Modet til at være lærer

I 2007 opstod der en heftig offentlig debat om, at de unge svigtede læreruddannelsen. I det hele taget var lærerne i den offentlige og politiske debat, blevet stillet i et dårligt lys, med nedsættende ord om manglende faglighed, "rundkredspædagogik", manglende fleksibilitet, etc. Dette kulminerede i 2013 med en lock-out af lærerne, med dybe konsekvenser for glæden ved at være lærer og undervise.

Lærerne skal genfinde den faglige stolthed og glæden ved at undervise. At det finder sted, er et ansvar, der påhviler både politikere, forældre, myndigheder- samt naturligvis lærerne selv. Det handler nedenstående korte "Eftertanke"om.

Modet til at være lærer

Af Laust Riis-Søndergaard

Sommerens heftige debat om, at de unge svigter læreruddannelsen, vækker til dyb eftertanke. Hvad er der dog galt, siden langt færre end tidligere i øjeblikket ikke vil danne og uddanne sig til denne fornemme profession, som forfatteren Carsten Jensen for nogle år siden kaldte for ”de oversete helte”?

”Globaliseringens sande helte er skolelærerne. De er de porte, hvorigennem hele menneskehedens opsparede viden strømmer børnene i møde. De er den livline, der skal forhindre menneskeheden i at blæse bort fra planetens overflade i blind begejstring over sine egne kortsynede indfald.”

Her er vi ved sagens kerne, og ved det følsomme punkt, der i de senere år har bragt hele den pædagogiske verden i dyb forlegenhed. Analysen af, hvorfor unge svigter læreruddannelsen, handler ikke kun om, at der fra ledende politisk side er udvist dyb og nedslående foragt for lærere og pædagoger. Den handler heller ikke kun om, at løn- og arbejdsforholdene trænger til at blive opdateret, så de svarer til den omfattende viden, og det ansvar professionen kræver i et refleksivt moderne samfund.

Den helt grundlæggende årsag findes i den dybtliggende pædagogiske revolution, der har sneget sig ind som en tyv om natten. Hvad handler denne revolution om? I al sin enkelthed, at ingen længere har modet til udtale sig om, hvad der er godt for andre, og tage ansvaret for det. Og lærere skal i hvert fald slet ikke bilde sig ind, at de med nogen ret kan tillade sig at have meninger om, hvad der er godt for andre folks børn.

Alle vil lære, men ingen vil undervises. Med den megen fokus på den lærende (eleven) og læring, er lærere med et snuptag gjort til vejledere og konsulenter, der inviteres til at måtte lede arbejdet uden at måtte mene noget med det.

Dermed er lærere blevet til vindbøjtler, der pisker hvileløst rundt, mens den offentlige debat råber på faglighed, faglighed, faglighed, klare mål, test og evalueringer, der kan afstemmes og sammenlignes med andre landes resultater. Det politiske svar på at løse lærerflugten synes at være større uddannelsesenheder til uddannelse af lærere, en stigende specialisering og en stigende akademisering af læreruddannelsen.

Hvad der er brug for, er imidlertid et markant opgør med den stigende tendens til at knytte lærernes faglighed til nogle snævre faglige og didaktiske færdigheder, der nemt fører til instrumentel læring og reproduktion af viden. Det er dybt krænkende for lærernes faglige stolthed.

Lærere er vidende personer, der i særlig grad må have tid og rum til at tænke over, hvad det vil sige at være menneske i verden til enhver tid. De reflekterer bestandigt over, hvad undervisning, læring og faglighed er, og de må have modet til at bringe andre et andet sted hen, et nyt sted i menneskelig og faglig forstand.

Lærerne skal genfinde den faglige stolthed og glæden ved at undervise. Undervisning i matematik. Den Frie Lærerskole. Foto: Verner Johnsen.2015.

Oplysninger