top of page
Kunsten er blevet for selvkredsende
Samtalen med den forfatteren, Tage Skou-Hansen, fandt sted i maj 2007. Tage Skou-Hansens egne litterære og kunstneriske afklaringer, har i høj grad baggrund i udviklingen af tidsskriftet Heretica, der udkom fra 1948-53.
Sammen med Frank Jæger redigerede han de sidste to årgange, der blev banebrydende for det senere forfatterskab og for klimaforandringerne i det litterære og kulturelle miljø i 1950èrne og mange år frem. Hvad har en anerkendt erfaren forfatter at sige til unge forfattergenerationer i dag? Hvordan udvikles et kunstsprog i et forfatterskab? Forfattergenerationer har brug for at lytte og lære af hinanden.
Kunsten er blevet for selvkredsende
Af Laust Riis-Søndergaard
”Man skal sælge sig selv, det er problemet,” siger Tage Skou-Hansen. ”Præsentere sig selv hele tiden i kraft af, hvad fanden ved jeg, men det er ikke sikkert, at det er i kraft af bogen. Kunst bliver sig selv ved at handle om noget andet end sig selv. Dér får den liv og frihed, og kan stole på at blive brugt.” Tage Skou-Hansen mener, at kunsten i overvejende grad er blevet selvkredsende, og at nogle dimensioner er gået tabt i denne ”se mig, se mig”- tidsalder.
Det er vel i grunden hele spørgsmålet om, hvad digteren digter ud af, der er på spil her. ”Der må ske noget i livet, før der kan ske noget i kunsten,” som jeg har hørt dig sige?
”Jo, det er sådan, jeg lidt letsindet har formuleret det på et tidspunkt. Det er også det, der er blevet min polemik med den selvkredsende litteratur. Jeg vil gerne høre, hvis du har været ude for noget. Hvis det bare er et spejl af min egen navle, så behøver jeg det ikke. Der skal et kunstsprog til.”
Inspirationen
Kan dette kunstsprog udvikles i et forfatterskab? Er det et sprog, nogen har og andre ikke?
” Ja, kunst kommer også af kunst, ikke.”
” Jeg kan ikke løbe fra, at jeg holder af Jørgen Nielsen og af Henrik Pontoppidan og sådan nogle. Det kan være godt som ung forfatter at blive priklet ud, under nogle store træer. Der er nogle store træer i skyggen der, og der kan du gå inde og være nogenlunde dig selv. Så kommer der måske et eller andet op af dig på et tidspunkt,”siger forfatteren.
Men sådan er det nok ikke helt længere. Nye forfattergenerationer indskriver sig ikke umiddelbart i eller forholder sig til en bestemt litterær kunstnerisk tradition. De danner sig mere deres egne miljøer, hvor inspirationen kan tilflyde en. I den forstand er litteratur- og kulturdebatten i 1940érne og 50´erne meget langt væk og vanskeligt at identificere sig med for yngre forfattere og kunstnere i dag.
Dermed være ikke sagt, at dialogen mellem generationerne er væk, og at digtergenerationerne ikke har brug for hinanden. Tværtimod. Digtergenerationerne har brug for at lytte og lære af hinanden, bliver det understreget af såvel Anne- Marie Mai, litteraturprofessor ved Syddansk Universitet, som rektor på Forfatterskolen Hans Otto Jørgensen.
Forfatteren Tage Skou-Hansen fremhæves begge steder som en erfaren forfatter, som det er spændende at lytte til og få en replik fra ind i den nyere moderne litteratur og til spørgsmålet om, hvad god kunst kommer ud af.
Nye forfattergenerationer indskriver sig ikke umiddelbart i eller forholder sig til en bestemt litterær kunstnerisk tradition
Pigerne fører an
Det er mit indtryk efter samtaler med rektor og elever på Forfatterskolen i København, at unge forfattere har brug for at kunne spejle sig i ældre forfatteres arbejde. Gælder det også den anden vej rundt, når man er blevet en erfaren forfatter og sikker på sit ståsted?
”Det er svært at svare på. Jeg kan bare sige, at pigerne er jeg meget begejstret for. Pia Juul, Christina Hesselholdt, Naja Marie Aidt, Helle Helle, Kirsten Hammann m.fl. De er meget alsidige. De skriver børnebøger, digte, noveller, romaner osv. Det er et eksistentielt ærinde de har, og det er naturligvis forskelligt.” Der er også en vis pragmatisme over yngre forfattere, som det kan være vanskeligt at vurdere rækkevidden af kunstnerisk set. Tage Skou Hansen peger på, at de er praktiske. ”Hvis de skriver en novelle, så passer den til en time i gymnasiet. Det er jo fremragende at have en time at analysere i. Man kan nå at ”spise op” - blive færdig, og finde ud af det!”
"Jeg kan bare sige, at pigerne er jeg meget begejstret for. (..)De skriver børnebøger, digte, noveller, romaner osv. Det er et eksistentielt ærinde de har, og det er naturligvis forskelligt.” (TS-H)
Heretica og poesien
Tage Skou-Hansens egne litterære og kunstneriske afklaringer, har i høj grad baggrund i udviklingen af tidsskriftet Heretica, der udkom fra 1948-53. Sammen med Frank Jæger redigerede han de sidste to årgange, der blev banebrydende for det senere forfatterskab og for klimaforandringerne i det litterære og kulturelle miljø i 1950érne og mange år frem. Heretica blev et tidsskrift for poesi, for tro på kunsten som en gyldig erkendelsesform, men det blev også et tidsskrift, der leverede brod mod litteraturen og det kunstneriske hovmod i samtiden.
Var Heretica et litterært og åndeligt miljø for unge forfattere, hvor de kunne hente inspiration, finde personlig afklaring og blive konfronteret med egne anskuelser?
”Det kunne det godt være, men det foregik ikke sådan. Vi satte en ære i at vise nye talenter. Mindst én i hvert nummer. Det kunne vi dog ikke. Et par stykker om året kunne vi nå op på. Vi kiggede sgu efter dem og sendte breve, så det også havde karakter af konsulentarbejde.”
Tage Skou- Hansen bidrog selv med en række artikler til Heretica, hvor opgøret med kunstnerens selvtilstrækkelighed kan spores. I sit ”Forsvar for prosaen” bekæmper han f.eks. den mere stemnings- end realitetsbetonede poetiske samtidskritik, og han rejser en række kritiske spørgsmål, som ikke er mindre aktuelle i kunst- og kulturdebatten i dag:
”Kan kulturkritikens metafysik overhovedet forvandles i en praktisk holdning, som er menneskelig forsvarlig? Må den i heldigste fald ikke ende i dødekult? (…) Omsider må vi dog få mod til at slippe kulturkritikken, der som et brandbælte skiller os fra livet, og begynde i de enkleste menneskelige forhold at trænge ned til det, der forener os med andre. Ejer vi ikke skabende kræfter, er alligevel alt forgæves.”
Frank Jæger og Tage Skou Hansen redigerede Hereticas to sidste årgange fra 1952-53.
Poesi og prosa
Tage Skou-Hansen går her skarpt i rette med kunstens isolation og giver endvidere et bud på en anderledes vægtning mellem poesi og prosa; (…)
”ud fra den betragtning, at det egentlige kætteri mod kulturen ikke består i at dyrke den isolerede sjæl, men i at fastholde den ydre virkeligheds billede ved at søge et nyt forhold til det bogstavelige liv, til mennesker og ting, var der måske grund til at overveje, om vi ikke burde interessere os noget mere for prosaen, om fornødent på lyrikkens bekostning.”
Tage Skou-Hansen står også i dag fuldt ud inde for det udvalgte citat fra Heretica, og knytter i den forlængelse et par kritiske kommentarer til den moderne litteratur; ”Det, jeg ikke kan tage, og som er fremme nu i tiden, eller ved at komme frem, er opfattelsen af, at kunsten snart er fri. Nu er den snart kun sig selv. Endelig er vi kommet dertil, at kunsten ikke skal tjene andet end sig selv. Jamen , så er det forbi med kunsten,” betoner han med hurtig stemmeføring og holder en lille tænkepause, før han sætter trumf på: ”Hvis kunsten skal blive sig selv, så skal den give sig af med noget andet end sig selv. I det øjeblik, man kun har den kunstneriske horisont, så ender det i navlebeskuelse og ikke i spor andet.”
”Hvis kunsten skal blive sig selv, så skal den give sig af med noget andet end sig selv."(TS-H.)
Oplysninger
Heretica, 1948-1953: Ordet kommer af græsk og betyder kætterier. Tidsskriftet, der udkom på Wivels Forlag, ville skabe en platform for den litterære og kunstneriske debat. Kredsen omkring Heretica ville gøre op med rationalismen og de ideologier og værdisæt, der havde præget mellemkrigstiden og ligget til grund for Anden Verdenskrig.
Hereticas redaktion: Thorkild Bjørnvig og Bjørn Poulsen (1948-49),
Martin A. Hansen og Ole Wivel (1950-51), Frank Jæger og Tage Skou-Hansen (1952-53).
Samtalen med Tage Skou-Hansen fandt sted i Egå, juni 2007. Artiklen blev trykt i Højskolebladet nr. 12. 2007. I denne udgave til hjemmesiden, er den udvidet med andre illustrationer og kommentarer.
Læs også samtalen med Charlotte Weitze; "Litteratur mellem realisme og magi". Charlotte Weitze reflekterer bla. over det kritiker- og kunstsyn, som Tage Skou-Hansen giver udtryk for i samtalen med ham.
Redigeret, november 2023.
Læs mere litteratur
bottom of page