Litteraturens mentale landskaber
Dansk litteratur i det 21.århundrede
Hjemstavnstemaet har i udpræget grad været genstand for forfattere som Jeppe Aakjær, Johannes Skjoldborg, Marie Bregendahl, St.St. Blicher og Knud Sørensen. De nye forfattergenerationer bruger det lokale og landskabet anderledes. Den fantasifulde og surrealistiske hjemstavn skaber nye fortællinger om mennesker.
I artiklen indgår en samtale med Anne- Marie Mai, der er forfatter og professor i dansk litteratur ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier, Syddansk Universitet.
Maleri: Jakob Riis-Søndergaard. 2020.
Litteraturens mentale landskaber
Af Laust Riis-Søndergaard
”Far har røgtet kvæget ind,
med halmen tættet karmen,
gnedet grisens blanke skind,
at den må holde varmen.
Lul-lul! rokken går!
Far mod stuen stiler,
mor en bugt på tråden slår,
ser op på far og smiler.”
Der er balance i den lille familie på landet, og kønsrollerne er på plads i digtet af Jeppe Aakjær. Nærhedsetik i staldens miljø. Senere: ”Far ta´r ned så tung en bog, med Gud han hvisker sammen…. og lukker med et:Amen.” Menneskets stilling i verden forekommer også at være veldefineret.
Der er hændt meget, siden Jeppe Aakjær skrev dette digt i 1910. ( Strofe fire, i "Spurven sidder stum på kvist". Højskolesangbogen nr. 256.) Det ville næppe kunne skrives og forstås af yngre generationer i dag. ”Mor en bugt på tråden slår, ser op på far og smiler.” WHAT! Hvad snakker han om? Jo, det er en svunden tid og konteksten er pist væk. Derfor kan vi naturligvis godt læse digtet og måske nynne med på denne sang i Højskolesangbogen. Gad vide, om det så alligevel er dette billede på harmoni og balance, mennesker længes efter i dag? At være på omgangshøjde med situationen. Temaet er der ihvertfald stadigvæk, og der er salg i det.
I forfatterskaberne tematiseres parforhold og familierelationerne meget, og på mange forskellige og interessante måder. F.eks. i Helle Helles ægteskabsskildring i ”Hus og hjem”, 1999, der var hendes debut som romanforfatter. Parforhold, utroskab, skilsmisser, utilpashed i livet, kedsomhed, ensomhed og frustration fylder meget. I 2002 kom en dobbelt trekantshistorie med den underfundige titel; ”Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand”, og endelige ”Rødby-Puttgarden”, i (2005), der i øvrigt indbragte hende kritikerprisen. Det er ikke Jeppe Aakjærs landskaber og samtidens tematik, vi præsenteres for, men mangfoldige og hektiske hverdage, der presser mennesker i alle mulige retninger.
At parforholdet og familietemaet har godt fat i den nuværende forfattergeneration ses bl.a. også af Christina Hesselholdts psykologiske roman ”I familiens skød”. Den litterære og kunstneriske energi ligger i spændingsfeltet mellem noget gammelt og noget helt nyt og ukendt. På trods af gode intentioner kniber det at få hverdagen til at hænge sammen for den travle sammenbragte familie, der med høj stresspuls skal forsøge at fungere og finde mening i forbrugersamfundet og privatismens umættelige store hav.
En gammel og ny verden
”Grundlæggende er det spændingsfeltet mellem en gammel og en ny verden, vi møder i en række forfatterskaber,” siger professor, lic.phil. Anne-Marie Mai til Højskolebladet.Som eksempel nævner hun Pia Juuls noveller. I novellesamlingen, ”Dengang med hunden”, er det overordnede tema fortiden, og novellerne behandler erindringens væsen. ”Jeget konfronteres med sit fortidige, mere landlige bagland og barndommens univers, som hun analyserer med et skarpt moderne nutidigt blik,” reflekterer Anne-Marie Mai.
Det er ikke kun kvindelige forfattere der tematiserer dette område. En forfatter som Bent Vinn Nielsen skildrer med skarp social satire relationerne mellem en gammel og en ny verden og indfanger det der sker i opbrudskulturen. Bent Vinn Nilsens realistiske romaner beskæftiger sig nænsomt og med vendsysselsk humor, med de skæve, sky eller brovtende eksistenser.
Mosekonens erindringer
Et eksempel på interessen for det lokale og hjemstavnens historie er også Suzanne Brøggers ”Sølve”, der rummer digte, enakterdrama, essayistik, historieskrivning, egnsskildring, selvbiografi og portræt. ”Sølve” er navnet på den hovedgård, der indtil 1850 lå dér, hvor Suzanne Brøggers gamle landsbyskole nu ligger.
”Jeg har en skole, som er ved at forsvinde i en nedlagt landsby. Den var opkaldt efter Knud den Hellige eller Knud Lavard, der blev myrdet i Haraldsted her i nærheden, og hans død fejres stadig årligt af katolikkerne, som stiller krucifix op langs landevejen. Knud Lavard er kult.”
Suzanne Brøgger vil skrive en egnshistorie, der skal perspektivere det svundne med henblik på fremtiden. ”Sølve” er mosekonens erindringsbilleder, der kredser om, hvad et hus husker af skolestuer, sanglege og landsbymemoria. Et mentalt landskab, hvor der zappes på kryds og tværs.
”Sølve” er mosekonens erindringsbilleder, der kredser om, hvad et hus husker af skolestuer, sanglege og landsbymemoria. Foto: Aase Haahr Gjødesen. 2006.
Hjemstavnsbilleder
En anderledes form for litterær energikilde og fascination af det lokale, finder vi hos en forfatter som Dy Plambeck, fremhæver Anne-Marie Mai. Dy Plambeck debutterede i 2005 med digtsamlingen, ”Buresø-fortællinger”. Den handler om en hel egn, hvis sære, skæve og sjove eksistenser træder frem. ”Måden hun digter på, er eksperimenterende og Dan Turell- inspireret,” påpeger Anne-Marie Mai.
Hjemstavnstemaet har i udpræget grad være genstand for forfattere som Jeppe Aakjær, Johan Skjoldborg, St.St. Blicher og i nyere tid Knud Sørensen. I Blichers digtsamling ”Hjemvee”, (1814) møder vi mennesker, der befinder sig borte fra de landskaber, de er født i, og dermed også en form for rodløshed. ”Schveitzeren i Paris”, ”Araberen i Schveitz”, ”Nordmanden i Holland” osv. Blicher var en af de første digtere, der udtrykte sig om begrebet landskab- det gensidige forhold mellem mennesker og landskabet. Et landskab er ifølge ham ikke noget, man skal betragte æstetisk. Man er en del af et landskab, der har formet en, og kun et halvt menneske
når man bliver berøvet dette.
Surrealistisk optik
Den nye forfattergeneration bruger ”stoffet”, det lokale og landskabet, anderledes. ”Man kan måske nok parallelisere med det lidt humoristiske anslag hos Knud Sørensen,” mener Anne-Marie Mai . ”Men så hører sammenligningen også op.”
Hun peger i stedet på den ”surrealistiske hjemstavn”, der træder frem. Det er en hjemstavn med store historiske vingesus som hos Suzanne Brøgger. Det er ikke den lille nære tabte verden, der interesserer. Det er mere stedet i verden set ”i en kunstnerisk surrealistisk optik”, reflekterer Anne-Marie Mai og henviser til Dy Plambecks digtsamling og andre bøger, der ligger fremme på bordet i dagens anledning.
Der er mere Dan Turell- inspiration end Jeppe Aakjær. Det er fantasien, hjemstavn og de muligheder, der åbner sig af kunstnerisk og fortællemæssig karakter, der giver energi til digtningen.
