Muligheds-værdi
Sansninger, ord og sprog skænker os livet og forbinder os med omverdenen.
Vi lever og næres af de ord, vi får givet af andre og som vi selv bidrager med.
Men der er flere udviklingstræk i tiden, der sætter begrænsninger for at kunne forbinde sig og skabe virkelighedsbilleder af høj muligheds-værdi.
Denne dobbelthed reflekteres der over i nedenstående indlæg.
Muligheds-værdi
Af Laust Riis-Søndergard
Vi lever og næres af de ord, vi får givet af andre. Jeg fik ordet muligheds-værdi i en samtale med højskolemanden Poul Erik Søe. Han havde fået det fra digteren Pia Tafdrup, der igen havde lånt dette herlige ord af den danske danske ingeniør, psykolog og filosof, Ludvig Feilberg (1849 -1912).
Feilberg undrede sig over, hvordan vort sind er i stand til at modtage en vrimmel af smukke ting ud fra ganske få og overraskende påvirkninger. Evnen til at kunne glædes og se det uendelige store i det små. Et fuglefløjt, et vindpust og en sansning der fremkalder erindringsbilleder. Mødet med en særegen natur, der pludselig åbner nye muligheder. Nye ord der vækker sindets slumrende kræfter og skaber virkelighedsbilleder med høj muligheds-værdi.
Det er ikke på forhånd givet, at sindet er klar til at modtage denne vrimmel af sanseindtryk og omsætte dem til en muligheds-værdi. Jeg kom i denne sammenhæng til at tænke på et kinesisk digt som er 2300 år gammelt:
”Om foråret er mit sind fyldt af våren, om efteråret er der høst i mit hjerte. Du skal takke for stilheden når den indfinder sig, kun i stilheden kan du åbne dig over for verden, over for våren og over for høsten, over for din elskede og over for menneskene, over for gud og over for udsigten hinsides de fjerne bjerge”.
Digtet taler om, at ”kun i stilheden kan du åbne dig for verden”. Her er der plads til fortolkninger af, hvad der menes med stilhed og at åbne sig? Umiddelbart vil jeg ikke mene, at de muligheds-værdier digtet påpeger, kun erfares igennem stilheden. Man behøver ikke nødvendigvis at søge ud i vildmarken eller tilflugt i sit eget indre stille univers, afsondret fra omverdenen, for kunne være et nærværende og sansende menneske. Det kan også opnås igennem medfødte egenskaber, som at kunne smage, høre, se, lugte og føle. Iboende egenskaber, som vi bærer rundt på hele tiden, når vi er hjemme og i relationer, på arbejde og i samtaler, i festlige lag og på rejser, etc.
Alle sanserne kan udvikles livet igennem, med mindre vi rammes af sygdom, ulykker, pandemier, stress eller andre skæbner, der kan svække sanserne og begrænse handlefriheden. Den egenskab det er at kunne åbne sig, tage imod og lægge krop til mange sansninger, kan samtidig fremme evnen til at leve sig ind i og forstå et andet menneske. Ja, i det hele taget blive bedre til at forbinde sig med andre på trods af forskelligheder og umuligheder. At være åben og kunne tage imod, er ikke ensbetydende med, at man som person er tilgængelig døgnet rundt. Det kan ingen. Mentalt som fysisk, har de fleste brug for at være i stilheden, fri for støj, og uden at skulle forholde sig til det ene og det andet. På denne baggrund kan døren åbnes til omverdenen. At kunne åbne sig og tage imod, er heller ingen hindring for, at personen kan udvise vrede, forbitrelse og indignation overfor sag og person. Men det vil ikke være udgangspunktet. At åbne sig og tage imod, er snarere et bærende livssyn, der ikke på forhånd er fordømmende og tabuiseret. En udviklet evne til at udvise oprigtig opmærksomhed. Denne egenskab kan læres og udvikles. I en skolesammenhæng, vil det kunne være et sigte i dannelsen.
Desværre er det ikke så nemt at praktisere, som det er at skrive det. Der kan heller ikke henvises til færdige manualer der anviser, hvordan man bliver et sansende og nærværende menneske. Der er mange måder at være tilstede på i sit liv og forbinde sig med andre.
Der imod forekommer det relevant at pege på flere udviklingstræk i tiden, der sætter begrænsninger for at kunne forbinde sig og skabe virkelighedsbilleder med høj muligheds-værdi. Det sker f.eks., når sanserne og sproget bliver inficeret og vi gradvis mister kontakten med vore sanser. Et par eksempler til belysning:
Lyden fra de brummende, insisterende mobiltelefoner i lommerne og på bordene, skaber en konstant delvis opmærksomhed og afbrudte samtaler. De er med overalt og i alle sammenhænge. I hjemmene, på gader, stræder, parker, skovstier, strande, busser, tog, arbejde, jazzkoncerter, idrætshaller, skolestuer, lufthavne, toiletter, soveværelser, etc.. Overalt ses krumbøjede, stirrende mennesker på slæb af deres mobiltelefoner. Sat på spidsen, har mobilen zoomet kroppen og opmærksomheden langt ind i displayet og overtaget det fysiske nærvær og sansning af omgivelserne. Den mentale og fysiske båndbredde er på bristepunktet.
Sansning og sprog er forbundne kar. Over en længere periode har markedstænkningen indlejret sig i alle livsområder og erobret stor indflydelse på betingelserne for fællesskaber og samvær. Det rationelle, managementprægede, økonomiske og kliniske sprog har bidt sig hårdt fast i den politiske retorik med tilhørende jura og strukturer. Men hvad har det at gøre med sanserne og det at udvikle evnerne til at smage, høre, se, lugte, føle og åbne sig? Det korte svar er, at det indsnævrer sproget og den åndelige horisont. Hvert eneste ord forudsiger, hvad det selv handler om på en sådan måde, at ingen fantasi og kreativitet er nødvendig. Sproget og sanserne er blevet beslaglagt og trækker virkelighedsopfattelser i en endimensionel retning.
Mødet med en særegen natur, der pludselig åbner nye muligheder.
Det rationelle sprog er fuldt ud legitimt til det, det skal bruges til. Problemet opstår, når dette sprog monopoliserer sig og bliver til det hele. Det abstrakte og usanselige sprog eroderer alle livsområder og truer med gøre almindelige mennesker til rene analfabeter. Det almindelige menneskelige sprog, fyldt med krop, følelser og modsigelser, gøres folk usikre overfor. Følelsesmæssige erfaringer er ikke saglige, og modsigelser er noget man fanger folk i. Børns sprog, elskendes sprog, vennesproget, fortællesproget, det mytiske sprog og ord med høj muligheds-værdi bliver til hemmeligheder, der henviser til private områder og til festlige lejligheder.
Børns sprog, elskendes sprog, vennesproget, fortællesproget, det mytiske sprog og ord med høj muligheds-værdi
Det underliggende menneskesyn, der præger managementkulturen, er den opfattelse, at mennesker er genstande for styringsprocesser. Mennesker reduceres til brikker, der flyttes rundt med efter behag og rentabilitet.
”Mennesket er i Guds billede skabt med levende ord på sin tunge, og derfor kan han mellem træ´r og dyr med guderne tale og sjunge,” skrev Grundtvig. Ord og sprog skænker os livet og forener os med verden omkring os. Sansninger og sproget kan være en øjenåbner til udsigten hinsides de fjerne bjerge med virkelighedsbilleder af høj muligheds-værdi.