Højskolen og det postmoderne – 40 år efter
- om kunst, krop, menneskesyn og at finde sig selv
Nedenstående digitale essay er skrevet og udgivet i analog form i 1987 – midt i brydningstiden. Det er ikke et essay skrevet i 2026 om kulturdebatten i 1980'erne, men en næsten uændret tekst fra 1980'erne til læsere i 2026 og fremadrettet – uden at gøre det klogere med tilbagevirkende kraft.
Den analoge version fra 1987 indeholdt billeder, som det ikke har været muligt at fremskaffe til den digitale udgave. Derfor er der anvendt andre billeder, der på hver deres måde er i dialog med teksten, men som ikke specifikt relaterer sig til postmodernismen.
Under oplysninger i forlængelse af essayet findes yderligere redaktionelle oplysninger om essayet.
God fornøjelse med at leve sig ind i brydningstiden i 1980'erne, sætte essayet i dialog med nutidens udfordringer – eller blot lade sig føre ind i en anden tids tanker og forestillinger.
Kroppe i bevægelse. Maleri af Sergei Sviatchenco. 1991. Viborg Idrætshøjskole.
Højskolen og det postmoderne – 40 år efter
- om kunst, krop, menneskesyn og at finde sig selv
Af Laust Riis-Søndergaard
Højskolen er stærkt inspireret af Grundtvigs opfattelse af det levende ord – samtalen – som den væsentligste forudsætning for et frit samvær mellem mennesker. Måske er det også ham, der har en del af skylden for, at kunsten har haft så ringe en placering på højskolerne gennem tiderne. Sådan var det i hvert fald frem til 1970.
Fortryllende drøm
om evigheds-perlen i tidernes strøm!
Du gækker de arme, der søger omsonst,
hvad hjertet begærer, i billede og kunst,
så varigst de kalder, hvad sikkert forgår
som timer og år.
(Strofe 6, i ”Jeg kender et land”. N.F.S. Grundtvig. 1824. Højskolesangbogen nr. 42. 2021.)
Der er ikke givet kunsten megen tillid i ovenstående strofe. Det har måske noget at gøre med Grundtvigs livslange opfattelse af og opgør med hans samtid: den sorte skole, de intellektuelles selvhøjtidelighed, deres måde at udtrykke sig på og ikke mindst deres manglende forbindelse med folkets virkelighed.
Titlen på artiklen er »Højskolen og det postmoderne«. Det er en usædvanlig kedelig og poesiforladt titel, men en gang imellem er man nødt til at tage fat på nogle af de begreber, der presser sig på i tiden. At kalde noget for postmoderne er i sig selv underligt. »Post« betyder efter – men kan man forestille sig noget komme efter det moderne?
Der kan være mange grunde til at beskæftige sig med emnet, og jeg vil nævne to, der har vakt min nysgerrighed:
-
Nogle kredse taler meget om dette underlige begreb som om det drejer sig om hele verdens fremtid. Det er især folk omkring Kunstakademiet, universiteterne, arkitekterne og visse dagblade – især Information.
-
Det postmoderne kan opfattes som en TILSTAND i vores tid. En tilstand, der er ved at sætte sig godt og grundigt fast i hele den vesteuropæiske kultur.
Alene ud fra de to påstande vil jeg i det følgende forsøge at finde ud af, hvad der ligger i begrebet »det postmoderne«. Er der overhovedet noget i begrebet, eller er det blot blændværk, narreværk eller et nyt modefænomen på linje med så meget andet i vores kultur?
Dette er vel det mindste, man kan gøre over for nutiden og dens bevægelser. Vi må have tingene frem i lyset, så vi kan se, hvad der er i gære. Hvem har skabt dette udtryk? Hvad rummer det? Hvilken indflydelse har det på kulturlivet, og hvordan sætter det sig igennem hos menneskene?
Højskole 1992. Viborg Idrætshøjskole. Foto: Leslie Rolf i Årsskrift `1992. Tema: Billed-sproget.
Højskoleeleverne og tidsånden
Højskoleelever har altid været et godt barometer for, hvilke strømninger der er i tiden. I mødet med dem kan man få en fornemmelse af tøjmoden, musikstrømningerne, frisurerne og ikke mindst etik og moral. Jeg tænker her på højskolen generelt. Hvad skal man f.eks. mene om højskoleelever, der den ene dag er flippere, og den næste dag kommer i jakkesæt med slips og er velfriserede? Den ene dag fremfører de nykonservative synspunkter, den næste dag brændende socialistiske og tredjedagen anarkistiske. Jeg spurgte nogle højskoleelever, hvorfor det forholdt sig sådan. "Livet skal være farverigt," lød svaret.
Denne programerklæring kan man vel næppe være uenig med dem i. Da vi på sommerskolen holdt en lørdagsfest, var gymnastiksalen pyntet med gule, røde, sorte, grønne, blå og violette farver. Smukt, fascinerende og konsekvent gennemført stilforvirring. Men hvad så med den politiske holdning og livssynet? spurgte jeg videre. Kan man skifte dem ud fra den ene dag til den anden? Kan man aldrig helt vide, hvor man har sine medmennesker, f.eks. i afgørende situationer i ens liv? Det kom der ikke rigtigt noget svar på.
Man kan selvfølgelig antage, at dette er et sundt udtryk for unge menneskers behov for at få afprøvet forskellige livsanskuelser for derigennem at finde en identitet. I så fald adskiller ovenstående beskrivelse sig ikke væsentligt fra, hvad en højskolelærer kunne opleve for 20, 50 eller 100 år siden. Men alligevel fornemmer jeg, at vi står over for en tilstand, der adskiller sig fra tidligere. Hvem skal jeg spille i aften? Hvilket liv skal jeg vælge? Som om det blot var noget, man kunne gøre fra den ene dag til den anden.
Det er blevet vanskeligere at gå ind i en værdisamtale med højskoleeleverne. Derved adskiller de sig ikke fra hovedtendenserne i den øvrige del af befolkningen. Som højskolelærer kan man få en fornemmelse af, at de har været forbi det hele. Alt er prøvet. Ord og handling er ikke længere forankret i en tilværelse, der betyder noget afgørende for den enkelte. Der er i disse år lidt supermarkedsmentalitet og forbrugerisme over menneskene i forandringssamfundet.
Den postmoderne kerne: Ligegyldigheden
Her er vi ved kernen i den postmoderne tilstand: Ligegyldigheden.
Alt er ligegyldigt og dermed også lige gyldigt – eller lige forkert.
De store metafysiske, helhedsskabende sammentænkningers tid er forbi. Synteserne, systemerne, mytologierne og ideologierne er alle døde som sild i en tønde. Verden er splittet, adskilt – eller med et postmodernistisk udtryk: fragmenteret. Det vil sige, at kristendommen, liberalismen, marxismen og konservatismen er færdige som fortolkning af og grundlag for forståelsen af den menneskelige tilværelse. Mennesket er reduceret til rollespil, hvor vi sidder tilbage med ritualer uden mytisk indhold, kun med os selv som centrum. Det er sat lidt på spidsen, men ikke ret meget.
Pointen inden for en meget fremtrædende fløj af den danske postmodernisme er, at der ikke er ret meget at stille op med hele miseren – og at det skal vi være glade for. Historien og alt det mas, vi hele tiden har med den, er bragt til ende. Tiden er slut. Tilbage er kun et rum, hvor vi kan boltre os frit og planløst og blande elementer fra enhver stilperiode, åndsretning eller filosofi sammen – i kunst og tænkning. De postmoderne lover os en overordentlig grad af befriet mangfoldighed. Enhver kan frit sammensætte sit eget univers og skifte det ud i morgen med et endnu mere fristende. Udbuddet i postmodernismens kulturelle varehus er uudtømmeligt. Man er leveringsdygtig i alle ting fra fortid, nutid og fremtid. Udgangspunktet for postmodernisterne er, at tilværelsen er tom, og at mennesket i egentlig forstand er et historieløst væsen. Her i 1980'erne viser postmodernismen sig i den nye stilblandende arkitektur, punken, new wave, den nye lyrik, De Vilde Malere samt i fransk og italiensk filosofi og kulturanalyse.
"det der spærrer vejen får en til at gå videre frem". Camus. Foto: Nick Nielsen i Årsskrift `1992. Tema: Billed-sproget.Viborg Idrætshøjskole.
Gud og grammatik – eksempler på postmodernisme
I 1984 opsøgte jeg en udstilling på Charlottenborg i København med titlen "Gud og grammatik".
En lidt kryptisk titel, der ved nærmere eftertanke rummede mange betydningslag, blandt andet modsætningen mellem følelse og fornuft. Udstillingen var et forsøg på at samle den nye kunst og de nye udtryk, der prægede tiden – netop for at antyde mangfoldigheden og forskellighederne inden for billedkunst, video, arkitektur, skulptur, fotografi, lyrik og musik. Kunstnerne var alle unge mennesker mellem 20 og 35 år. De havde ingen ambition om, at udstillingen skulle fremstå som én samlet idé eller et fælles program. Lad tusind blomster blomstre. Det var et klart brud med den traditionelle udstillingsform. Udstillingen står stadig klart i min erindring. Et enormt bombardement af sanseindtryk. Og Michael Strunge kom ikke.
Midt i rummet stod nogle skulpturer af Kirsten Langkilde. De forestillede tre løbende mennesker.De stod som lyn i rummet, formet i en rytmisk zigzagbevægelse. Skulpturerne kunne opleves som et billede på livets hastighed. På én gang forrykte og angstfyldte – som mennesker på flugt – men samtidig besat af en hektisk livsglæde og energi. Tre lyn, der slog ned i bevidstheden. Mennesker, der løber på tidens kant. Kirsten Langkildes skulpturer kan også være et billede på, hvordan den nye kunst bliver til. Det går hurtigt. Meget hurtigt. Der er ikke langt fra tanke til handling og form. Idéer omsættes med en hastighed som aldrig før.
Man hugger stilelementer hist og her og sætter dem sammen uden mindstemål af æstetisk sans, respektløst, vrængende og dilettantisk. Der ligger ingen moralsk fordømmelse i denne karakteristik. Dels er der en pointe i dilettanteriet – nemlig at det er bevidst. Dels er det ikke hele sandheden. Vi skal i det følgende se på, hvordan forskellige kunstnere formulerer den postmoderne kunst og tilstand. Af pladshensyn bliver det kun til antydninger. Retfærdigvis må jeg – i ægte postmodernistisk stil - sige, at dette langt fra er hele sandheden om kunstnerne.
De Vilde Malere
"Indhold i traditionel forstand findes egentlig ikke hos os." "Bagved ligger ingen rationel forstand, heller ingen vilje til at oplyse andre om verden." Det er en kunst, der erklærer sig hverken for eller imod noget. Den unddrager sig, når man forsøger at gå den på klingen.
(Kritik nr. 70, s. 9. Artikel af Helmut Friis.)
Skulptur
I de sidste par år er der sket et nybrud i den helt unge danske skulptur. Det er skabt af en række kunstnere, der bygger videre på det billedkunstneriske opgør med modernismen, men som selv kun har oplevet den afsluttende fase af den. ”Monument, smilende”- en udstilling med skulpturer af Henrik B. Andersen, Øivind Nygård, Morten Stræde og Elisabeth Toubro (Galleri Nørballe, 1985), giver et godt billede af dette nybruds egenart. Deres forudsætning er den adskilte verden.
I forordet til udstillingskataloget skriver Carsten Juhl: "De lever i en verden, hvor sandheden og virkeligheden, teori og følelse er adskilte begreber. Deres skulpturer peger ikke mod et mål eller en sandhed, men er vendt mod det tomme rum eller mod en verden fyldt med former og tegn – et skalkeskjul for tomhed."
"Det lille barn undrer sig". Litografi. Erland Knudssøn Madsen. Billedkunstner.Thy. 2001,
Den store improvisator
Et eksempel fra litteraturen kunne passende være Michael Strunges novelle
»Den store improvisator«. Novellen stod i det første nummer af det
kulturradikale tidsskrift »FREDAG«. I indledningen til novellen skriver
Michael Strunge:
»Jeg har stjernerne, og jeg har mine cigaretter. Når jeg tænker på menneskene,
bliver jeg tom og føler næsten, at jeg forsvinder. Jeg går hen til
spejlet og siger:
Mark, du er et menneske, og du skal ikke tænke over det.
Tænd for fjernsynet eller gå ned og køb nogle cigaretter. Og det gør jeg
så. Jeg tænker heller ikke over mit navn, men jeg er glad for, at jeg har et.
Selvfølgelig kan jeg ikke lade være med at tænke over det med menneskene
alligevel, men jeg holder det for mig selv og kan ligesom ignorerer
det så meget, at jeg lader det køre som baggrundsmusik, mens jeg tænker
på andre ting. Når jeg går ind af døren nede i kiosken, har jeg kapslet mine
tanker meget ind, at jeg føler mig næsten sikker på, at man næsten ikke
kan mærke noget på mig. Jeg sørger for at få det overstået med få ord. Har
pengene talt op på forhånd, sniger mig diskret ind i forretningen og lader
blikket glide rundt. I et kort sekund ser jeg direkte igennem ekpedientens
øjne og beder om nogle cigaretter, der ryges meget. Så betaler jeg hurtigt
og ud igen. Jeg synes, jeg er god til det. Ude på gaden bliver jeg ofte rystet
over, hvad jeg lige har gjort.
-Det er jo helt vildt, siger jeg til mig selv. Men jeg ved ikke, hvad der er
så utroligt og uvirkeligt i det. Men det hjælper altid at sige »helt vildt« hen
for mig selv.
Engang købte jeg en avis. Det skulle jeg aldrig have gjort. Det tog mig
en hel uge at komme over det. Hvor jeg var ude af stand til at se mig selv i
spejlet og måtte melde mig syg på arbejdet. Allerede da ekspedienten
lagde avisen på disken, vidste jeg, at den var helt gal - men da var det for
sent. Han lod som ingenting, men jeg vidste, at jeg nu var nødt til at læse
avisen og dermed blive indviet i det med menneskene. Men jeg forstod
ingenting. Selvfølgelig forstod jeg det med krigene, mordene og ministrene.
Og tegneserierne. De sidste var på en gang meget tæt på og meget
langt fra sandheden. Som koder over mennesketilværelsen. Men avisen
sagde intet om, hvad det var. Og aldrig har jeg følt så stærkt, at jeg ikke var
et menneske. ( ... )«
Tonen i novellen er hård, og man kan tydelig mærke, at Mark søger efter fællesskab og mening i den opsplittede og fremmedgjorte tilværelse. Han finder det ikke, fordi han hele tiden undgår at komme ind i en samtale og i forpligtende fællesskaber med andre mennesker. Mark er dybt ensom og fortæller i slutningen af novellen den egentlige årsag til tilstanden: »Tænkte på, da jeg gik hjem fra kiosken, om jeg var en særling. En afsporet person. Men jeg slog det hen og gik lige hjem. Let ophidset. Jeg tror ikke, jeg er pervers, men jeg har påtaget mig alt det, som andre mennesker kun kan bære i fællesskab«.
De postmoderne filosoffer
Med et lignende billede kan man beskrive de postmoderne filosoffer. Det drejer sig eksempelvis om Jean Baudrillard, Jean-François Lyotard- begge franskmænd og italieneren Mario Perniola. Alle tre har haft en afgørende indflydelse på den postmodernistiske udvikling i Europa.
I en artikel i ”tidsskriftet Den frie Lærerskole”, nr. 4, årgang 33 (1985), beskriver rektor ved Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler i København, Else Marie Bukdahl, postmodernisterne således: "Det stærke engagement, den søgen efter enhed eller helhed, der karakteriserede de foregående år, er hos de postmoderne filosoffer afløst af en distance til verden. De betragter virkeligheden i en vis afstand. Et voldsomt engagement og en stærk interesse i at ændre verden vil nødvendigvis medføre, at man bekæmper alle de opfattelser, der spænder ben for ens eget sigte. Det distancerede forhold til virkeligheden medfører derimod, at man får overblik og et større rum omkring sig. Det giver mulighed for at indfange nye sider af virkeligheden eller afdække glemte dimensioner."
Spørgsmålet er, om man uden videre kan sætte sig uden for verden og skabe kunst derfra. Det kan man naturligvis godt. Men det bliver en anden kunst end den, der skabes af kunstnere med et personligt engagement i den virkelighed, de ønsker at beskrive. Else Marie Bukdahl er en dygtig fortolker af postmodernismen, men hun har mere til overs for dens kunstopfattelse og livssyn, end jeg kan mobilisere. Hun skriver videre:
"Den postmoderne tænkning bliver ofte fortolket som udtryk for, at alt er ligegyldigt, ligeværdigt og tomt. Og den postmoderne kunst karakteriseres som skinnende overflade, dekorativt ornament eller et symptom på værdisammenbrud. Allerede de ovenstående bemærkninger afslører, at denne karakteristik er både fejlagtig og uretfærdig. Værdierne er ikke hjemløse i denne verden – de bliver blot fortolket på en anden måde. (…) For de postmoderne filosoffer står den enkelte alene med ansvaret for sit liv, og han kan heller ikke holdes oppe af et præcist defineret fremtidshåb. For troen på fremskridtet er bristet. Det drejer sig nøgternt og sagligt om at turde indse dette og have mod til at leve med det."
Denne fortolkning af de postmoderne filosoffer vender jeg tilbage senere.
Arkitekturen
Inden for arkitekturen finder der et opgør sted med funktionalismens lige vinkler, der nåede sit højdepunkt i 1970'ernes højteknologiske stil.
Postmodernisterne inden for arkitekturen er enige i kritikken af den sjælløse containerarkitektur, den manglende miljømæssige sammenhæng, de ensformige kontorbygninger og store monumentale højere læreanstalter og kongrescentre samt satellitbyernes menneskefjendskhed og spekulationsbyggeriet. Den postmodernistiske arkitektur er utrolig spændende og opløftende. Der gøres ihærdige bestræbelser på at ændre denne udvikling. Det sker ikke mindst i erkendelsen af, at boligen er en særdeles væsentlig del af vores dagligdag. Inden for arkitekturen tager man blandt andet udgangspunkt i tendensen til at søge tilbage til kernefamilien – uden at man nødvendigvis af den grund behøver at gentage de gamle kønsrollemønstre og samværsformer. Det betyder meget, at folk bor godt og sundt, lyst og venligt. Ikke nødvendigvis kvadratisk eller rektanggulært. Den postmodernistiske byggestil er kendetegnet ved utraditionel udsmykning med f.eks. søjler, anderledes facader, buer og lysindfald. Endvidere er der en hensigtsmæssig og fantasifuld indretning. Den postmodernistiske ide om det dekorative har lange rødder tilbage - så i den forstand er det ikke noget nyt. Den suveræne blanding af traditionselementer kan føres tilbage til den sydeuropæiske barokkunst og klassicismen i 1600-tallet.
Nye orienteringspunkter
Postmodernismen er mindst 117 forskellige ting. Nogle er affødt af normløsheden og værdisammenbruddet. Nogle er affødt af en overvindelse af tidligere tiders naivitet. Nogle er affødt af politiske forhold. Postmodernismen befinder sig i en svæven mellem de kulturelle tegn – tømte for indhold. Ser vi på kort sigt, kommer postmodernismen vel som en reaktion på det stærke engagement og den søgen efter enhed, totalitet og sandhed, som prægede1968-ungdomsoprøret, og som satte sig igennem i 1970'erne ved en ensidig politiserende og analyserende opfattelse af kunst og virkelighed. Derfor kommer der nu en distance til virkeligheden og en tørst efter at afdække nye orienteringspunkter.
Den traditionelle virkelighedsopfattelse er sprængt. Set i et længere historisk perspektiv kan man sige, at romantikken (1800-1875) gav svar på spørgsmål og viste sandheder. Modernismen i de første 60 år af det 20. århundrede stillede spørgsmål uden at få svar, men kunne til sidst slå sig ned i en vedvarende spørgen: »VI VENTER PÅ GO'DOT« (GO'DOT = GUD og henviser til Samuel Becketts skuespil fra 1959). Postmodernismen stiller ingen spørgsmål!
Maleri. Jakob Riis-Søndergaard. 2025.
Højskolens fronter – det moralske tab
Det er en spændende tid, vi lever i, og der er ingen grund til at hænge med skuffen. En af måderne at forholde sig til samtiden på er at forstå forudsætningerne for den. Her har højskolen en stor udfordring af almen og gymnastik-/idrætslig art. Højskolen må være med til at give eleverne mod og indsigt til at være med i tiden. Det kræver, at højskolen selv vil denne dialog med samtiden, men også at den vedkender sig et menneske- og skolesyn, der ikke reducerer mennesket til et rent fornufts- og historieløst væsen. Vi lever i høj grad historisk. Det vil sige i tillid til vores erfaringer. Al ordentlig forandring må, i modsætning til den postmodernistiske opfattelse, tage udgangspunkt dér og i en undren, forventninger og visioner om fremtiden. Et af de store spørgsmål, der trænger sig på i øjeblikket, er: Hvordan kan mennesket komme ud af sin ensomhed og genfinde sig selv i en opsplittet og kaotisk verden?
Gud er død
Postmodernismen har klare forudsætninger i noget andet end kunsttraditionen. Den er en konsekvens af den belastende erfaring, mennesket har kunnet gøre sig de sidste 200 år – og som er det basale i modernismen som erkendelsesform.
»GUD ER DØD«, som det blev formuleret af filosoffen Nietzsche. Det er ikke uden grund, at netop han har fået en renæssance i vores tid. Mennesket er blevet overladt til sig selv i ensomhed. Det opfatter postmodernisterne som en frisættelse og en mulighed. De opfatter ikke sig selv som skabt, men som et individ, der skal skabes forfra hver gang. Alt starter forfra, hver gang!! De træder ikke ind i en historie, men skal først skabe og iscenesætte sig selv. Derfor er der en masse mennesker, der uafbrudt løber rundt og »skaber sig«. Men på denne måde kan mennesket ikke længere realisere sig selv i forhold til en faktisk og værende etik. Man skal selv forvalte og skabe sin moral, så den alene stemmer overens med og harmoniserer med dets indre stemme og samvittighed. Dermed peger postmodernismen i retning af et andet tidstypisk fænomen i vores samtid: INDIVIDUALISMEN.
En lang række samfundsmæssige og idéhistoriske forhold de sidste 200 år har medført, at det moderne menneske forstår sig selv som »ET JEG«.Hvad der end sker, så er jeg mig selv. Jeg kan godt indgå i fællesskab med andre, men så er det mig, som indgår i dette fællesskab. På dette punkt var Grundtvig gammeldags, idet han mente, at mennesket bliver til ved sin historie, sproget og gennem det folkelige fællesskab, det tilhører. Inden barnet bliver født, er fællesskabet der, og det former barnet i dets opvækst, ligesom barnet selv er med til at forme det i en vekselvirkning. Fædrelandet og modersmålet var for Grundtvig endnu vigtigere for barnet end dets far og mor.
"Øjeblikket er tidens frø". Foto, Nick Nielsen. Årsskrift `1992. Viborg Idrætshøjskole.
Individ og ansvar
Individ er det latinske ord for udelelig. Det græske ord for det samme hedder atom. Og det er måske klarere at sige, at det moderne menneske er blevet atomiseret i takt med, at det selv har fået individstatus. Det, vi står over for, er en fragmenterende kultur, som hellere vil se enkeltheder end helheder og sammenhæng. I disse år er privatiseringen blevet et andet modeord inden for politik. Man vil overlade mindre til statslige fællesskaber og mere til den enkelte borger. (Retfærdigvis skal det siges, at der er vilje til at overlade indflydelsen til mange mindre omfattende fællesskaber. Den politiske privatisering er således ikke et entydigt fænomen.) Dybest set er det også det, der sker i postmodernismen. Det er kunstnernes egne følelser og oplevelser, som de giver udtryk for. Og de er ikke forpligtede til at kunne delagtiggøre andre i dem, hvis disse ikke forstår dem. Storm P. har et ordskifte herom. En mand står og kigger på et maleri og siger så: »Det forstår jeg ikke.« Maleren står ved siden af ham og forklarer: »Der er ikke noget at forstå!« »Nå, så forstår jeg bedre!«
Filosofisk set er den mest individualistiske retning vel eksistentialismen. Her gælder det om, at den enkelte træffer sin egen beslutning – sit eget valg eller sin egen afgørelse – og er ansvarlig herfor. Nogen stærkere understregning af individualiteten kan man vel næppe finde.
Maleri. Jakob Riis-Søndergaard. 2024.
I forbindelse med Else Marie Bukdahls fortolkning af de postmodernistiske filosoffer skrev jeg, at »for de postmodernistiske filosoffer står den enkelte alene med ansvaret for sit liv«. Er mennesket alene ansvarligt for sit eget liv? Det vil jeg personligt under alle omstændigheder klart svare nej til. For mennesket lever ikke sit liv isoleret fra andre mennesker; tværtimod er vi fra begyndelsen indfældet i hinandens liv og dermed også ansvarlige for noget af det.
Ved dette spørgsmål kom jeg til at tænke på et afsnit i Ole Wivels bog Sansning og symbol – om kunst og digtning i K.E. Løgstrups filosofi. Heri refererer han et møde med K.E. Løgstrup på Krogerup Højskole i 1950, hvor Løgstrup talte om humanisme og kristendom. Han pointerede her, at mennesket har en fordring om at tage vare på sin næstes liv. Denne fordring har som baggrund den ufravigelige kendsgerning, at mennesker i deres tilværelse er hinandens verden – hinandens skæbne på godt og ondt. Løgstrup siger endvidere, at denne fordring er vi tilbøjelige til at overse, fordi vi er vænnet til at opfatte den verden, hvori det enkelte menneske lever, som en verden, vi ikke hører med til. Men vi er hinandens verden. Vi har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at vi holder noget af dets liv i vor hånd, siger K.E. Løgstrup.
Kunst og menneskesyn
Kan kunsten give svar og vise retning for mennesket? Det kan den godt, men det afhænger af, hvordan den er skabt. Kunst, udelukkende skabt af tomheden, må nødvendigvis blive tom! Hvis kunsten er skabt ud af et personligt engagement i nogle fællesmenneskelige vilkår, kan den lukke os op og vise os verden. Der må ske noget i livet, før der kan ske noget i kunsten. Et par eksempler til belysning:
Martin A. Hansen, som regnes blandt de betydeligste danske forfattere i det 20. århundrede, ville ikke være kunstner med stort K. Men han kunne ikke lade være med at skrive. Han løftede sig ikke op over samtiden og stillede sig an som iagttager. Hans udgangspunkt var en anfægtelse og et personligt engagement i de menneskelige eksistensvilkår. Hans forfatterskab var tæt knyttet til eksistentielle, religiøse, moralske og samfundsmæssige spørgsmål.
Kunstneren Pablo Picasso var antifascistisk og engageret i den spanske borgerkrig. Picassos værk »Guernica« er et andet stærkt historisk eksempel på forbindelsen mellem levet erfaring og kunst. Picasso blev påvirket af bombardementet af den baskiske by Gernika den 26. april 1937, og begivenheden blev en afgørende impuls til skabelsen af »Guernica«. Maleriet blev udført til den spanske pavillon ved Verdensudstillingen i Paris samme år. Hos begge kunstnere går kunsten bag om mistilliden, indignationen og refleksionen og gør vores nysgerrighed større end de fordomme, vi har.
Skulpturgruppen "Vækst og hvile" er skabt til Viborg Idrætshøjskole af den danske billedhugger, Karen Højsgård Nielsen i perioden 1988-1989 med støtte og bevilling fra Statens Kunstfond. Et stort træ støbt i bronche. Ved foden har kunstneren strøet tre udvalgte granitsten. En tilhørende bænk i bronche indgår som en fast del af skulpturgruppen. Den inviterer højskoleelever, medarbejdere og andre forbipaserende til at sætte sig ned, finde hvile og nyde udsigten over Søndersø og Viborg by.
"Vækst og hvile"
At genfinde sig selv i fællesskab med andre!
En af de mere om sig gribende løsningsforslag på den påstand, at tilværelsen er tom, og mennesket er ensomt, er terapier af forskellig art. Gennem dem håber man at kunne genoprette det nedbrudte JEG. Det kan ske åndeligt eller legemligt. Mest selvfølgelig skulle den åndelige vej være, da individualisme og sjæl altid har været forbundne. Men den legemlige individualisme har vundet frem. Man kan finde sig selv, hvis man finder sit legeme!!
Jane Fonda skriver: »Som barn var jeg den typiske klumpedumpe – kejtet, buttet og genert. Jeg var overbevist om, at da Gud delte ynder ud, var jeg gået glip af min portion. Jeg afskyede min krop. Jeg følte, at et andet, mere interessant JEG var blevet lukket inde i den forkerte krop. På en eller anden måde var jeg blevet forrådt.« (WORKOUT – i form med Jane Fonda, side 13). Her finder vi den klassiske individualisme, hvor man har et medfødt JEG, og en moderne, hvor dette jeg ikke kan blive til. Men det går igen, efter at hun har udarbejdet sit WORKOUT-program:
»Jeg er ikke længere Jane Fonda, skuespilleren, hustruen, moren, aktivisten. JEG ER GYMNAST. Jeg skal til ydergrænsen af mine evner og ud over dem, for jeg forbereder mig til konkurrence. Konkurrencen er mod mig selv. I dag, hvor jeg er treogfyrre, er min krop stærkere og smidigere, og jeg føler mig bedre og ser bedre ud, end da jeg var tyve.« (WORKOUT, side 24).
Det forlyder, at Jane Fonda er livsfarligt svækket af overanstrengelse og fejlernæring! Det forekommer relevant at spørge Jane Fonda og andre moderne mennesker: Hvad med at finde sig selv sammen med andre?
Individ og fællesskab. Viborg Idrætshøjskole. Foto. Nick Nielsen. Årsskrift `1993.
Oplysninger
Essayet blev trykt i Gymnastikhøjskolen ved Viborgs Årsskrift 1987 under overskriften „Højskolen og det postmoderne“. Højskolen hedder nu Viborg Idrætshøjskole og kan i efteråret 2026 fejre 75-års jubilæum. Den digitale version er uploadet den 1. september 2026 med overskriften: „Højskolen og det postmoderne – 40 år efter. Om kunst, krop, menneskesyn og at finde sig selv“.
Min kone, Lisbeth Riis-Søndergaard, og undertegnede fik ansættelse som højskolelærere på Gymnastikhøjskolen ved Viborg i 1986 og var tilknyttet denne højskole frem til 1995.
På startsiden, kan interesserede læse mere om baggrunden for at arbejde med "Tekster til læsning, eftertanke og samtale".
Kortfattet oversigt over de personer, der nævnes i essayet:
-
Baudrillard, Jean (1929–2007)
Fransk sociolog og filosof. -
Beckett, Samuel (1906–1989)
Irsk forfatter og dramatiker. -
Bukdahl, Else Marie (1937–2026)
Dansk kunst- og litteraturhistoriker, professor og tidligere rektor for Kunstakademiets Billedkunstskoler. -
”De vilde malere” nævnes kort i essayet. De blev også kaldt for ”De unge vilde” og det var en gruppe af unge danske kunstnere, der studerede ved Kunstakademiet i København i begyndelsen af 1980´erne.
-
Fonda, Jane (f. 1937)
Amerikansk skuespiller, forfatter, fitnessikon og aktivist. -
Grundtvig, N. F. S. (1783–1872)
Dansk præst, digter og teolog og en af højskoleidéens vigtigste inspirationskilder. -
Kierkegaard, Søren (1813–1855)
Dansk filosof, teolog og forfatter og en afgørende forløber for eksistentialismen. -
Langkilde, Kirsten (f. 1950)
Dansk kunsthistoriker og akademisk leder, bl.a. tidligere rektor for Kunstakademiets Billedkunstskoler. -
Løgstrup, Knud Ejler (1905–1981)
Dansk filosof og teolog. -
Lyotard, Jean-François (1924–1998)
Fransk filosof, der blev central for forståelsen af postmodernismen. -
Nietzsche, Friedrich (1844–1900)
Tysk filosof, der udfordrede traditionelle forestillinger om sandhed, moral, Gud og mennesket. -
Perniola, Mario (1941–2018)
Italiensk filosof og æstetikteoretiker. -
Picasso, Pablo (1881–1973)
Spanskfødt kunstner og en af det 20. århundredes mest betydningsfulde billedkunstnere. -
Petersen, Robert Storm („Storm P.“) (1882–1949)
Dansk tegner, maler, forfatter og humorist. -
Strunge, Michael (1958–1986)
Dansk digter og en central skikkelse i 1980'ernes litteratur. Hans lyrik forbinder storby, ungdom, krop, kærlighed, angst, død og identitet. -
Wivel, Ole (1921–2004)
Dansk forfatter, lyriker, redaktør og forlægger.
I forlængelse af dette essay:
Her finder du andre essays og interviews, som på forskellig vis knytter an til dette essay. Klik på titlerne for at læse videre:
Læs mere Fri Lærerskole
 Højskolelærer Højskolen og det postmoderne - 40 år efter. Om kunst, krop, menneskesyn og at finde sig selv. |  Ud AF PLATONS HULE med livsindsigt, nysgerrighed, selvtillid og virkelyst. |  Læreruddannelse til de frie skoler. Elbæk Lærerskole- idealer og virkelighed. 1917-1967. |
|---|---|---|
 Læreruddannelser til de frie skoler. Christen Kold - Dalum Højskole,1862-1870. Laurs Rasmussen - Uddannelsesskolen i Ringe,1902-1915. Ejnar Skovrup - Kerteminde Folkehøjskole,1945-1948. |  Højskolelærer og forfatter Samtale med forfatteren Tage Skou-Hansen. |  Det musiske menneske. |
 Reformernes tidsalder. |  Læreruddannelse til de frie skoler - et fremadrettet perspektiv. Bidrag til Den Frie Lærerskoles 50 års jubilæumsbog i 1999. |  Underviser vi i fag eller med fag? |
 Pædagogikkens forlegenhed |  Modet til at være lærer |  Lærer for livet |