Hvordan bliver vi dannet til fremtidens arbejdsmarked?

Historien viser, at mennesker har evnen til at revidere sig selv og deltage aktivt i de transformationer og overgange, der finder sted i det store som i det små. Det vil der være brug for, nu hvor det er nødvendigt at få gennemtænkt og afprøvet nye sammenhængende syn på arbejdsliv, økonomi, identitet og uddannelse, der også medtænker dannelses- og æresbegreber. Udfordringerne er lige så vigtige som det målrettede arbejde med den grønne omstilling.

Af Laust Riis-Søndergaard,

Hvordan bliver vi dannet til fremtidens arbejdsmarked?

Gøremålsundervisning. Side 12.1..jpg

Håndværket. Foto: Rune Peitersen.

For mange år siden sad der i Mellemøsten en fortvivlet mand og skrev Prædikerens Bog. Et citat kan give et indtryk af grundtonen og humørtilstanden i bogen: ”Endeløs tomhed, alt er tomhed. Hvad vinding har mennesker af al den flid, han gør sig under solen. Slægt går, og slægt kommer, men jorden står til evig tid. Sol står op, og sol går ned og haster igen til sit opgangssted (…).”

 

Prædikeren lovpriser dem, der er døde, lykkeligere end de levende – men lykkeligere end dem begge er de, der slet ikke er til, som ikke har set alt det onde, der sker under solen.

 

Jeg formoder, at mange kender til denne foruroligende tilstand af dyb eksistentiel tvivl. En tomhedsfølelse. Fraværet af mening. Håbløshed. Afmagt. Velkendte ordsprog er dannet med inspiration fra Prædikerens Bog. De mest kendte er: ”Der er intet nyt under solen” og ”det, der kommer, er det, der var.”

 

Prædikerens ultimative konklusion er: ”Hvad løn for sin flid har da den, der arbejder”? Indirekte har Prædikerens Bog leveret inspiration til den europæiske idéhistorie, skønlitteraturen og dramaturgien, hvor der eksisterer en stolt tradition for at klage over meningsløshed, angst, fremmedgørelse, ensomhed, absurditet og tom lykke.

 

På trods af sortsynet i Prædikerens Bog kan denne formørkede beskrivelse alligevel være livgivende, livskraftig, opløftende og beroligende læsning. Hvorfor? Fordi den fastholder nogle eksistentielle spørgsmål, som er tidløse, og som vi deler med de fleste. En anden grund er, at bogen vækker modsigelse – måske ligefrem overlevelses- og virketrang? Livet må være mere mulighedsfyldt end blot at resignere og leve i et langtidsparkeret fravær af mening.

Alting flyder

En af oldtidens filosoffer i Hellas, Heraklit, nåede frem til den stik modsatte livsanskuelse: ”Alting flyder”. Man kan ikke bade i den samme flod to gange. Alt er i bevægelse og under forandringens lov. Ikke blot flodens vand har forandret sig. Du er heller ikke selv den samme som dagen før, året før, for ti eller tyve år siden. Livsanskuelsen betyder dog ikke, at alt er tilfældigt og ligegyldigt. Der kan f.eks. laves et indgreb, hvor der sættes en sten i vandstrømmen, der leder det i nye og mere fordelagtige retninger.

 

Intet nyt under solen, og alting er under forandringens lov: To modsatrettede livsanskuelser, som har overlevet i årtusinder. De er komplementære, samtidig med at de er hinandens forudsætninger. Heraklits livsanskuelse matcher vel bedst et moderne menneskes karriere- og arbejdsliv i dag. Tænk blot på den herskende og energiske tidsopfattelse: Hurtigere, højere og stærkere. Udvikling og vækstfilosofi. Reformivrigheden. Mennesker i fremdrift, og permanent omstilling til næste træk i døgnets møllehjul.

Set med nutidige briller er forandringer og strategiske handlinger nødvendige for at hjælpe en jordklode, der gisper efter vejret. Det føles, som om vi lever i en tid på speed, og at vi kører på pumperne. Ét af de steder, hvor det er synligt og mærkbart, er i arbejdslivet, som vi skal se eksempler på i det følgende.

 

Jeg kom til at tænke over de to livsanskuelser i forbindelse med de massive, depressive udmeldinger, der på det seneste har floreret i medierne om ulysten til at være på arbejdsmarkedet. De kritiske refleksioner går på, hvad et langt og travlt karriereliv på arbejdsmarkedet egentlig bidrager til af livskvalitet? Det er ikke kun mere i lønningsposen, der bliver bedt om. Det er snarere ønsket om mere tid til omveje, der kan sætte blodtrykket og pulsen ned, så kroppen – med alle dens behov – kan komme i bedre balance.

Anti-arbejde som bevægelse

De gule veste.jpg

Arbejds- og privatlivsrelateret stress breder sig i samfundet. Selv hos børn helt ned til de yngste aldersgrupper er der dokumenteret bekymrende tegn på stress med konsekvenser for børnenes trivsel og udvikling.

 

Et nyt fænomen har set dagens lys og er blevet døbt ”Den Store Opsigelse”. Endnu er det mest et amerikansk fænomen, men det breder sig som ringe i vandet på de sociale medier: Stribevis af ansatte i butikker og burgerbarer, chauffører, lagerarbejdere, kokke, tjenere, lærere og pædagoger trækker stikket og afsøger andre muligheder for et mere indholdsrigt liv. ”Vi har kun et liv,” lyder ræsonnementet.

I øjeblikket siger danske sygeplejersker og sundhedspersonale deres stillinger op uden at have andet arbejde på hånden. Psykiatrien og ældreplejen gisper efter vejret. Det ligner noget mere dybereliggende end blot følgevirkninger og træthedssymptomer, der kan relateres til pandemien.

 

Det nye prekariat viser ligeledes sygdomstegn. Denne efterhånden store gruppe af veluddannede mennesker er karakteriseret ved løse ansættelsesforhold og nul rettigheder. En måned her og der, projektperioder med begrænsede tidshorisonter – forfra igen og igen. Det ser dynamisk og kreativt ud, men skaber stress, lede og ubehag. Der rejses generel tvivl om, hvorvidt arbejdet stadigvæk kan opfattes som en selvrealiseringsmanøvre, og om udsigten til at få en god karriere overhovedet er et realistisk mål at stræbe efter. 

Maleri. Jakob Riis-Søndergaard. 2021.

Rammerne strammer

Jeg savner tid til at tænke, og derfor stopper jeg som forsker,” udtrykte en ung passioneret forsker for nylig i et opslag på LinkedIn. Alt gik ellers efter en lige snor med udgivelse af videnskabelige publikationer og samfundsmæssig impact. Måske var det netop dét, der var problemet.

 

”Jeg trænger til at skrive og tænke andet og mere frit, end hvad nutidens forskningsideal og videnskabelige artikler måske tillader” (...) Formen er blevet mere snæver, og jeg kan til tider have svært ved at ånde i den,” skrev vedkommende og fortsatte:

 

”Jeg trænger til ikke at skulle tænke for meget i antal publikationer og i stedet tænke i, om jeg egentlig har noget at sige. Noget at byde ind med. Noget, som er vigtigt nok og ikke bare støj og endnu en ’pop’ i bunken.”

 

Eksemplet understreger den ekstreme instrumentalisering og effektivisering, der præger forskningsmiljøerne i øjeblikket. Man fristes til at sige, at det slet ikke er meningen, at der skal tænkes. Der skal produceres. Det, der fylder, er ECTS-point og fondsansøgninger. Hurtigt ind og hurtigt ud. Resultatet bliver vidensophobning, der ikke når at blive fordøjet til personligt erhvervet viden og erkendelse.

 

Lignende tendenser kan man møde, når fagfolk reflekterer over, hvorfor stadigt flere mennesker rammes af psykisk sygdom: Hastigheden i vores liv er steget, kravene er blevet større, og fællesskaberne mere ansigtsløse med hurtige likes og korte forbigående bemærkninger. En børnefamilie skal i dag balancere mellem fuldtidsarbejde, møder og efteruddannelse, støtte til børnenes skolegang og fritidsinteresser samt tid og lyst til hinanden.

”Jeg trænger til at skrive og tænke andet og mere frit"

Arbejde, lyst og mening

I det 20. århundrede med høje vækstrater var lønarbejdet det altafgørende i udviklingen af velfærdssamfundet. De nye bølger af anti-arbejde peger på, at arbejdet er udsigtsløst for mange mennesker. Det er vanskeligt at leve op til idealet om at være arbejdsomme og til rådighed for enhver pris.

 

Statsminister Mette Frederiksen udtrykte på et tidspunkt i 2021, at der skulle gøres op med de nedgroede myter om, at det nødvendigvis skal være lystbetonet at arbejde. Tilsvarende har hun ved flere lejligheder talt om det moralsk opbyggelige i at udvise samfundssind. Men ”Den Store Opsigelse” handler ikke så meget om, hvorvidt man kan lide at arbejde eller ej, men i højere grad om, hvorvidt det giver mening i en større sammenhæng.

 

Historisk set har lønarbejdet og økonomien været stærkt forbundet med identiteten og forestillingerne om det lykkelige liv. Et liv, hvor der både er mad på bordet, materiel rigdom og oplevelser. Der er mange komplekse grunde til, at dette billede ikke er så entydigt længere.

Fysik (side 18).jpg

 Hvad skal vi i grunden dannes og uddannes til i fremtidens skole? Foto: Verner Johnsen. Den Frie Lærerskole.

Robotterne kommer

Efterhånden sætter automatiseringen sig igennem i alle professionerne, hvilket vil medføre, at fysisk præget arbejde om få år vil forsvinde som dug for solen. Der bliver fremover ikke tale om ”Den Store Opsigelse”, for der er ikke noget at sige op fra. Det bliver nok snarere en udfordring i at kunne begå sig i lediggang.

 

I 2017 udkom en rapport fra Aarhus Universitet og konsulentfirmaet McKinsey. Nyheden i denne rapport var, at computerstyrede robotter i nær fremtid vil kunne overtage 40 % af danskernes arbejdstid. Robotterne kan noget mere, fortælles det i rapporten. Robotterne husker bedre, regner bedre, har ingen jalousi, bliver ikke sure på sine arbejdsrelationer og kender ikke til mindreværd og magtfuldkommenhed. Det vil ifølge rapporten være store områder i service- og uddannelsessektoren, hvor robotterne med kunstig intelligens kan udføre arbejdet med langt større effektivitet og snilde.

 

Det rejser naturligvis de store spørgsmål: Hvad skal vi i grunden dannes og uddannes til i fremtidens skole? Otium est pulvinar diaboli – lediggang er roden til alt ondt – skal måske erstattes af: Lediggang er grundlaget for et godt, kreativt og mulighedsfyldt liv?

Disruption med et begrænset udsyn

Nogenlunde samtidig med McKinsey-rapporten – og det er nok ingen tilfældighed – nedsatte VLAK-regeringen (Lars Løkke Rasmussen III fra 2016-2019) et såkaldt disruptionråd. Det havde en målsætning om at drøfte fremtidens arbejdsmarked og komme med bud på, hvordan danskerne kunne blive godt klædt på til fremtidens arbejdsmarked. Formanden for rådet var statsministeren. Derudover bestod det af relevante ministre, og det havde 32 faste medlemmer, der repræsenterede virksomheder og arbejdsmarkedets parter, ligesom der var én repræsentant for de unge og én skuespiller og komiker.

 

Idéen var sådan set god og relevant nok. Men det, jeg i særlig grad hæftede mig ved dengang, var rådets sammensætning. Jeg savnede en større repræsentation og dermed et bredere og dybere udsyn, når det nu skulle omhandle fremtidens arbejdsmarked, robotteknologi, dannelse og uddannelse – og menneskers rolle i denne omstillingsproces.

 

I lyset af den store omstilling på arbejdsmarkedet er det på høje tid, at der mobiliseres et politisk mod, der kan skabe positive modbilleder til lønarbejdet som det vigtigste omdrejningspunkt for et lykkeligt liv. Hvordan kan synet på lønarbejdet, identitet og økonomi omtænkes, så kommende generationer ikke på forhånd resignerer og stempler ud af arbejdsmarkedet? Hvordan opfattes et godt og afbalanceret liv, hvor både den enkelte, fællesskaber og samfundets interesser tilgodeses?

Dannelse og ære

Til at reflektere over spørgsmålene kan vi hente inspiration fra endnu en af antikkens filosoffer. Han hed Solon og anses for at være det athenske demokratis grundlægger. For at fornemme hvordan han tænker, kan vi lytte til nedenstående udtalelse fra ham – han er til olympiade sammen med en udenlandsk gæst, der undrende spørger, hvorfor idrætsudøvere gider at ofre så meget tid på deres idræt bare for at få en løvkrans på hovedet:

 

”Det gælder en større pris både for samfundet og den enkelte. Alle gode borgere må udøve en kappestrid, hvor det ikke gælder en krans af oliven eller fyr, men en krans, som i sig selv indbefatter al menneskelig lykke. Jeg sigter dermed til den enkelte borgers og hele fædrelandets frihed, velstand og berømmelse. Retten til at glæde sig over sit lands hellige fester og sine slægtningers tryghed, kort sagt det skønneste af alt, som man kan ønske sig af guderne. Alt dette er nemlig den krans, som de ser, flettet af. Det er den, som man efterstræber i denne kamp, og det er de mål, vores anstrengelser på sportspladsen stiler imod.”

Undgå at ende som en idiotis

I den græske kulturperiode på Solons tid talte man om begrebet ”arete”, der var indbegrebet af de kvaliteter, der gjorde et menneske til et godt menneske. Det handlede om dygtighed, duelighed, slægtens, byens og landets ære. Endvidere blev det vægtet, at man kunne begå sig i ledighed og være engageret og velorienteret om den nære og fjerne verden. Begrebet var ikke en statisk størrelse, men ændrede sig i pagt med udviklingen i den antikke periode.

 

Dannelsen skulle finde sted igennem kunst, digtning, gymnastik, musik, teater, religiøse fester og forskellige spil. Grækerne opfattede ikke disse discipliner som skarpt adskilte. Man gik imod enhver form for ensidighed. At spille musik var ikke kun et spørgsmål om teknisk udfoldelse af rytmer og toner. Dertil hørte også det talte ord. At man f.eks. lærte at digte og tilegne sig kendskab til historier, sagn og myter. Bestræbelserne gik ikke mindst ud på at være engageret i det politiske. Det, der har med de fælles anliggender at gøre.

 

Noget af det værste, der kunne overgå en borger, var at ende som en privatmand – på græsk en idiotis – hvor lidenskaben, livsgnisten og virketrangen var forsvundet. Fælles for de tre egenskaber er, at det er iboende menneskelige kræfter. De kan af forskellige grunde befinde sig i en langstrakt slumrende tilstand, men vækkes og næres på ny. Tankevækkende er det, at det i den nævnte antikke periode bl.a. kunne ske igennem det poetiske sprog, sangen, dansen, kunsten, musikaliteten, teater og drama.

DSC_2256.jpg

Drama.Den Frie Lærerskole. Foto: Verner Johnsen.

Nye alliancer – nye åbninger

Hvorfra skal den modoffensiv komme, der kan pege på, hvordan fremtidens gode arbejdsliv kan se ud? Kan det komme indefra på den enkelte arbejdsplads, såvel i det offentlige som i det private? Kan de velkendte kamp- og interesseorganisationer byde ind med nye tankesæt? Hvad kan de politiske partier formulere i deres partiprogrammer og i oplæg til en valgkamp?

 

Kulturhistorien viser, at mennesker har en iboende trang til at virke og udrette noget. Historien viser ligeledes, at mennesker har evnen til at revidere sig selv og deltage aktivt i de transformationer og overgange, der finder sted i det store som i det små. Det vil der være brug for nu, hvor det er nødvendigt at få gennemtænkt og afprøvet nye sammenhængende syn på arbejdsliv, økonomi, identitet og uddannelse, der også medtænker dannelses- og æresbegreber. Udfordringerne er lige så vigtige som det målrettede arbejde med den grønne omstilling.

 

I virkeliggørelsen af dette syn vil der på det politiske niveau være brug inspiration fra nye visionære alliancer. Her tænkes på alliancer repræsenteret af humaniora, naturvidenskab, uddannelsesverdenen, virksomheder, arbejdsmarkedsforskningen, kunst- og kulturlivet, folkeoplysningen og foreningslivet samt den nordiske og europæiske oplysningstradition.

 

En lang række af de værdier, som dansk politik, kultur og arbejdsopfattelser bygger på, kan føres tilbage til de to oplysningstraditioner. Det gælder især forholdet til autoriteter, minoriteter, medansvar, myndiggørelse, selvforvaltning, demokratiopfattelser og en lang række fordelingspolitiske traditioner. Fra den nordiske tradition er det i særlig grad menneske- og frihedssynet med det livsoplysende aspekt, der kan gøre en forskel.

 

Det folke- og livsoplysende er en overset dimension i de organisatoriske og politiske forhandlinger om, hvordan vi kan håndtere overgangen til en ny tid. Her findes guldgruber af fortællinger og eksempler på ”remtrækket til virkeligheden” – og hvordan man kan undgå at ende som en idiotis.

 

Intet nyt under solen. Alting flyder. Det er vores lykke og mulighed.

Oplysninger

Essayet; Hvordan bliver vi dannet til fremtidens arbejdsmarked?
I versionen til hjemmesiden er der lagt andre illustrationer ind samt en litteratur og henvisninger.

Litteratur og henvisninger

  1. Prædikerens Bog. Usikkerhed om, hvem der er forfatteren til bogen. Flere kilder peger på Salomo, der levede omkring 972-932 f.kr. ( Se Biblen. Prædikerens Bog).

  2. Wilhelm Grønbech. Hellas- kultur og religion, I Adelstiden. Gyldendal.1961.

  3. Heraklit (535- 470 f.kr.)

  4. Solon (640-599 f.kr.) Citatet er hentet fra Johs. Strædes bog ”Idræt, kommercialisme eller folkelighed”. Samlerens Forlag.1981.

  5. Afsnittet om ”Den Store Opsigelse”, er inspireret af Markus Bernsens essay, ”Færdigt arbejde” i Weekendavisen nr. 49 den 10. december 2021.

  6. Den passionerede forsker der omtales, hedder Malene Friis-Andersen. Hun har været tilknyttet Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Replikken ”opgør med arbejdsbegrebet”, har været opslået på LinkedIn i december 2021.

  7. ”Otium est pulvinar diaboli”. Formodentlig Siraks Bog. Ca.180 f.kr.

Læs mere om levende folkelighed

Gøremålsundervisning. Side 12.1.

Hvordan bliver vi dannet til fremtidens arbejdsmarked?

1.Havets Moder.

Havets Moder -om at forbinde sig

6. Hænder

Ord og mennesker 2020

1. Fortælling

Ønskebørn 2.0 - etiske refleksioner.

Jakob. To personer

Sankt Hans 2020 Hvad skal brændes af?

8. Anne Lorentzen. 4

Rammerne strammer

FOLKEDANS_PICK

Det folkelige og politiske.

Jakob.Keramti. Ansigt.IMG_0727

Den farlige historie

Heimdal

Folkelig, demokratisk dansk og europæisk udsyn

Asbjørn

På sporet af danskheden. Samtale med Ebbe Kløvedal Reich.

2RG-BL~1

Ask Yggdrasil og ånden i folkestyret

Anne Lorentzen. 14.

Folkestyrets fodfolk

Asbjørn 2

Ånd og plageånder. Refleksioner ved årsskiftet 2020. Godt nyt år.

Grundloven_edited

Grundloven 2020. Hvor stærkt er demokratiet?