Dansk uddannelsespolitik har mistet de folkelige rødder

Højskolebladet bragte i nr. 16.2006 et temanummer, der blev udgivet i et samarbejde mellem Højskolebladet, Efterskolen, Friskolebladet og Frie Grundskoler.

 

Temanummeret hed: ”Skolen i verden- de frie skoler og den internationale udfordring”.

Artiklen, ”Dansk uddannelsespolitik har mistet de folkelige rødder”, var ét af bidragene.

I artiklen reflekteres over følgevirkningerne af ekspertvælde og lobbyisme på bekostning af det folkelige engagement.

Dansk uddannelsespolitik har mistet de folkelige rødder

Af  Laust Riis-Søndergaard

Anne Lorentzen. 5.JPG

Dansk uddannelsespolitik har rødder tilbage i oplysningstiden i 1700- tallet og romantikken i 1800- tallet samt de folkelige og gudelige bevægelser, der voksede frem og udfoldede sig fra 1870érne og hundrede år frem. Herefter, og ikke mindst intensiveret i de seneste 10 år i lyset af den stigende globalisering, er der sket et grundlæggende kursskifte i dansk uddannelsespolitik.

 

Kursskiftet viser sig tydeligt i det omfattende uddannelsespolitiske udspil, som den nuværende borgerlige regering anno 2006 har kaldt for ”Fremgang, fornyelse og tryghed – strategi for Danmark i den globale økonomi”. Regeringen kalder udspillet for ”en samlet offensiv strategi for at fremtidssikre Danmark”. Strategiplanen indeholder 350 konkrete initiativer, der igennem omfattende reformer af uddannelses- og forskningsområdet skal skabe rammerne for vækst og fornyelse og bringe landet i verdenseliten på uddannelses- og forskningsområdet. Danmark skal være i verdensklasse og ”blandt de lande i verden, hvor der er bedst at bo, leve og arbejde”.

Omstillingsparathed

Danskerne skal gøres til omstillingsparate borgere, der kan begå sig på verdensmarkedet. Det ambitiøse projekt er ikke et resultat af en folkelig funderet dialog. Regeringen har holdt sig til sit eget 26 mands store globaliseringsråd, der blev nedsat i 2005, til at rådgive regeringen om en strategi for Danmark i den globale økonomi.

 

Foruden statsminister Anders Fogh Rasmussen for bordenden med 4 ministre, bestod rådet fortrinsvis af repræsentanter for den tungeste del af dansk erhvervsliv og et par universitets- og Handelshøjskolefolk. Det er værd at bemærke, at ikke en eneste med tilknytning til den frie skoleverden og det folkeoplysende arbejde, blev fundet værdige til at være med til at drøfte, hvordan Danmark kan blive ”blandt de lande i verden, hvor der er bedst at bo, leve og arbejde”.

Lobbyisme 

Man kan frygte, at fremtidens uddannelsespolitik simpelthen ikke er i stand til at inddrage en åben folkelig dialog. Det senmoderne, lærende og globaliserede samfund, bliver i stigende grad videnskabeliggjort, og styres af eksperter og lobbyister. Dette er den helt store kulturrevolution.

 

I globaliseringsprocessen bliver den folkelige debat og de repræsentative politikers nære bånd til vælgerne anset for at være romantik og en fodslæbende anakronisme. Vi er midt i en historisk epoke, der stort set er upåvirkelig af den offentlige mening. Samtidig er konsekvensen af de politiske beslutninger og deres sammenhæng til den jævne befolkning større end nogensinde. Det skræmmende ved ekspertvælde og lobbyisme er ikke eksistensen af det. Det skræmmende er, at dens tilstedeværelse og livsform er udtryk for et uddannelsessamfund, der ikke kan agere uden ekspert- og lobbymiljøer og derfor udvikler totalitære træk.

Folkestyre.jpg

Folkestyret i arbejdstøjet ved et Stormøde på Den frie Lærerskole

OECD og PISA styrer

Uddannelsespolitisk er regeringen med det seneste udspil til reformer på uddannelsesområdet kommet med et klart og utvetydigt udspil, idet den har lavet et dybt knæfald for den instrumentalistiske og økonomiske fornuft, med henblik på at tilpasse sig det europæiske uddannelses- og meriteringssystem, der er stærkt styret af OECD og PISA-undersøgelser.

På Undervisningsministeriets traditionsrige Sorø-møde den 2.august 2005 udtalte undervisningsministeren til den udvalgte forsamling:

 ”Vi skal sikre, at langt færre kommer igennem skolen uden at kunne læse, regne og skrive. OECD´s PISA-undersøgelser viser, at vi - både når det drejer sig om læsning, matematik og naturfag – kan gøre det langt bedre. Det, der får os til at spidse ører, er, at vi i flere internationale evalueringer klarer os dårligere fra år til år. Og OECD´s undersøgelser viser os, at vi står overfor en massiv, faglig udfordring. Sammenlignet med andre lande klarer vi os ganske enkelt ikke godt nok. Vi er slet ikke på samme faglige niveau som de lande, der klarer sig bedst. Derfor skal vi reagere nu.”

International diskurs

Det er de færreste der vil benægte, at børn i skolen skal lære at læse, skrive og regne, og at de i det hele taget skal erhverve sig gode grundlæggende kundskaber og færdigheder. Det handler mere om vejen, ad hvilken målene skal nås, og hvem skolen i sidste instans skal tjene.

Derfor bliver det interessant at iagttage, hvilke politiske og ideologiske overvejelser, der ligger til grund for de uddannelsespolitiske udmeldinger, den borgerlige regering er kommet med i lyset af ”Danmark i den globale økonomi”. Undervisningsministerens henvisning til andre faglige miljøer end f.eks. de erfarne forældre, lærere og skoleledere, der kender eleverne bedst, viser, at der er kommet en ny internationalt abstrakt præget diskurs ind i billedet. Den nye diskurs udformes i høj grad af internationale organisationer som Nordisk Ministerråd, EU, og OECD, der således i overvejende grad er med til at sætte den uddannelsespolitiske dagsorden i Danmark. 

Europæisk frirum

I de europæiske undervisningsministres hensigtserklæringer fra Bologna- processen, ( 1998) Lissabon- konventionen ( 1999) og status mødet i Prag, (2001) kunne det allerede konstateres, at man er nået langt i skabelsen af et europæisk frirum. Fra statusmødet i Prag lød det:

” De enkelte landes uddannelsespolitik skal bringes i bedre overensstemmelse med hinanden og en række nødvendige reformer skal gennemføres i deltagerlandene.

  • Gennemskuelighed, sammenlignelighed, og dokumentation.

  • Mere ensartede uddannelsesstrukturer med indførelse af trindelte, videregående uddannelser.

  • Etablering af et fælles meriteringssystem.

  • Fjernelse af øvrige ( eksterne) barrierer for de studerende og undervisernes frie bevægelighed.

  • Udvidet samarbejde om evaluering og kvalitetssikring.

  • Fremme af den europæiske dimension i uddannelserne.”

Et Europæisk rum inden 2008

Målet er et europæisk rum for alle mellemlange og videregående uddannelser inden år 2008. Det er transnationale uddannelser, hvor ECTS point ( European Credit Transfer System) og godskrivelse  af realkompetencer skal  nedbryde forholdet mellem formelle kompetencer, ikke- formelle kompetencer og uformelle kompetencer.

Den igangværende struktur- og uddannelsesreform i Danmark, er en af faserne på vejen til et stort europæisk frirum og drømmen om et internationalt netværk af tilkoblingsmuligheder, så viden og læring kan gøres steduafhængige.

Kursskiftet i dansk uddannelsespolitik

Kursskiftet i dansk uddannelsespolitik ligger ikke ved det selvfølgelige i at kommende generationer af danskere, skal tænke deres liv ind i større globale og multietniske sammenhænge, og at skolen har et ansvar for, at det finder sted.

Men den findes på det dybtliggende ideologiske niveau, der vil ændre synet på eleven, skolen, undervisning, læring og forskning, og gøre det mere instrumentelt betinget.

I en kronik i Jyllands-posten den 11.november 2005, gør minister for videnskab, teknologi og udvikling, Helge Sander (V),  op med den universitetstradition, der har ”handlet om dannelse, fordybelse og lærd refleksion over tunge faglige emner.”

”Derfor må vi vælte de sidste elfenbenstårne. Vi er nu der, hvor vi må indrette universiteterne til det 21. århundredes virkelighed. Det er bl.a., at man tager hånd om de unge, og laver en mere struktureret undervisning.”

Helge Sander giver endvidere udtryk for, at eliten skal forkæles og løftes systematisk. Hans pointe er, at derefter vil bredden automatisk følge med. Endvidere bør indføres en ny model, ”der tager hensyn til kvaliteten og de behov, der er på arbejdsmarkedet.” For at dette mål kan nås, ”er det en kulturændring, der skal finde sted fra folkeskole til forskerskole,” frem for at ”vi luller os i søvn i troen på, at vi har verdens bedste uddannelsessystem.”

Men den findes på det dybtliggende ideologiske niveau, der vil ændre synet på eleven, skolen, undervisning, læring og forskning, og gøre det mere instrumentelt betinget

Den sorte skole

Det er i øjeblikket den officielle danske grundindstilling til en uddannelsespolitik, der skal fremtidssikre Danmark i en global økonomi, og gøre landet til det bedste sted at leve. Indtil videre ser det ikke særligt lykkeligt ud i en stærkt modsætningsfyldt verden, hvor mennesker udviser modløshed, depressive, egoistiske og psykopatiske træk.

Det ligner snarere den sorte skole på Grundtvigs tid, hvor der også var tale om reproduktion og vidensophobning. Den sorte skole på Grundtvigs tid, er i dag erstattet af den instrumentelle og markedsorienterede forsknings-, uddannelses- og kulturforståelse. Det er den ideologisk via tidsånden, og strukturelt igennem de dominerende politiske styringsmetoder og økonomiske incitamentsformer. Pisk og gulerod er tidens adfærdsregulerende pædagogiske middel, understøttet af et rationalistisk oplysningssyn på menneskets stilling i verden. Det er vanskeligt ikke at se alle regeringens gode hensigter i dette lys.

Dødens værksteder eller livets skole?

Anne Lorentzen. 3.JPG

Det er næppe nok  at fremtidssikre Danmark og danskerne til den globale økonomi, ved at give dem brød og uddannelse, uddannelse og atter uddannelse, så de bliver mere omstillingsparate.

 

Menneskets værd skabes ikke kun af mennesket selv i en fremadskridende systematisk udvikling. Grundtvig angreb den latinske og matematisk etablerede realskole i samtiden. Det var ikke fagene som sådan, men mere i symbolsk forstand den akademiske lærdom, som han fandt hovmodig og strengt moraliserende. Han kaldte de etablerede skoler for ”opløsningens og dødens værksteder, hvor ormene lever flot på livets bekostning.”

Over for det stillede han, ”skolen for livet”. Der var ikke faste regler for, hvordan denne skole skulle indrettes. Den levende skole må udvikle sig på sine egne betingelser. Barnet må fødes, før man kan vide, hvilken hue der passer til det. Skolen for livet må blive bureaukraternes og planlæggernes mareridt. Der undervises naturligvis i mange fag i skolen for livet, men målet for et liv i skolen var for Grundtvig, ”en dannelse og folkelig oplysning, der bliver enhvers egen sag og sin egen belønning.” Skolen skulle gøre eleverne kloge på deres liv og nære drømmene og forventninger til fremtiden.

Det er ikke vindretningen i den nuværende kurs i uddannelsespolitikken, selvom behovet for mere varme og livsforståelse imellem menneskene, i stigende grad banker på døren.

Oplysninger

Relateret artikel

I kategorien "levende folkelighed" findes artiklen ”Ask Yggdrasil og ånden i folkestyret". Artiklen søger at finde svar på spørgsmålet, hvorfor kampgejsten i det folkelige engagement er forsvundet? Eller er den måske snarere blevet tæmmet? 

 

Læs mere om frihedssyn og praksis

En fri stemme i debatten om folkeskolereformen.

Grundtvig-portræt2

Grundtvig inspireret livs- og skolesyn.

Helga Koldby Christensen

Mellem frihed og nødvendighed. Nationalt Videncenter for Frie Skoler.

rh_fryd1

Dansk uddannelsespolitik har mistet de folkelige rødder.

11

Det selvberoende menneske.

IMG_0145_edited

De frie skoler og det evidensbaserede ørkenlandskab. Nationalt Videncenter for Frie Skoler.

Den grundtvigske midtbane. Fodbold.

Den grundtvigske midtbane. Nye initiativer skal trække Grundtvig ud af mørket.