under 2.verdenskrig og ses stadigvæk i forskellige udgaver i 2020. Det er følelsen af, ikke at høre til nogen steder, som eks.flygtninge og socialt udsatte borgere oplever. Den hårde retorik i det offentlige rum og på de sociale medier. Nedsættende ytringer mod mennesker man er uenige med. Antisemitisme og Holocaust-benægtelse på internettet. På det politiske plan er det oplevelsen af at være fremmed i sin egen virkelighed, ikke at blive lyttet til eller set. Hvis det politiske projekt eller den politiske konstruktion bliver et åg, der presses igennem, baner det en motorvej for afmagt, vrede, aggression og hævn. Tryk avler modtryk.
Spørgsmåler er, om det er muligt at anvise retningen for en folkelig, demokratisk dansk og europæisk offentlighed, der reelt inddrager borgerne? Vejen frem er ikke oplysning til borgerne formidlet igennem reklamer og glimmer. For at modvirke en underminering af de værdier, som et demokratisk samfund bygger på, er det heller ikke løsningen, at sætte mere overvågning og politi på gaderne. Det dur ikke at gribe til ikke demokratiske midler for at beskytte demokratiet. (Med mindre, at det er den kyniske og skruppelløse vold og kriminalitet, der skal bekæmpes). Men det er nærmere en styrkelse af den folkelige oplysning, som den kendes fra oplysningsforbundene, de frie skoler og foreningslivet, hvor formålet er livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse. Det, der vil kunne gøre en forskel er, om bestræbelserne kan løfte sig op over særinteresserne, så der kan føres politik, der stræber efter retsind, lovsind, frisind og storsind. Et vist mål af almen dannelse og folkedannelse, må være grundlaget for det visionære politiske arbejde med at lovgive og skabe rammerne for demokrati og folkestyre. Her ligger udfordringen. Hvis vi ikke i fællesskab kan finde ud af at lovgive i Europa, vil kontinentet udvikle sig til et eldorado for kapital, mafia og andre løsgående kyniske magter. Det vil udvikle sig til et internationalt fribyttersamfund, der som modreaktion vil få nationalismens kynisme og pest til at hærge over Europa igen. Demokratiet er mere end blot et system og en styreform. Det er en livsform og en kultur, der hele tiden skal plejes og udvikles. I princippet skal det generobres igen og igen.