top of page
Undergrundslitteratur på bloggen
Nye kreative muligheder for litteraturformidling: Det interaktive fænomen weblog har fuld fart på i cyberspace
Undergrundslitteratur på bloggen
Af Laust Riis-Søndergaard
”Kære forfatter.Du står nu med din bog i hånden, som ingen aviser gider anmelde. Ikke fordi du skriver dårligt, men fordi de store aviser kun har “råd” til de kendte og “sikre” forfattere. Men så er der jo os. Sats på os - besøg os gerne her på bloggen.”
Således præsenterer 9 personer sig som anmeldere på bloggen MetrOrd, der overordnet set omfatter ”selvudgivelser, omtaler, nyheder og dyrkelse af det levende ord.” Gruppen har på meget kort tid skabt et broget og kompetent persongalleri, hvor der er en anmelder for enhver smag, og der kommer stadig flere til. En af dem hedder Brian Petersen/Brian Storm, der er snedker og cand. mag. Han anmelder lyrik, noveller, romaner, prosa og essays og præsenterer sig med følgende salut: ”I bevidsthed om udenomstående hjerners optagede parkeringspladser, blev Petersen til Storm. Der kastes henslængt – henslængt – med ord. Først i sit ansigts sved, dernæst i fuldt berettiget fritid, hvor ellers nok en tåget weekend skal passes! Befinder sig til tider mellem linier og sekundære virkeligheder, der ikke alt for lidt afspejler, at trangen til anerkendelse er større end lysten til synlighed.”
Gruppen har ikke organiseret sig med en redaktion i traditionel forstand, men forfatterne kan henvende sig til en af anmelderne på listen, hvor der f.eks. står anført, hvilke genrer han/hun er interesseret i at anmelde. MetrOrd anmelder udelukkende litteratur fra undergrunden - uanset religion, status, køn og mental tilstand. De ser ingen mening i, at selv-udgivere drukner på et såkaldt “mættet” bogmarked. Så ”hit med en mail og du vil blive set.”
Brian Storm er også tilknyttet Poetklub Århus, der har sat sit helt eget poetiske fingeraftryk på Århus festuge med ”Poesi i container, Suppe, steg og poesi, Poetry Slam og Poesistafet.”
”Hvem siger, at poesi skal være kedeligt,” står der i pressemeddelelsen. Poetklub Århus har siden 2002 været helt i front, når det gælder poetiske arrangementer af enhver art. At poesien ikke kun er for sortklædte weltschmerz-angrebne unge mænd, vidner poetklubbens succes med bl.a. Poetry Slam og Åben Poetisk Scene om. Medlemstallet i den Århusianske poetklub er i løbet af de sidste par år fordoblet og nærmer sig hundrede hoveder. Ikke dårligt for poesien og den litterære scene, der så ofte får prædikatet ”dødsdømt” hæftet på sig.”
Poesiløb eller Poetry in Motion
I Århus Festuge giver Poetklubben den for fuld udblæsning. Alle får mulighed for at opleve den poetiske undergrund kaste sig ud i ordlege og eksperimenterende events med bl.a. Kultur Battle og Poesiløb eller Poetry in Motion, som Poetklubben har valgt at benævne det. ”Alle kneb gælder, når en poet vil hurtigt frem. Cykler, rulleskøjter eller kondisko. Dette er motionsløbet for poeter. Her gælder det om at skrive kort, bevæge publikum og ikke mindst sig selv. Poeter styrter gennem hovedbiblioteket, indtager et par cafeer og Mathilde Fibigers have med deres tekster. Den, der når først rundt, vinder poeternes motionsløb 2007.” Man kan læse meget mere om de forskellige events på Poetklubbens hjemmeside, hvor man også kan melde sig ind klubben. Som medlem modtager man tre til fire gange årligt Poetklubbens magasin M__gasin samt det splinternye magasinprojekt 12 linjer. Tidsskrifternes primære formål er at præsentere så meget god lyrik for så mange læsere som muligt. Derudover indeholder hvert nummer af 12 linjer et eller flere litteraturanmeldelser fra MetrOrd, lyrisk kalender og meget andet.
Bloggene er en hurtig voksende kommunikationsform på internettet, og ikke mindst i litterær henseende spiller de en stor rolle blandt yngre forfattere. Webloggene udvikler en ny skrivekultur og en modkultur til den monopolisering, der i de senere år er vokset frem på bogmarkedet. Der er saft og kraft i dialogerne på webloggene, og grænserne for, hvad der er rigtigt og forkert, sprænges. Forfatterne danner deres egne miljøer uden om etablerede forlag, hvor de har opgivet alt håbet om at komme i betragtning. I offentligheden er det kun nogle få og kendte forfattere, der virkelig brænder igennem. Direktør for Gyldendal, Johannes Riis, indrømmer det. Til Højskolebladet fortæller han; ”Vi modtager hvert år et sted mellem 1200 og 1500 uopfordrede tilsendte danske manuskripter. Heraf udkommer under 10.”
På spørgsmålet om, hvilken indflydelse det har på forlagets udgivelsespolitik, at alle i princippet kan få deres bøger udgivet og anmeldt på webblog , er han klar i mælet, ”Ingen.”
Forfatterne danner deres egne miljøer uden om etablerede forlag, hvor de har opgivet alt håbet om at komme i betragtning.
Udskillelsen af de forfattere, der kommer ind i varmen på et stort forlag er benhård, hvilket også hænger sammen med, at offentligheden kun er i stand til at fokusere på få ting af gangen. På nettet er der grænseløs adgang for at lægge alt ud. Der er ikke belæg for at sige, at bloggene får folk til at købe færre bøger.
Bloggene er blot en ny kreativ og anderledes tilgang til at læse, skrive og interesse sig for litteratur. I virkeligheden fører det måske snarere til en udvidet interesse for litteratur, når bogen kommer til at spille sammen med de digitale medier og den langt mere smidigere og kreative kommunikationsform, som præger mange litterære og kunstnerisk inspirerede blogs.
MetrOrd lever fint op til sin egen hensigt med ”dyrkelsen af det levende ord.”
Oplysninger
Brian Petersen/ Brian Storm. Blog: Storm Poetry. Poetklub Århus: www.poetklub.dk
Litteraturhaus i København: www.Litteraturhaus.dk
Mariabrandt.dk er en del af anmeldergruppen på MetrOrd. Læs mere på hendes spændende weblog. Læseren kan her møde anmeldelser af litteratur, forfatterblogs, distribution, litteraturlinks og selvudgivelser, der med garanti aldrig ville nå frem til en kommentar i en landsdækkende avis eller et kulturtidsskrift.
Hvad er en weblog? Det er en personlig, offentlig hjemmeside, hvor indlæggende står i kronologisk rækkefølge. En weblog kaldes også en blog. Weblogs kan handle om alt mellem himmel og jord. Det er typisk ejeren af webloggen, en blogger, der både skriver og redigerer den. Læserne kan kommentere indlæggene via kommentarfelter.
Hvordan laver du en weblog? Det er ganske nemt. Designet og teknikken er lavet på forhånd. Du skal blot udfylde en skabelon og skrive bloggens indhold. Det er gratis at oprette en weblog. Se f.eks.: Smartlog.dk – Blogger.com
Artiklen blev bragt i Højskolebladet nr. 13.2007. I denne udgave er der anvendt andre illustrationer.
Redigeret, november 2023.
Læs mere litteratur
bottom of page