Et latterligt menneskes drøm

Af Fjodor Dostojevskij

Skelsættende litteratur

Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskij fantastiske fortælling om det latterlige menneske, udkom i 1877. Den er stadigvæk aktuel. Fortællingen handler om en person, der tager konsekvenser af sin livslede og begår selvmord, ved at skyde sig selv i hjertet. Dog kun tilsyneladende, for midt i dette ultimative projekt oplever han igennem en drøm noget, der forandrer hans tilværelse totalt.Skuddet åbner døren til dødsriget og fører ham til paradis, hvor han får indsigt i sandheden om mennesket. At man kan være lykkelig, uden at miste evnen til at leve her på jorden.

Et latterlig menneskes drøm

Af Laust Riis-Søndergaard

Vi bliver præsenteret for Dostojevskijs kældermenneske: „Jeg er et latterligt menneske. Ja, nu anses jeg endog for at være forrykt. Altså på en måde steget i rang.“ Han hævder, at han kender sandheden og kan ovenikøbet sætte dato på, hvornår han erkendte den. Vi har at gøre med et almindeligt velbegavet menneske og ikke en sindsforvirret person. Han har besluttet, at nu skal det være slut og derfor købt en revolver, der ligger afsikret på natbordet klar til likvideringen.

En tidlig aften den 3. november tumler han rundt i Skt. Petersborgs gader. Det er blæsende, silende regn, dystert, koldt og knugende. På et tidspunkt kigger han op i himlen, hvor hans blik opdager en lille stjerne, som han bliver fanget ind af. Just da han står og kigger ind i himmeldybet, bliver han grebet om albuen af en lille pige, der er nødlidende. Hun er gennemblødt ind til skindet og grebet af angst. Hun formår kun at fremstamme et fortvivlet: „ Mor, Mor!“ Han vifter hende væk på trods af, at hun vedholdende forsøger at tiltrække sig hans opmærksomhed og bønfald om hjælp. „ Jeg forstod at hendes mor lå og døde et eller andet sted. Hun var sikkert styrtet ud på gaden for at tilkalde hjælp. Jeg gik ikke med hende.Tværtimod – jeg jagede hende væk, stampede med foden og råbte et eller andet ned til hende.“

Han kommer hjem i lejligheden, hvor han sætter sig på en stol med revolveren foran sig, klar til at gøre alvor af selvmordsplanerne. Men pigen er alligevel kommet i vejen. Han kan ikke kaste mødet med hende af sig. Han spekulerer på, hvorfor han alligevel  kan føle smerte, vrede, medfølelse og skam over den handling, han har foretaget overfor pigen.

En jord uden smerte

Mens han sidder grublende, falder han ind i en dyb søvn. Han drømmer, at han tager revolveren og presser mundingen lige mod hjertet- og trykker af. Han bliver lagt i en kiste og begravet. Af et ukendt væsen bliver han båret til en fjern klode, der viser sig at være en nøjagtig gentagelse af den jord, han lige har forladt. Men det er en jord uden smerte. En jord, hvor alting stråler i feststemning.

I drømmen er han ankommet til „ jorden, endnu ikke vanhelliget ved syndefaldet.“ Som moderne russisk fremskridtsmand og inkarneret petersborger forekommer det ham ubegribeligt, at disse mennesker ikke kendte det mindste til vor videnskab. Men de havde andre erkendelseskilder og stræben end det, han kendte til. F.eks. deres forhold til træerne, hvor man kunne få det indtryk, at træerne ikke var træer, men væsener ligestillet med dem selv. Det samme gjaldt dyrene og stjernerne. Han fortsætter skildringen af alt det mærkelige han ser, indtil han pludselig betror sig til læserne med den hemmelighed, han har holdt skjult: „ Indtil nu har jeg fortiet det – men nu vil jeg sige hele sandheden: Det endte med at jeg….fordærvede dem alle sammen!“

Syndefaldet

Han fortæller nu hele historien. Han lærte dem at lyve. Fra løgnen rullede en kæde af andre tilbøjeligheder op, vellyst, skinsyge, grusomhed. Snart flød der blod. Fjendebilleder opstod. De gav sig til at pine dyrene, så de løb bort og gemte sig i skovens dyb. Der opstod forbund, bebrejdelser og beskyldninger. Da menneskene var blevet onde, begyndte de at tale om broderskab og humanitet. Da de var blevet forbrydere, opfandt de retfærdigheden og fæstnede den i lovbøger. Til lovens håndhævelse rejse de guillotinen. Til sidst latterlig gjorde de al snak om at vende tilbage til deres tidligere lykketilstand.

„ Jeg anklagede og forbandede mig selv. Jeg strakte mine arme ud imod dem og sagde at skylden var min, at det hele var kommet fra mig. Som en pestbacille, der kan ødelægge verdensdele, havde jeg forpestet hele denne lykkelige jord. Mit hjerte skælvede og krympede sig – jeg følte mig døden nær, og så…. så vågnede jeg af min drøm.“ Han slynger revolveren væk og råber: „ Åh – giv mig livet, det herlige liv.“   

”Guernica” af Pablo Picasso. Han malede billedet i 1937, for at give udtryk for det blodige bombeangreb på den nordøstspanske by Guernica.

Det hele er min skyld

Hovedpersonen i Dostojevskijs fortælling udtrykker på et tidspunkt en afgørende sætning: „ Skylden er min.“ Bag dette udsagn gemmer sig bl.a. spørgsmål om, hvorvidt mennesker har en fri vilje og kan påtage sig skyld og ansvar for sine handlinger. Dostojevskijs er ikke i tvivl. Mennesker har hele skylden og ansvaret – også medskyldigheden. Det er en ultimativ påmindelse til den moderne kyniske fornuft og tidens tendens til at placere skyld og ansvar alle andre steder end hos én selv. Den placeres på abstrakte størrelser som skolen, dårlige ledere, politikere, pædagoger, naboer, fødevareindustrien etc

Når vi skal finde forklaringer på, hvorfor verden er i ubalance og mennesker ødelægger livet for hinanden, kan det også hænde, at vi finder årsager i en religion eller i naturvidenskabelige betragtninger om arv og miljø. Begge dele er enige om at begrænse menneskets ansvar til kun at omfatte følgerne af noget, det ikke selv har rådighed over. Den realitet, som Dostojevskij kalder for skyld, er med andre ord ikke en abstrakt ide, men et personligt ansvar. Det går galt, når viljen ikke vil andet end sig selv. Ikke vil andet end at ydmyge og undertrykke. Det sker, når lyst bliver til vellyst. Det vellystige er lysten, når den søger sig selv og kun bruger den anden, som genstand for sin egen grådighed. I vellysten findes agtelsen for næsten slet ikke.

Mennesker har ifølge Dostojevskij hele skylden og ansvaret – også medskyldigheden.

I „Et latterligt menneskes drøm“ understreges denne tankegang i Dostojevskijs nærgående skildring af det latterlige menneskes møde med den lille pige. Og alligevel er det dette møde, der forhindrer, at han ikke fik fuldbyrdet likvideringen af selv selv.

Punktet udenfor var alligevel stærkere end selvoptagetheden og selvspejlingen.

Oplysninger

Om Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskij

Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskij, 1821 – 1881. Russisk forfatter. Debuterede i 1846 med brevromanen „ Arme mennesker.“ Dødsdømt i 1849 efter at have deltaget i en socialfilosofisk studiekreds. Benået på selve skafottet, hvor dommen blev ændret til et langvarigt ophold i sibirisk fangelejr og til militærtjeneste.

 

De voldsomme personlige oplevelser derfra danner bl.a. grundlaget for en dybtgående analyse af forbrydelsens psykologi og et religiøst grundsyn. Det kom bl.a. til udtryk i „Optegnelser fra et kælderdyb“ ( 1864) og  „Forbrydelse og straf“ (1865) „Et latterligt menneskes drøm“ udkom i 1877.

En dramaforestilling

-Et scenisk værk om et menneskes søgen efter sandheden. Spillested: Kapellet på Assistens Kirkegård. Kapelvej 2. 2200 København N. Spilleperiode: 8.november 2019- 29.februar 2020.

Hvis vi ikke elsker os selv, hvordan kan vi så elske andre? Begreber som skam, misundelse og egoisme fører til ondskab. Hvor mange kan sige sig fri for at have disse følelser? Dostojevskijs dybe budskab er, at vi alle er medskyldige i denne verdens ondskab og har et ansvar for at gøre det godt igen.

Medvirkende: Adam Ørvad (accordeon), Viktor Melnikov
Instruktør: Slava Kokorin (1944-2017)
Scenograf: Sergei Boguslavsky
Dramaturgisk konsulenter: Sasha Lystrup Andersen, Keld Thaarup (1934-2017)
Kostumedesigner: Caspar Andreas Jørgensen
Dramatiker, forfatter: Fjodor M. Dostojevskij
Komponist Pjotr Tjajkovskij, Adam Ørvad, Hanne Ørvad, Mogens Christensen og Erik Højsgaard
Oversætter Viktor Melnikov
Producent: Teater - Oplevelser til eftertanke
Arrangør: Teater - Oplevelser til eftertanke

Læs mere litteratur

Lykke-Per.1._edited

Skelsættende litteratur. Lykke-Per. Henrik Pontoppidan.

At_læse_en_klassiker

Skelsættende litteratur. Hvad er en litterær klassiker?

Mutter Courage.1.

Skelsættende litteratur. Mutter Courage og hendes børn. Bertolt Brecht.

De nøgne træer

Skelsættende litteratur. De nøgne træer. Tage Skou Hansen.

IMG_0155_edited_edited_edited

Skelsættende litteratur. Et latterligt menneskes drøm. Fjodor Dostojevskij.

Gæst_hos_virkeligheden._edited

Skelsættende litteratur. Gæst hos virkeligheden Pär Lagerkvist.

Forfatterskolen. Litteraturen lever.

Dansk litteratur i det 21.århundrede. Litteraturen lever.

Claus Beck I Irak.

Dansk litteratur i det 21.århundrede. Das Beckwerk. Claus Beck-Nielsen.

Littuna.nu

Dansk litteratur i den 21.århundrede. Litteraturens mentale landskaber.

Skifting. 2.

Dansk litteratur i det 21.århundrede. Litteratur imellem realisme og magi. Charlotte Weitze.

Kim Larsen

Dansk litteratur i det 21.århundrede. Skriv en selvbiografi.

Poetry slam.Skolemesterskaber.

Dansk litteratur i det 21.århundrede. Lyrikkens kampsport.

Kreativ blogger

Dansk litteratur i det 21.århundrede. Undergrundslitteratur på bloggen.

Narcissisme- en folkesygdom

Dansk litteratur i det 21.århundrede. Kunsten er blevet for selvkredsende. Samtale med forfatteren Tage Skou-Hansen.