Litteraturen lever
Dansk litteratur i det 21.århundrede
Rygterne om skønlitteraturens død er stærkt overdrevne. Men litteraturforskerne mener, at danske forfattere er blevet for akademiske og for ufarlige.
Artiklen bygger på en samtale Anne-Marie-Mai. Hun er litteraturprofessor ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier, Syddansk Universitet. Hun hører til dem, der gerne vil opmuntre folk til at skrive og forsøge på at få det udgivet.
Hvordan bliver man den man er, spørger Suzanne Brøgger og svarer: Ved at læse litteratur, studere verdenshistorien og overgive sig selv til kærlighed og fællesskab.
Maleri: Jakob Riis-Søndergaard.2021.
Litteraturen lever
Af Laust Riis-Søndergaard
”Vores alle sammens litterære produktion har stået på, siden det første menneske åbnede munden, og vil fortsætte til det sidste lukker den, og den har hvert øjeblik en ganske enorm og aldeles uoverskuelig betydning.”
Denne ultimative markering på litteraturens vegne blev fremført af forfatteren Jens Smærup Sørensen, da han i september 2005 holdt tale på kunstmuseet Louisiana. Det var i forbindelse med at ”Hovedsporet”, en ny, diger dansk litteraturhistorie, så dagens lys.
”Vi er litterære dyr,” hævdede han, og det vil vi nok blive ved med at være, uanset de periodiske meldinger om litteraturens ubetydelighed og bogens snarlige død.
Heller ikke i begyndelsen af det 21. århundrede er der noget, der tyder på litteraturens snarlige exit fra de private natborde og åbne litterære arenaer. I offentligheden er det godt nok kun nogle få og kendte forfattere, der virkelig bryder igennem. Det er sværvægtere som f.eks. Peter Høeg, Carsten Jensen, Knud Romer, Klaus Rifbjerg, Suzanne Brøgger og Kirsten Thorup.
Langt den største part af alle skrivende får ikke denne opmærksomhed her og nu. Det siger mere om medierne, forlagene og offentligheden end om den læseværdige litteratur, der produceres i alle mulige litterære værksteder. Men hvem ved om 500 år? Måske støder en læser eller forsker dér på et hidtil ukendt digt fra begyndelsen af det 21. århundrede og ophøjer det til noget symbolsk for tiden.
Skriv løs
”Der er mange, der utrolig gerne vil skrive og have deres ting offentliggjort,” fortæller Anne-Marie Mai til Højskolebladet. Hun er professor, lic.phil. ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier, Syddansk Universitet, og har selv et omfattende forfatterskab bag sig. Anne-Marie Mai taler varmt og engageret om litteraturens forskellige vækstlag og ser den gerne meget mere udbredt. Hun vil gerne opmuntre folk til at skrive og forsøge på at få det udgivet. En udgivelse behøver jo ikke nødvendigvis at være igennem et af de velkendte etablerede forlag og med en hærskare af anmeldere og smagsdommere, der blander sig.
Digte, noveller, essay og romaner kan lægges ud på egen hjemmeside, og man kan sågar oprette sit eget lille forlag. Det rører naturligvis ved det grundlæggende spørgsmål om, hvad litterær kunstnerisk kvalitet er? Vil det på sigt føre til en svækkelse af den litterære kunstneriske kvalitet, når alle i princippet kan få udlevet drømmen om at blive forfatter?
Anne-Marie Mai taler varmt og engageret om litteraturens forskellige vækstlag og ser den gerne meget mere udbredt. Hun vil gerne opmuntre folk til at skrive og forsøge på at få det udgivet.
Anne-Marie Mai er ikke i tvivl, og på spørgsmålet svarer hun prompte: ”Nej, det tror jeg ikke. Men man kan håbe, at de mange, der forsøger sig med at skrive, også vil udvikle deres evner til at læse.” Hun refererer her til forfatteren Poul Borum, der bl.a. var den første leder af forfatterskolen i København. Han understregede igen og igen over for digterspirerne, at før man kan blive en god forfatter, er det godt at kunne læse. Der er brug for gode læsere.
Litterær askese
Litteraten og kritikeren John Chr. Jørgensen peger på en anden tankevækkende tendens i litteraturens mangfoldige landskab. Han mener, at der i de senere år er sket en professionalisering blandt forfatterne. Det kan måske være et udtryk for, at forfatterne vil være sikre på at trænge igennem det revl og krat, der findes på bogmarkedet. Den 63- årige litterat har været hovedanmelder på Ekstra Bladet, og har i en lang årrække taget stilling til sæsonens vigtigste bøger. I januar holdt han sin afskedsforelæsning som lektor i litteratur ved Københavns Universitet.
John Chr. Jørgensen er ikke ubetinget glad for denne professionalisering og følgevirkningerne af den. I et interview i Politiken søndag den 7.januar 2007 leverede han en svada til denne tendens:
”I dag er forfatterne meget mere professionelle og blander sig mindre i den offentlige debat. Sammen med professionaliseringen af litteraturen, er der også sket en ufarliggørelse af den. Mange forfattere er bange for at slå nogle skævere. Der er ingen, der har lyst til at sætte nogle problemer på spidsen. Resultatet er, at man får nogle tamme, men velfunderede bøger.”
John Chr. Jørgensen er ikke i tvivl om, at der skrives gode bøger og fremhæver forfattere som Christina Hesselholdt, Ida Jensen og Astrid Saalbach. Men generelt mener han, at der er tale om en enorm askese, som f.eks. kommer til udtryk ved en angst for at røre ved politiske emner. Man kunne jo risikere at blive lagt på is eller få tilsendt ubehagelige breve, fordi nogen læsere bliver stødt på deres grundlæggende holdninger og fordomme. Eller værre endnu: få tilsendt livstruende breve, hugget hånden af, eller simpelthen likvideret. Tænk blot på Anna Politkovskaja og andre forfattere og kunstnere, der i den senere tid på mystisk vis er fundet dræbte
Litteraturens begrænsning
Hvis digtere og forfattere bøjer nakken for denne trussel på det personlige plan og sætter et skel mellem det politiske og æstetiske, bliver litteraturen og kunsten ifølge John Chr. Jørgensen ufarlig og ganske uinteressant. Han følges her til dørs af professor i nordisk litteratur ved Københavns Universitet, Hans Hertel, der har kaldt 1990ér- litteraturen for anorektisk, fordi den er så fokuseret på den æstetiske perfektion, og som følge deraf bliver ultra minimalistisk og indadvendt
Hans Hertel er forsker, underviser og kritiker. Han interesserer sig for, hvordan litteraturen bliver brugt i samfundet og ifølge ham, har den nye litteratur mistet sin sociale funktion. Den er blevet for snæver, akademisk og uinteressant. Der er ikke længere de store budskaber, som læserne kan spejle sig i.
Hårde ord fra intelligentsiaen om den nye litteratur, og hvad forfatterne kan og vil med deres forfatterskaber. Men det sidste ord er ikke sagt i denne sag, og trangen til at skrive og læse, er nok alligevel stærkere end kritikken, jvnf. de indledende refleksioner fra forfatteren Jens Smærup Sørensen.