Pædagogikkens forlegenhed

 

Det ligger i pædagogikkens væsen, at den udøves intentionelt. Dvs. ledes af udøverens menneskeforståelse og synet på opdragelse, uddannelse, dannelse, socialisering, etik, viden, skolesyn, politik, formidling og undervisning. Pædagogik vægter det normative og opdragende. Hvorfor så en overskrift som "Pædagogikkens forlegenhed?"

 

Har pædagogikken udspillet sin klassiske rolle i skolen og i undervisningen?Hvad har i så fald overtaget denne plads, og hvordan kan læreren se sig selv som underviser i dette lys? De spørgsmål diskuterer artiklen i lyset af de dybe eksistentielle, politiske og kulturelle forandringer siden 1960èrne.

 

 

 

Af  Laust Riis-Søndergaard

Pædagogikkens forlegenhed

Undervisningen i filosofi er gået i gang. Syv minutter over tiden kommer en 3.g èr buldrende ind i klassen med en stor toast og en cola i hånden. Hun sætter sig og begynder indtagelsen af den medbragte føde. Læreren stopper undervisningen og siger generelt henvendt til klassen, at ”det er iorden at medbringe kaffe eller te i undervisningen, men jeg ser helst, at I ikke spiser mad i mine timer.”Eleven mumler et ” hvorfor”, imens hun med et hovedtræk trækker ost og salat ud af toasten.

Læreren begrunder med at ”det afleder opmærksomheden fra undervisningen og det er ikke rimeligt over for de andre, der er kommet til tiden”.

”Hvad nu hvis det er fordi jeg er sulten , så kan jeg ikke koncentrere mig om undervisningen”, siger eleven lettere irriteret. ”Hvad vil du gøre, hvis jeg fortsætter med at spise?” 

”Så smider jeg dig ud”, replicerer læreren…….

Hvoffer har en buko ingen vinger?

Hvoffer sir den buh og ikke vov?

Hvoffer sidder neglen på min finger?

Hvis den sad på næsen var det sjov!

Hvoffer sidder øjet ikk`i nakken?

Hvoffer er jeg ikke ble`t en kat?

Hvoffer kan min støvle ikke tale?

Hvoffer hvoffer dit og hvoffer dat?

 Kamma Julie Laurents. (1903-1996) Spørge Jørgen havde debut som sang i radioens børnetime i 1938. Den udkom som bog i 1943.

Et læredigt

Spørge Jørgen er et læredigt. Han stiller fjollede og dybt filosofiske spørgsmål til voksenkulturen. I sidste vers bliver det hans far for meget  ” Jør`n fik smæk! og Jør´n blev lagt i seng! Hvoffer har jeg dog så ondt i numsen? Jeg skal aldrig spørge fjollet mer! ”

Det er en trist udgang for spørge Jørgen. Han stiller ellers gode spørgsmål. Han spørger til verdens substans og til det specielt menneskelige og til medskabningerne. Hvad er det, der gør os til det vi er?

Gymnasieeleven i dette ene simple eksempel spørger mere ind til grænser, egne behov, normer og læreren bliver presset ud i en argumentation, der handler om det individuelle contra det fælles.

Det er en problemstilling, der presser sig mere og mere på i undervisningssammenhænge og i samfundet som helhed. Forholdet mellem den enkelte og fællesskabet, har altid været i spil, men det forekommer i dag sværere at skabe dialog mellem dem. Det hænger givetvis sammen med nogle store og grundlæggende forandringer af eksistentiel og bevidsthedsmæssig karakter. Hvordan kan det aflæses hos unge, i pædagogikken og i undervisningen?

Kulturskiftets indvirkning  på de unge og  pædagogikken

I den Amerikansk /Canadiske forfatter Douglas Couplands  roman ”Generation X –fortællinger for en accelererende kultur”, møder læseren bla. følgende citater:

” Xérnes hjerner er så fyldt af reklamer, tegneserier, MTV – videoer og gamle tv-serier, at de vil huske dem, længe efter at de har glemt deres familier”.

” Når man er yngre, tror man, at ironi er et mål i sig selv. At man kan gå fra

vugge til grav, som et røvhul, der kun udtrykker sig ironisk.”

” Jeg keder mig så meget, at jeg tror, jeg besvimer.”

Douglas Coupland (1961). Amerikansk/Canadisk forfatter. Generation X, udkom i 1991.

Medierevolutionens følgevirkninger

Børn, unge og voksne er i dag omgivet af de elektroniske billedmedier og et latent informationspres. Det definerer vores fiktive livsrum i form af fortællinger, følelser, oplevelser og normtilegnelse. De fleste af os får ydermere informationer om områder, som vi ikke har førstehåndskendskab til, gennem billederne. Der er således opstået et fælles billedrum, hvor både børn og voksne kan være tilstede på samme tid. De ser de samme film, får de samme informationer. Det er en medierevolution på højde med bogtrykkerkunstens opfindelse i 1400 tallet, men på alle områder mere ustyrlig.

Børn bliver i dag voksne meget hurtig. Denne ”barn unge- voksen- lighed” opleves i dag mærkbart i hjem og skole, især i tiltaleformerne.  Opdragelse og dannelse har andre vilkår end tidligere og har ikke ret store chancer, hvis det sker tvungent og pr. automatik. Udtrykket opdragelse er langsomt blevet udskiftet med læring og dannelse med ” individuel kompetence”. Undervisning er kommet til at handle om det læreren gør og læring med det, der sker hos den enkelte, når vedkommende er motiveret og har lyst. Dertil har der sneget sig den opfattelse ind, at det ikke er muligt at lære andre noget.

Ideal og virkelighed

Unge er veltalende og dygtige til at være på. De kan føre sig frem, forhandle og stille krav.  Frigørelsen og frisættelsen fra traditioner, autoriteter og forældre, er en realitet på det sproglige og teoretiske plan, men helt anderledes ser det ud i den virkelige hverdagskultur. Der skal idealet om det ophøjede og frigjorte menneske forenes med andre krav og behov. I det hypermoderne frigjorte samfund, bliver der holdt øje med-og tilrettelagt som aldrig før

Det starter i børne institutioner med  færdigfabrikeret legetøj og kunstige legepladser.Videre til skolen, hvor der skal udarbejdes uddannelsesplaner, der skal realiseres effektivt og uden for mange eksperimenter. Herefter kan man overleveres til overvågningssamfundet, teleselskaberne, evalueringsinstitutter, forbrugerundersøgelser, arbejdsformidlinger, skattevæsenet, fotokopieringsmaskiner og medierne.

Nyere undersøgelser fremhæver, at unge i dag har vanskeligheder med at bruge hoved, hænder og fødder på grund af for lidt bevægelse og naturlig leg i naturlige omgivelser. Mange unge mangler identitet og rygrad fordi de sjældent har mødt den gode modstand i samtaler med forældre, lærere og venner. Her er vi ved et af tidens vanskelige spørgsmål, som handler om den megen fokus på den enkelte og fraværet af de mere forpligtende fællesskaber.

Mange unge mangler identitet og rygrad fordi de sjældent har mødt den gode modstand i samtaler med forældre, lærere og venner

Der rettes så meget fokus på den enkelte, at det efterhånden er et problem i skolen og i hjemmet og på arbejdspladserne. Det er vanskeligt at etablere nogle ordentlige og bæredygtige fællesskaber og opretholde det civile og demokratiske samfund. Fællesskaber er højst midlertidige og funktionsbestemte. Forfatteren Susanne Brøgger udtrykte det for nogle år siden således:

” Vi er så atomiserede, at vi næsten ikke reagerer på samfundet mere. Mange efterlyser en samfundsdebat, men den kan ikke længere føres, fordi samfundet som centralnervesystem, som fællesnævner og modstand er væk. Centralkulturen er erstattet af sidegadecafeer og tilbudskultur med Buddha på det ene gadehjørne, Hitler på det andet og fugtighedscreme på det tredje. Man er altid på flugt fra massemedierne, for man har ikke andet centralnerve, end flugten fra kedsomheden".

Pædagogikkens forlegenhed

At holde skole- handler om at ville noget i verden. At have intentioner om at gøre verden bedre i kraft af den pædagogiske virksomhed, man udøver i form af undervisning og opdragelse. Det ligger i pædagogikkens væsen, at den udøves intentionelt- af underviserens indre styring, som jeg her vil kalde for den indre pædagogiske rettethed.

Af de førnævnte grunde, er den pædagogiske debat i øjeblikket præget af pædagogikkens forlegenhed. Det samme gælder den pædagogiske og opdragelsesmæssige praksis, der udøves i skole, institutioner og familier. Det skyldes en usikkerhed om, hvor vidt pædagogikken og opdragelsen kan danne og anvise ” vejen til det gode liv” i form af en normativ rettethed, eller om det vil blive opfattet som indblanding i den enkeltes rettighed, suverænitet og læring.

 

Grundliggende hænger dette sammen med en usikkerhed om, hvor vidt der eksisterer alment accepterede værdier, der kan danne grundlag for undervisning, opdragelse og identitetsdannelse.

Kulturkamp om pædagogikken

Den dominerende pædagogiske opfattelse markedsfører sig med, at den klassiske opfattelse af viden og kundskaber har ændret sig grundliggende. Den største forandring ligger i at viden, velkendte værdisæt og normer ikke blot kan reproduceres eller overføres, f.eks. fra en lærer til elever, eller for den slags skyldt fra forældre til børn. Det kommer der ikke nogen indre forståelse og erkendelse ud af, men kun efterplapren. Det absolutte kundskabssyn hævdes at være afgået ved døden og den privatpraktiserende lærer fører en ensom tilværelse. Viden er mere midlertidig og tidsbegrænset end tidligere og læreren har mistet planlægningsmonopolet til undervisningens tilrettelæggelse og formidling.

Denne opfattelse af pædagogikken, undervisning og læring, har rødder tilbage i oplysningstiden og reformpædagogikken i 1700- tallet, hvor barnets selvgyldighed fik en central og velfortjent agtelse. At det så i dag har ført til en næsten ophøjet tro på læring i den enkelte som en ny frelser medicin, er mere problematisk.  

Det absolutte kundskabssyn hævdes at være afgået ved døden og den privatpraktiserende lærer fører en ensom tilværelse.

God undervisning- i en ny tid

Den store undervisningskunst ligger i at kunne være en personlig og faglig samarbejdspartner. Jeg tror ikke på, at den klassiske lærerpersonlighed vil forsvinde. En lærer kan ikke være holdningsløs og lade som om hun ingenting ved. En lærer kan ikke bare reduceres til en konsulent eller en vejleder. Alle der har undervist og modtaget undervisning ved, hvor meget det betyder, at der er liv, lidenskab og personlighed i det møde, som undervisning i virkeligheden er. Liv i undervisningen opstår i en optagethed af det fælles tredje – i punktet udenfor eleven og læreren. 

God undervisning er beslægtet med kunst. Læreren er en kunstner. Al kunst drejer sig om mennesker og kunstneren må være dybt optaget af mennesker og tilværelsen. Kunstneren må kende så meget til samtiden, fagene, metoderne og de pædagogiske retninger, at hun kan anvende det, der i den givne situation er det rigtige. Det kræver et stort menneskeligt overskud at være en god lærer. Der skal laves mange overvejelser over mål og midler, for at et skolearbejde kan udvikle noget værdifuldt og for at dannelse ikke blot bliver til klicheér og drømmen og svundne tider. 

Dannelsens privilegerede plads i dag

Vi må naturligvis spørge til dannelsesbegrebet ud fra vor tids forudsætninger. Hvad er dannelse? Hvad er det, som skal dannes? I hvilket billede skal det foregå? Hvor er dannelsens privilegerede plads i dag, hvis den ikke længere er i hjemmet? Den er vel i institutionerne og i skolen. Men hvad med Cyberspace? Musikken? Operaen? Gadehjørnet? Idrætshallen? Fodboldbanen? Gymnastiksalen?

Dannelsesbegrebet må genformuleres, og have retning ind i en anderledes virkelighed, der omfatter individualiseringen, medierevolutionens indvirkning på menneskers hverdag, globaliseringen og de tilsyneladende grænseløse muligheder for mennesker.

Spørgsmål må stilles på ny og ind i andre sammenhænge. Hvad vil det f.eks. sige at være danskere i Europa og i en globaliseret verden?

Dannelsesbegrebet må genformuleres, og have retning ind i en anderledes virkelighed, der omfatter individualiseringen, medierevolutionens indvirkning på menneskers hverdag......

Nye historier

Selvom Douglas Coupland`s roman er skrevet med baggrund i amerikanske erfaringer, og handlingsforløbet ikke helt kan overføres på nutidens unge, så er er der alligevel tankevækkende refleksioner, der peger ind i den aktuelle kulturelle tendens. ”Generation X” handler om unge mennesker, der er intelligente, sårbare, ironiske, usikre, ydmyge, bange for fremtiden- deres egen, civilisationens og klodens. ” Bange for at blive voksne. Bange for at komme til at leve et liv, hvor man bruger ungdommen på at skabe sig rigdom, for derefter at bruge rigdommen på at skabe sig ungdom”. X- generationen har set alt, hørt alt, rejst meget, gennemskuet manipulationer og billige pr.tricks. De udtrykker sig primært gennem referencer til sangtekster, film, tv og skjuler deres sårbarhed bag et panser af ironi. Bag facaden er der en dyb længsel efter et meningsfyldt liv og værdighed. 

Evnen til at omstille sig og finde identitet og retning kommer ikke af grænseløse udbud af informationer og uafhængighed af andre mennesker. Det kommer af evnen til at kunne begrænse sig, foretage forskellige kvalitetsvalg og i at kunne indgå i sociale relationer. Dannelse må derfor i dag gå mere på personligheden og på de menneskelige karakteregenskaber. Dannelse har at gøre med evnen til opmærksomhed. Evnen til at lytte, se, tale, skønne og handle. Skolens opgave bliver, med denne forståelse af dannelse, at lære eleverne at sortere og kvalitetsbedømme informationer. Fra skolens side kan disse egenskaber tilvejebringes ved at give de grundliggende kundskaber og livstydning en central placering i skoledannelsen. Grundliggende kundskaber er den viden, der er nødvendig, for at et demokratisk samfund og en demokratisk samtale kan fungere. For at tale om ansvarlighed i dette perspektiv, kræves en sammenhængende viden om, hvor vi befinder os i tid og rum.

Andy, Dag og Claire, unge mellem 25- 30 år, har slået sig ned i Palm Springs i det sydlige Californien. De vil ikke længere nøjes med de udsigtsløse MCJOBS, lavindkomst og lav prestige. De vil ikke længere blot konsumere TV, aviser, tidsskrifter og det enorme bombardement af informationer, for derigennem at bevare en illusion om, at være aktive deltagere i verden. De vil gøre en forskel.

 

 Jeg tolker det i retning af, at de vil starte en ny højskole, hvor der kan stilles nye og store spørgsmål – ligesom i spørge-Jørgen. Et mødested, hvor der fortælles nye historier og tænkes store tanker om en fælles fremtid.

Oplysninger

Artiklen blev skrevet til Højskolebladet nr. 14.2002. Til denne udgave her, er der sat andre illustrationer ind.

Læs mere om Fri Lærerskole

Perle i hånd. Side 13.

Det musiske menneske.

Sociale medier.2.

Reformernes tidsalder.

3

Læreruddannelse til de frie skoler- et fremadrettet perspektiv

Samarbejde. 2

Underviser vi i fag eller med fag?

Hænderne_op

Pædagogikkens forlegenhed

Udeskole

Modet til at være lærer

3. Martin Søgaard. Kodning.

Lærer for livet