Det musiske menneske
I 1989 udkom der en bog med den dragende titel: " Det musiske menneske -barnet og sangen, leg og læring gennem livets faser". Bogens forfatter, Jon-Roar Bjørkvold, var på dette tidspunkt professor i musik ved Oslo universitet. Forfatteren begrunder i bogen den opfattelse, at det musiske, er den fundamentale og oprindelige måde at "mærke verden " på. Det musiske menneske hører hjemme i en form for økologisk helhedstænkning, hævder han.
Artiklen går tættere på det bagvedliggende tankesæt, som Jon-Roar Bjørkvold bygger sine antagelser på. Hvordan blev bogens synspunkter modtaget i samtiden? Hvilke perspektiver kan der trækkes til skole, undervisning, læreruddannelse og til forskellige måder at opfatte virkeligheden på i dag?
"Sange er tanker, der synges ud med åndedrættet, når menneskene lader sig bevæge af stor kraft og ikke længere kan nøjes med almindelig tale. Et menneske bringes i bevægelse ligesom isflagen, der sejler rundt ude i strømmen. hans tanker drives af en strømmende kraft, idet han føler glæde, idet han føler angst, idet han føler sorg.
Tanker kan slå over ham som en flod, idet de gør ham stakåndet og får hans hjerte til at banke, noget, der er som en mildning i vejret, vil holde ham optøet. Og så vil det ske, at vi, der altid mener, at vi er små, vil føle os endnu mindre. Og vi vil blive ængstelige for at bruge ord. Men det vil ske, at de ord, vi behøver, vil komme af sig selv. Når de ord, vi har brug for, skyder op af sig selv, får vi en ny sang". (Knud Rasmussen: "Snehyttens sange".)
Det musiske menneske
Af Laust Riis-Søndergaard
I følge den græske mytologi, betragtede guderne i stum undren den herlighed, som Zeus havde skabt ved at lave orden i kaos. Men de synes alligevel, at der manglede noget.Tilværelsen manglede en forløsende stemme, som i ord og toner kunne udtrykke hele herligheden. Derved fremstod Musene som børn af Zeus og Mnemosyne, erindringens og hukommelsens gudinde. De blev altså født for at give tilværelsen en stemme.
Musene var olympiske gudinder, som med ord, dans og sang kunne forandre verden. De bliver også benævnt som skytsgudinder for kunst og videnskab. De ni Muser er:
HISTORIESKRIVNINGEN, FLØJTESPIL OG LYRIK, KOMEDIEN, TRAGEDIEN, DANSEN, KÆRLIGHEDSDIGTNINGEN, HYMNEDIGTNINGEN, ASTRONOMIEN, DEN EPISKE DIGTNING.
Fra Ollerupkursus 2009. Foto: Rune Peitersen.
Det er herfra vores begreber om musik og »det musiske menneske« stammer. Ikke i faglig specialiseret form, men mere i betydningen, at mennesket har en iboende trang til at være skabende. Musene skulle udtrykke noget universelt om skønhed, harmoni, tænkning og erkendelse. Man kan få et indtryk af dette, ved at stifte bekendtskab med filosoffen Platon. (427-347 f.kr.) I hans betydeligste værk »Staten« diskuterer han, hvordan den ideelle stat bør indrettes og hvordan opdragelsen skal være. Udgangspunktet for Platon var en dyb personlig skuffelse over det politiske og moralske forfald i Athens demokratiske periode. Han var oprørt over, at folkevalgte dommere kunne finde på at dømme den ædleste mand, Sokrates til døden.
Platons ideverden
Platon søgte i »staten« ( udgivet i 381 f.kr.) at give et idealbillede af en stat, hvor de viseste og bedste regerede. De valgtes ud blandt vogterne, efter deres 50 år. Det er noget andet i dag, hvor man kan blive direktør og finansminister som 27 årig. Vogterne blev et vigtigt element i opbygningen af den ideale stat. I de to første bøger får vi en beskrivelse og vurdering af den traditionelle græske børne- og ungdomsopdragelse i GYMNASTIK OG MUSIK. Senere beskrives de højere uddannelser, hvor ARITMETIK, GEOMETRI og ASTROLOGI var vigtige fagområder for de studerende. Derved kunne de få skærpet abstraktionsevnen. Som kronen på værket, havde han filosofien eller dialektikken, hvis mål var at trænge frem til erkendelse og det godes ide - i IDEERNES VERDEN.
Kroppen, sproget og sansningen var vigtige i opdragelsen. I anden bog stiller Platon spørgsmålet i en samtale og giver også et muligt svar: »Hvordan skal så opdragelsen være? Tror du, det er svært at udfinde en, der er bedre end den, der for længe siden er udfundet? Og det er jo den, der for legemets vedkommende er gymnastik og for sjælen musik. Skal vi så ikke begynde opdragelsen med musik forud for gymnastik? Til musikken regner du jo fortællinger« ...
Platons udgangspunkt i hans statsfilosofi, var den musiske opdragelses betydning for menneskets udvikling og karakterdannelse, ligefra den tidligste barndom til den seneste alderdom. Mennesket og dets musik var indfaldet i en universel helhed.
Så vidt antikken, musene og Platons ideverden. Det skal dog nævnes, at dette er en bestemt periode og en lille del af den græske kulturperiode, som strakte sig over ca.1200 år. 100 år senere begyndte et dyb forfald i den græske kultur at tage fart. Selvom den beskrevne tid ikke direkte kan overføres til vores egen tid, er det alligevel inspirerende at læse og prøve at forstå de tankesæt, der bliver fremført og begrundet. Interesserede læsere kan evt. fremskaffe sig Jostein Gaarder's bog »Sofies verden« og Vilhelm Grønbech's »Hellas« (I-V).
Fra antikkens helhedsprægede opfattelse af musikken og mennesket og frem til i dag er der et stort spring. Ikke kun tidsmæssigt, men også i den måde vi opfatter »det musiske«, fag, mennesker, sprog, intellekt, erkendelse og virkelighed. Vi deler op, adskiller, fagspecialiserer, fremmer ekspertvælde, osv. I øjeblikket (1990èrne) finder der et skifte og et opgør sted, med denne måde at forstå virkeligheden på. Tænk f.eks. på den store almene interesse der har været for at læse og høre Tor Nørtranders »Mærk verden« og Jesper Hoffmeyers bog »En snegl på vejen« samt Peter Bastians bog »Ind i musikken«. Af andre bøger i denne sammenhæng kan nævnes: Jesper Hoffmeyer »Naturen i hovedet« og Mogens Paahuus »Fornuft og følelse« samt » Naturen og den menneskelige natur «.
En af de sidste bøger der er skrevet om det musiske menneske er forfattet af nordmanden Jon-Roar Bjørkvold. Han er professor i musik ved Oslo universitet. Bogen hedder »Det Musiske Menneske« med undertitlen »barnet og sangen, leg og læring gennem livets fa ser«. Det er en utrolig spændende bog, som dog er blevet modtaget med blandede følelser. Det skyldes, at Bjørkvolds analyse af det musiske, hviler på et holistisk grundsyn. Holismen er en filosofisk opfattelse der argumenterer for, at helhederne og ikke deres komponenter er det afgørende. Opfattelsen har især gode vækstbetingelser i USA omkring Californien og specielt San Francisco, der er spidsmiljøet for den amerikanske økonomi, højteknologi og en række af de amerikanske videnskaber indenfor atomfysikken, hjernefysiologien og vækstpsykologien. Holismen har rødder i østlig mystik og har især inspireret forskere indenfor fysikken. En af de førende fysikere i vor tid, David Bohm, der har skrevet bogen: »Helhed og den indfoldede orden«, udtrykker meget præcist, hvad der menes med holisme. Han taler om at vores virkelighed er splittet op og at hver del ønsker at repræsentere helheden. »Splittelsen skyldes at delaspekter af virkeligheden gøres absolutte. Man glemmer, at ethvert fag og enhver teori kun repræsenterer en synsvinkel«.
En holistisk retning er New Age, som er en californisk paraplyfilosofi for de nye sociale bevægelser, hvor virkeligheden især ses ud fra det terapeutiske og nyreligiøse perspektiv. Udgangspunktet for bevægelsen er en skarp kritik af industrisamfundets materialisme og man søger efter en ny åndelig dimension. Kort fortalt, ønsker New Age et økologisk decentralt samfund med en åndelig horisont. De laver tilnærmelser til andre kulturer, og det er ikke tilfældigt, at New Age viser kraftig interesse for Østens filosofi og indianernes kultur.
Det musiske menneske
Jon Roar Bjørkvold er en meget grundig videnskabsmand. Bogen er bygget op med empiriske analyser fra USA, det tidligere Sovjet og Norge. Naturligvis har han også en række komplekse musik-psykologiske teorier. Ikke mindst er bogen krydret med små private iagttagelser af hans egne tre børn, som han har tilegnet bogen. Den grundlæggende ide i bogen er opfattelsen af det musiske i vid forstand, som den fundamentale og oprindelige måde at »mærke verden« på. I indledningen skriver han: »det handler om livsudvikling og leg, børn og børnekultur, skabende mennesker og musik, samfundsudvikling og politik. For det musiske menneske hører hjemme i en form for økologisk helhedstænkning. Hvis vi ikke prøver på at se i større helheder, ikke blot på tværs af fag og genre, men også på tværs af kulturer og aldersgrupper, videnskab og poesi, taber vi det musiske menneske af syne«.
FØLELSE
Tanke
Kropsbevægelse
Lyd
Puls
Åndedræt
Biokemi
TANKE
Følelse
Kropsbevægelse
Lyd
Puls
Åndedræt
Biokemi
BIOKEMI
Følelse
tanke
Kropsbevægelse
Lyd
Puls
Åndedræt
KROPSBEVÆGELSE
Følelse
Tanke
Lyd
Puls
Åndedræt
Biokemi
Maleri. Anette Bøtter- Jensen. "Midsommerdans".
LYD
(verbalsprog, sang,spil)
Følelse
Tanke
Kropsbevægelse
Puls
Åndedræt
Biokemi
PULS
Følelse
tanke
Kropsbevægelse
Lyd
Åndedræt
Biokemi
ÅNDEDRÆT
Følelse
Tanke
Kropsbevægelse
Lyd
Puls
Biokemi
»Sådan fungerer barnets økologiske sansning og erkendelse af sig selv og verden: som et tæt netværk, hvor del og helhed altid spiller sammen og forudsætter hinanden, i et ufatteligt sammensat mylder af kombinationer og muligheder.
I barnets spontane leg findes alt dette i fuld udfoldelse. Derfor er legen med til at bringe barnets indre og ydre forestillingsverden i en harmonisk samklang. Den analoge balance mellem ego og verden bliver i legen en del af barnesindets økologi«.
(Fra »Det musiske menneske«)
Det musiske i alle livsfaserne
Det musiske analyseres gennem alle livsfaserne fra fosterets første musikalske fællesskab med moderen i den prænatale fase til det sidste suk. Ifølge nogle undersøgelser kan børn allerede i fosterstadiet reagere på lyd, bevægelse og rytmer, der nedfældes som grundlæggende formmønstre for det videre liv. Senere hen kan hverken forældrenes sang med børnene, eller børnenes egne sangleges betydning for den personlige udvikling undervurderes. En stor del af bogen handler om og giver et særdeles godt indblik i børnenes musiske kultur. Han sammenligner børns musiske kultur med den mundtlige musikkultur og sansningen i helheder i de afrikanske samfund, hvor musik, dans og menneskerverden er vævet sammen med hverdagens arbejde, fest og ritualer til en økologisk helhed.
Netop afsnittet om den musiske børnekultur har affødt en debat om, hvorvidt Jon Roar Bjørkvold er en stor idealist med en sentimental indstilling til børns virkelighed. Weekendavisens kulturskribent Ulrik Høy skrev eks.: »Værst synes jeg egentlig Bjørkvolds syn på børn er. Hvor er dæmonien, det onskabsfulde, det asociale hos børn, og hvor er alle nederlagene, de nødvendige, de unødvendige, de uomgængelige?(...) Alle er vi glade børn, muntre voksne og smilende gamlinge, der svinger træbenet og danser folkedans til den lyse morgen, og alle er vi musiske mennesker, bedårende, begavede og talentfulde, med et uudslukkeligt behov for at synge og jodle«...
Ånd og krop
En af Jon Roar Bjørkvolds påstande i bogen er, at mundtlige og musiske formidlingsformer bla. video og fjernsyn, har langt større positiv betydning for børnene end den litterære dannelse igennem bøgerne. Det fører ham direkte ind i en sønderlemmende kritik af skoleundervisningen og af musikundervisningen især. Han mener at vores ensidige vægt på skriftkulturen - herunder nodesystemet og det umulige begynderinstrument klaveret, er en direkte hindring for, at barnet kan opnå den oprindelige musiske måde at sanse på. Det er en katastrofe og undertrykkelse siger Bjørkvold, fordi »indlæringsbehovet og kundskabsappetitten hos børn er lige så stærk som fysisk sult og seksualdrift«.
Skriftkulturens afstand til mundtligheden, er dybest set et udtryk for vestens rendyrkelse af ånd og intellektet og en foragt for kroppen. Jon Roar Bjørkvold henviser her til den norske idehistoriker Trond Berg Eriksen og hans bog »Nietzche og det moderne«.
I et afsnit som han kalder »kroppens hævn« siger han: » Udviklingen af den moderne europæiske civilisation skete ved hjælp af en tugtelse af kroppen og en adskillelse mellem krop og bevidsthed. Det har i dag ført til en uholdbar splittelse mellem sansning og intellekt«.
Trond Berg Eriksen bruger her filosoffen Nietszches tænkning til at påvise, at æstetikken (som Jon R. Bjørkvold kalder det musiske) er den afgørende formidler mellem åndeligheden og sanseligheden, mellem krop og sjæl. »Netop i tider, hvor forholdet mellem natur og kultur, krop og sjæl er i krise, bliver æstetikken vigtig som formidingsredskab." (Nietzhe)
Det er en diskussion, som vi kan kende fra vores egen dagligdag. Generelt er både skolen og det moderne samfund præget af opstillingen af en modsætning mellem det sproglige, intellektuelle, faglige, rationelle og så det kropslige, sanselige, musiske og kreative.
Maleri. Anne Lorenzen. Billedkunstner. Kunstnerisk udtryk på Den Frie Lærerskole. 2009.
Det er en udbredt opfattelse, at skolen er boglig, sproglig/ logisk og teoretisk opbygget. Den musiske og kropslige erfaringsverden er ringeagtet. Spørgsmålet er alligevel, om det kan stilles så skarpt og sort/hvidt op? Sandheden er nok snarere, at begge erfaringsverdener repræsenterer noget værdifuldt og at skolen må give mulighed for at udvikle begge sider.
Et perspektiv på virkeligheden
De interessante spørgsmål i denne debat er, om der eksisterer andre erkendelsesveje for mennesket end det, der går igennem sproget? Har mennesket anden tilgang til virkeligheden end den sproglige? Er der en virkelighed udenfor sproget? Ideernes verden? Kan følelser og det musiske/æstetiske erkende? Hvad er musisk intelligens? Der findes ingen færdige svar på de spørgsmål. Men gode refleksioner og forundringer, er der brug for.
At sætte et skarpt skel mellem det sproglige, abstrakte, teoretiske og det kropslige, følelsesmæssige og erfaringsbaserede, giver ingen mening i dag. Det er kun fordi vi er kropsligt og sanseligt tilstede, at der overhovedet viser sig en verden for os. Selv i den mest videnskabelige/logiske erkendelse, er kroppen og sanserne tilstede. Følelserne åbner sindet og gør vores nysgerrighed og klogskab større. Dette synspunkt kan fint sammenfattes i Grundtvigs ord »og den har aldrig levet som klog på det er blevet, han først ej havde kær«.
At ville tænke alle sammenhænge sammen til den store syntese - drømmen om den store harmoni, har ikke just været den grundtvigske højskoles opfattelse af virkeligheden. Før, som nu, er højskolens virkelighedsopfattelse ikke harmonisk eller holistisk, men historisk. Højskolen og den folkelige oplysnings virkelighedsopfattelse er historisk, ikke bare i den forstand, at vores tilværelse udfolder sig i en historisk sammenhæng, men også i den forstand, at verden ikke er færdig. Det er vores lykke. Vi har ikke kun tilbage at oplyse hinanden om, hvordan verden er skruet sammen. Vi skaber hele tiden historie. I denne levende proces, kan vi, i bestræbelserne på at belyse forholdet mellem sproget, sansningen, kroppen og følelserne, hente inspiration fra de humane og biologiske videnskaber, så vi ikke alene udvikler musiske mennesker, men hele mennesker.