Punkt 1 og 2 har mest fat i efterskolerne. Det er bemærkelsesværdigt, at iagttage den forskelsløshed, der præger skolerne. Alle bruger det samme koncept, de samme ord, uanset om man kalder sig for grundtvigsk, indremissionsk, Tvindskole, Rudolf Steiner, politisk eller ideologisk orienteret. Der er langt imellem skoler, der definerer deres holdningsgrundlag og giver det retning. Tendensen til at sløre holdningsgrundlaget og tilpasse sig markedsvilkårene og dermed fremme en forskelsløshed er stærkt accelererende i øjeblikket. Denne tendens ses overalt i samfundet. Markedet og informationerne tonser frem i orkanagtig fart medbringende et overflødighedshorn af muligheder. Hop på vognen og hold fast. Livet er for kort til fordybelse og indlevelse. Inden du er færdig med uddannelsen, er den håbløst forældet. Hop på- spring af - ta´orlov eller bliv´førtidspensionist.

Urytmen og den bankende puls i hverdagslivet giver ikke tid til nærmere omtanke og kritisk stillingtagen. Alle går rundt og føler sig frie og velinformerede. I virkeligheden, bliver vi hele tiden spist af med støj og tom overfladisk retorik. Men der skal vælges, og der skal besluttes, og der skal være elever nok på de enkelte skoler. Det hedder sig, at varen skal sælges. Hvilke varer taler vi om? Tør skolerne kæmpe om eleverne på formåls- og holdningsgrundlaget? Hvor har vi vore grænser når det kommer til stykket? Hvor alvorligt mener vi det, vi tror på? Tør vi skrive det og sige det? Eller fører vi den politik, at vi først skal have kunderne i butikken uden hensyn til idegrundlaget, så ”skal vi nok gøre noget ved dem bagefter?"

Hvis pkt.3 vælges som udgangspunkt, har man erkendt, at intet er selvfølgeligt længere . Man er nødt til at gå den hårde vej for at tydeliggøre, hvad man forstår ved det grundtvigske, og hvad man vil  i forhold til alle de andre muligheder i mulighedernes verden. Hvor gør Grundtvig og det grundtvigske en forskel, og hvor ligger der opgaver og venter i nutid og fremtid?