Vi lever omgivet af ord – men hvad sker der, når ordene mister deres betydning? Når vi ikke længere kan stole på det, vi hører, og selv tavsheden føles som en trussel?
Måske lukker vi helt af for ordene og omgiver os med et kropspanser som værn mod den evindelige ordstrøm fra omverdenen. Vi lytter ikke længere, bliver indadvendte og handlingslammede. Måske håndterer vi presset med opioider eller en stresssygemelding i ny og næ.
Dette billede er en moderne udgave af Platons hulelignelse, hvor menneskene er lænkede og fastholdt i trældom og umyndiggørelse – en slags skinvirkelighed.
Hvordan kan vi i dag forstå Platons hulelignelse – og måske hente inspiration til at genfinde tilliden til sproget og frigøre os fra trældommen?
Ud af Platons hule
Af Laust Riis-Søndergaard
Dødsdom for at mene noget
Platon var 29 år, da Sokrates af et athensk nævningeting blev dømt til døden og efterfølgende tvunget til selv at eksekvere dommen ved at drikke et bæger med gift. Platon var rystet i sin grundvold over den behandling, Sokrates fik. Årsagen var, at nævningerne mente, at han fordærvede ungdommen og forstyrrede opfattelsen af, hvordan tilværelsen kan forstås. Platon var dybt inspireret af Sokrates, der ikke selv skrev noget, men var mere optaget af det levende ord og samtalen. Hvad ville Sokrates have været uden Platon, og hvad ville Platon have været uden Sokrates? Det, vi ved om Sokrates, har vi fra Platons dialoger.
Kulturkamp deler vandene
Vi befinder os på et tidspunkt i antikken, hvor krig hærger (den peloponnesiske krig, 431–404 f.v.t.), og Athen står i forfald. Samtidig finder der en kulturkamp sted, som sætter sindene i kog og varsler nye tider. Stridens æble handlede kort fortalt om, hvorvidt sandhed overhovedet findes, eller om det er noget, der er op til den enkelte at afgøre. I dette spørgsmål delte vandene sig.
Alt er relativt
På den ene side stod sofisterne – denne tids intellektuelle, f.eks. repræsenteret ved Protagoras (ca. 485–411 f.v.t.). Han begrundede den opfattelse, at ”mennesket er alle tings mål” (homo mensura). Det er op til den enkelte at afgøre, hvad der er sandt og falsk. Sandhed findes ikke. Det, der er sandt, er det, der vinder gehør. Det er sproget, retorikken, argumentationen og overbevisningen, der betyder noget. Alt er relativt og lige gyldigt.
I skole og undervisning måtte det derfor handle om at gøre det svage argument stærkere for den enkelte elev.
Universelle sandheder findes
Men Platon – og gennem ham Sokrates – havde ikke tillid til denne relativisme. Den relative snak, meningsmylderet og fænomenerne var for dem mere eller mindre subjektive – eller illusoriske. Som vi senere skal se i Platons hulelignelse, var det kun en ”skinvirkelighed”, en afglans af virkeligheden, som menneskene var trælbundet af.
Platon havde den grundopfattelse, at der findes universelle sandheder, som kan erkendes og er uforgængelige. I modsætning til Protagoras indførte Platon en afgørelsesinstans i form af et filosofisk gudsbegreb, som han kaldte ”ideverdenen” og idélæren. Denne opfattede han som den virkelige verden, hvor sandheden om fænomenerne findes.
For eksempel ideer som ”godhed”, ”retfærdighed”, ”samvittighed”, ”skønhed”, ”dyd” og ”menneskelighed”. Også selve ideen om materielle ting eksisterer her.
Filosoffer og lærere
I Platons ideverden kan disse erkendes gennem fornuften og den rene tænkning – under kyndig hjælp af indsigtsfulde filosoffer og lærere. Hele tankesættet bag denne grundopfattelse af ideverdenen og konsekvenserne af den samler han i sit største værk, Staten, som han sandsynligvis skrev mellem 377 f.v.t. og 370 f.v.t.
Platons projekt var at skabe den ideelle stat, hvor målestokken for en sober statsleder måtte være godheden – herunder retfærdigheden.
Det er i Platons værk Staten, at vi møder mange af hans metaforer, lignelser og myter, der alle viser forholdet mellem idé og fænomen – dvs. idélæren.
En af dem er hulelignelsen, som vi skal se nærmere på i det følgende og efterfølgende vurdere dens aktualitet i dag.
Hulelignelsen
I ”Hulebilledet” ser vi mennesker som fanger, der sidder lænket i en underjordisk hule med ansigterne vendt mod bagvæggen. De kan kun se skyggerne af nogle figurer, som holdes op bag en tværmur og belyses af lys udefra. Den verden – eller virkelighed – de oplever, er kun en afglans af nogle genstande. Den egentlige virkelighed findes uden for hulen. Men den er de ikke forundt at se eller komme i kontakt med, da de er bundet og fanget af den virkelighed, de ser fra deres position og grundlag. Hvis de aldrig har oplevet andet, vil de i god tro mene, at sådan må virkeligheden se ud.
Hvad ville Platon gerne fortælle med dette billede? Vi kan antage, at følgende sker: Én af de lænkede fanger bliver befriet. Han ser herefter sin egen virkelighed i et nyt lys. Herefter vender han tilbage til de andre mennesker i hulen for at fortælle, hvad han har set og erfaret. Han vil gerne dele sin viden, men føler sig utilpas og fortumlet. Det er langt fra sikkert, at han vil blive forstået af de andre. Måske risikerer han ligefrem at blive udskammet – i værste fald slået ihjel, ligesom det skete for Sokrates, da han ville formidle sin viden og indsigt til den unge generation. Dette kan ses som den politiske side af ”Hulebilledet”.
Hvem er lænket og hvorfor?
Det, vi yderligere kan reflektere over i Platons hulebillede er: Hvem har lænket menneskene i hulen? Kan de befri sig ved egen hjælp og kraft? Er de lænket som resultat af indoktrinering gennem en dårlig skolegang og i bund og grund uoplyste borgere uden ånd, lidenskab og virkelyst? Hvem er den lænkede fange der bliver befriet og senere vender tilbage til hulen for at dele sin viden og erfaringer? Den optimistiske og idealistiske pointe er, at de implicerede kan ændre deres erkendelse, hvis betingelserne ændres, og dermed ændre deres egen plads i virkeligheden.
Den ”lænkning” eller det ”fangerskab”, som Platon giver et billede af for ca. 2400 år siden, kan stadigvæk påpeges i dag, omend i nogle andre sammenhænge end i antikken. Med denne forståelse i skoletasken, kan vi gå til vores egen tid og se nærmere på Platons hule i et nutidigt perspektiv.
Filosoffen og hans elever. Platon diskuterer med elever. Mosaik, Pompei 100-tallet f.kr. Museo Nazionale, Napoli.
Falsk og bevidst vildledende information
Der er en slående lighed mellem hulefangerne og nutidens mediebrugere. Mange mennesker i alle aldre oplever virkeligheden gennem sociale medier, hvor nyhedsfeeds og algoritmer ”filtrerer” informationerne i en lind strøm og tygger maden for brugerne. De såkaldte fake news kan i høj grad betragtes som en moderne udgave af Platons huletilstand.
I hulelignelsen ser fangerne skygger af figurer og tror, at det er den absolutte virkelighed. På samme måde fungerer algoritmer som skygger. De præsenterer en vinklet, manipuleret, misvisende eller direkte forkert version af virkeligheden, som vi nemt kan komme til at tage for pålydende. Vi bliver ”lænket” og fastholdt i bestemte verdenssyn ved kun at se indhold, der bekræfter vores eksisterende meninger og holdninger.
Mennesker som marionetdukker i et spil
Smartphones, apps og algoritmedrevne platforme holder os konstant underholdt, hvor vi fastholdes i en strøm af stimuli og ”skygger” på bekostning af selvrefleksion og en dybere forståelse af os selv og verden.
Bag fangerne i Platons hulebillede står ”dukkespillerne”, der kaster skyggerne op på den væg, fangerne kigger på. Det kan i dag sammenlignes med dem, der bevidst producerer desinformation for politisk og økonomisk vinding. Det leder tankerne hen på forbrugerisme og reklamens magt. Den skaber behov og normer, som vi uden videre accepterer, fordi de kobles sammen med livsstil og forestillinger om det lykkelige liv. I virkeligheden er det en illusion – skygger af ”ægte” tilfredshed.
Skjult krigsførelse
I krig er løgne, falske løfter, forførelse, misinformation og dobbeltmoral blandet sammen i en stor pærevælling, hvor det er vanskeligt at se og vurdere blandingsforholdet. En samlebetegnelse for denne falske virkelighed er ”hybridkrig 2.0”, der bliver mere og mere avanceret.
Der føres aggressiv krig med mange forskellige synlige og usynlige midler: militær intervention og benægtelse af, at det finder sted, økonomiske sanktioner, cyberkrig og informationskrig med sandheder, løgne og misinformation samt provokerende magtdemonstrationer tilsat aggressive, nedsættende udtalelser om andre mennesker og folkeslag. Der opstår stor usikkerhed om, hvad der er sandt og falsk. Til forfalskningen hører også historieforfalskning, som f.eks. benægtelse af Holocaust på internettet.
Skolen, læreren og eleverne i Platons hule
Platons hulelignelse har igennem tiden inspireret til forskellige opfattelser af, hvad skole, pædagogik, undervisning, læring og dannelse kan være. I hulelignelsen kan vi antage, at fangen, der er blevet befriet, er en filosof, lærer eller vejleder, der vil i dialog med de ”lænkede” elever.
Men det går mildest talt ikke særlig godt, som vi kunne læse i hulelignelsen. Der er ikke umiddelbart lydhørhed og klangbund, når vedkommende vil dele og formidle sin viden. Måske risikerer denne ligefrem at blive udskammet og bedt om at forlade hulen med uforrettet sag. Der manglede måske en væsentlig dimension i vedkommendes noble anliggende i mødet med eleverne – og en tilsvarende åbenhed fra deres side til at ville lytte, se og tale.
I dag ville vi tale om mangel på nødvendighed og fravær af interesse, nysgerrighed og motivation hos eleverne. En lærer erfarer måske her – ad den hårde vej – at undervisning ikke er videnspåfyldning med færdige svar, som eleverne blot skal tage til efterretning og gengive ved passende lejligheder.
En "lænket" lærer
Til lærerens forsvar kan det påpeges, at vedkommende måske selv er ”lænket” og svøbt ind i et rationalistisk læringssyn med fokus på effektivitet, styringsmanualer og kontrol, som er blevet denne pålagt gennem love, cirkulærer og målopfyldelse. Undervisning bliver her en gentagelse af det allerede kendte, hvor måling, test og præstation kaster skygger på væggen, som vi forveksler med egentlig indsigt.
Lærere og elever kommer til at rette blikket mod det, der kan registreres og vurderes, frem for det, der udfordrer, forstyrrer og åbner for det, der kunne være begyndelsen til noget nyt. Spørgsmålet er derfor, om skolen altid hjælper eleverne ud af hulen – eller om den til tider er med til at fastholde dem i fastlåste positioner.
I den forstand har lærere og elever en fælles interesse i at komme fri af lænkerne og ud af Platons hule. I bund og grund handler det for læreren om at anspore eleverne til at stille spørgsmål, undres og vække nysgerrigheden over tilværelsens ufattelige storhed og mærkværdighed.
Det skal vi nu se nærmere på gennem et par tankevækkende eksempler og pege på ligheder og forskelle mellem dem.
Inspiration til forundring, nysgerrighed og dialog
Måske kan den gode organist Wendel Kretzschmar – ”ubetinget en mand af ånd”, som vi møder i Thomas Manns bog Dr. Faustus – inspirere og lede på vej i denne retning. Thomas Mann beskriver en situation, hvor Wendel Kretzschmar holder foredrag for et par 12-årige drenge om, hvorfor opus 11 kun har to satser, og om Ludwig van Beethoven kunne eller ikke kunne skrive en fuga:
”Jeg afbryder kun mig selv i mit referat for at gøre opmærksom på, at foredragsholderen her talte om ting, spørgsmål og kunstforhold, som endnu slet ikke faldt inden for vor horisont, og som først skyggeagtigt dukkede op i selve denne, takket være hans altid truede tale, og på, at vi ikke evnede at kontrollere ham, undtagen gennem hans egne forklarede demonstrationer på klaveret, og påførte det alt sammen med samme dunkelt ophidsede fantasi som andre børn, der lytter til eventyr, som de ikke forstår, mens deres ufærdige sind dog på en ejendommelig, drømmeagtigt anelsesfuld måde ser sig beriget og udviklet derved. ”Fuga”, ”Kontrapunkt”, ”Eroica”, ”Forvirring på grund af overdrevent farvede modulationer”, ”Streng stil” – det var i grunden endnu helt utilgængeligt – og med langt større fornøjelse, end det nærmestliggende, letforståelige og passende byder dem. Vil man tro, at dette er den mest intensive og stolte, måske den mest effektive måde at lære på – den anticiperende læring, dette at lære hen over vide strækninger af uvidenhed? Som pædagog skal jeg vel ikke tale dens sag, men jeg ved nu engang, at ungdommen i høj grad foretrækker det, og jeg mener, at det oversprungne rum nok med tiden udfyldes af sig selv.”
”Den anticiperende læring”, skriver Thomas Mann. Ordet anticiperende kommer af latin: anticipare = at tage eller forstå noget på forhånd. Det er den opfattelse, at mennesker kan begynde at lære og forstå, før forståelsen er fuldt til stede – ved at møde det fremmede og endnu ubegribelige.
Det er ”den mest intensive og stolte” måde at lære på. Det er ”stolt”, fordi man ikke nøjes med det letfordøjelige, og ”intensivt”, fordi man engagerer sig dybt, selv uden fuld forståelse – næsten som i ”eventyrsnak”.
Åndelig interesserethed
Højskolelæreren og forfatteren Jørgen Bukdal (1896–1982) gjorde sig lignende tanker men med afgørende nuancer og mere rettet mod friskolerne. Han boede det meste af sit liv på Askov Højskole, hvor han var fast gæsteforelæser. Derudover havde han en omfattende forfatter- og foredragsvirksomhed og virkede som litteraturkritiker. I sit arbejde med de frie skoler var han præget af det grundtvigske og koldske livs- og skolesyn samt den nordiske tanke. Det følgende citat er hentet fra et foredrag på Elbæk Lærerskole i 1953, hvor han talte om skolen for livet og det historisk-poetiske:
(..) ”Men skolen for livet blev friskolen, også fordi den lagde grund for, hvad jeg vil kalde en åndelig interesserethed. Den er mere sjælden, end De tror. Der er nok, der interesserer sig for alt det, der vedkommer dem selv, giver ekko af og bekræfter dem selv, eller det parti, den stand, de tilhører. Uden for dette er de lukkede og stumme som stokfisk.
Den åndelige interesserethed er den fineste frugt af al opdragelse. Thi den åndelige interesserethed findes kun der, hvor mennesket har vilje til at forløses fra sit snævre jeg og sprænge dets sociale betingelser for at kvæges ved ordet om medmenneskelighed; de gamle talte om det gudbilledlige, som alle bærer i sit bryst, og som den historisk-poetiske tale alene kan omslutte og udtrykke.
Den åndelige interesserethed – den, der varer ved, efter at skolen er slut – vågenheden, optagetheden” (..).
At tale skolen, lærerne og eleverne op
Noget af det, man hæfter sig ved i læsningen af indlæggene, er, at de begge har høje forventninger og indirekte taler skolen, lærerne og eleverne op. På et dybere niveau inspirerer de til en besindelse på, at der må være noget til stede i det pædagogiske felt, der rækker ud over det umiddelbart forståelige og nyttige i form af målopfyldelse og færdigheder.
Men de er ikke identiske i deres grundopfattelser. Thomas Manns organist betoner æstetikken og, at den anticiperende læring paradoksalt nok giver eleverne mere glæde og stolthed end det, de nemt kan forstå. Spørgsmålet bliver: Hvordan lærer vi – og hvornår indtræder forståelsen?
Jørgen Bukdal peger i højere grad på det livsnære, den etiske dimension og dannelsesperspektivet: Hvad bliver vi som mennesker? Åndelig interesserethed som den fineste frugt af al opdragelse. En vedvarende åbenhed mod det, der overskrider jeget, og som fortsætter, efter at skolen er slut. Dét er skolen for livet. Bukdal er samtidig klar over, at den ”åndelige interesserethed” langt fra er en selvfølgelighed og på ingen måde kan fremtvinges. Men sigtet – og det historisk-poetiske som et bærende livssyn – kan vise vej.
Ud af Platons hule
Skolen med lærerne befinder sig på dannelsens privilegerede plads. I et platonsk perspektiv, som det er fremstillet i denne tekst, er læreren ikke primært en formidler af færdig viden, men én, der hjælper eleverne med at bevæge sig fra en ”skyggevirkelighed” mod en dybere forståelse af verden og sig selv. Læreren er den, der kan åbne et rum for det, som ikke kan måles.
I et grundtvigsk og bukdalsk perspektiv, med ideen om ”åndelig interesserethed”, bliver lærerens betydning knyttet til at vække og forløse noget i eleven, der rækker ud over nytte og målopfyldelse: Livsindsigt, nysgerrighed, selvtillid og virkelyst.
Som det antydes i teksten, kan læreren samtidig være ”lænket” af testkultur, styring og rationalistiske læringssyn, og vedkommende får dermed også et dilemma og en kritisk funktion i forhold til skolen som institution i samfundet. Men her må udfordringen ikke kun være et anliggende for den enkelte lærer. Kommende generationers dannelse og fodfæste i livet er også et ansvar for forældre, politikere og samfundet som helhed. Alle parter kan have glæde af et visionært, gennemarbejdet formål for skolen. Dette sigter mod at skabe fælles indsigt i de kundskaber og færdigheder, der skal til for at kunne begribe og ordne en kaotisk virkelighed i en moderne verden. Det er en opgave, der ikke kan løses fuldt ud, men som kan tilrettelægges ansvarligt af fagligt funderede lærere, der med deres indsigt og menneskelighed kan skabe relationer til og mellem eleverne – og lede dem på vej ud af Platons hule.
Oplysninger
Lagt op på hjemmesiden den 28. april 2026.
Personligheder og litteraturhenvisninger
Sokrates (469 f.Kr.–399 f.Kr.)
Græsk filosof fra Athen, Grækenland.
Platon (428 f.Kr.–348 f.Kr.)
Græsk filosof fra Athen, Grækenland. Han var elev af Sokrates og grundlægger af Akademiet. Platon er både den primære kilde til vores viden om Sokrates og til sin egen filosofi.
Litteratur:
Platon: Staten. Forlaget Hans Reitzel, 1975. Platons hulelignelse står i ”Syvende bog”, side 264–297.
Thomas Mann (1875–1955)
Tysk forfatter. Modtog Nobelprisen i litteratur i 1929.
Litteratur:
Mann, Thomas: Doktor Faustus. 1947. Den tyske komponist Adrian Leverkühns liv, fortalt af en ven. På dansk ved Mogens Boisen. Forlaget Gyldendal, 1979. Det anvendte citat findes i denne udgave på side 67–68.
Jørgen Bukdahl (1896–1982)
Højskolelærer, forfatter, foredragsholder og litteraturkritiker.
Det anvendte citat i omtalen af Jørgen Bukdahl findes i friskolernes tidsskrift Bavnen, nr. 34, 1953.
Litteratur om Jørgen Bukdahl
Engberg, Poul: Jørgen Bukdahl – en folkelig stridsmand. Poul Kristensens Forlag, 1991.
Slumstrup, Finn: Jørgen Bukdahl. En europæer i Norden. Biografi. Forlaget Gyldendal, 1988
Tegning og mosaikbilledet
Platons Hulebillede, tegnet af Erik Landers, 1984 og Mosaikbilledet med "Filosoffen og hans elever" (Se underteksten) findes i "Verdens litteraturhistorien- Bind 1, Oldtiden- på henholdsvis side 212 og 214.
Henvisning og link til relaterede artikler på hjemmesiden
Læs mere om Fri Lærerskole
 Ud AF PLATONS HULE med livsindsigt, nysgerrighed, selvtillid og virkelyst. |  Læreruddannelse til de frie skoler. Elbæk Lærerskole- idealer og virkelighed. 1917-1967. |  Læreruddannelser til de frie skoler. Christen Kold - Dalum Højskole,1862-1870. Laurs Rasmussen - Uddannelsesskolen i Ringe,1902-1915. Ejnar Skovrup - Kerteminde Folkehøjskole,1945-1948. |
|---|---|---|
 Tage Skou-Hansen. Højskolelærer og forfatter. |  Det musiske menneske. |  Reformernes tidsalder. |
 Læreruddannelse til de frie skoler - et fremadrettet perspektiv. Bidrag til Den Frie Lærerskoles 50 års jubilæumsbog i 1999. |  Underviser vi i fag eller med fag? |  Pædagogikkens forlegenhed |
 Modet til at være lærer |  Lærer for livet |