En fri stemme i debatten om folkeskolereformen
I 2013 indgik et bredt flertal i Folketinget aftalen om en ny folkeskolereform. Målsætningen var intet mindre end et løft af fagligheden og bedre trivsel i skolen. Det ville man fra politisk hold opnå igennem længere og mere varierede skoledage. Desuden lå der i reformteksten en formodning om, at motivationen for at lære ville stige, hvis det blev tydeligere for eleverne, hvad de skulle have ud af undervisningen.
I samme åndedrag igangsatte Børne- og Undervisningsministeriet et omfattende evaluerings- og følgeforskningsprogram. Målet var at følge reformen samt løbende videreformidle erfaringerne til skole, kommuner, politikere og andre interessanter.
Det er der nu kommet en omfattende og oplysende rapport ud af. Den er tilrettelagt af Det Nationale Forsknings og Analysecenter For Velfærd og bygger på omfattende data, der er indsamlet i perioden 2014-2018.
Artiklen ser nærmere på rapportens konklusioner og det reformsprog med regler og cirkulærer der præger statens styringssystemer, der også har dybe konsekvenser for de frie skoler. Der er sket en gradvis udvikling fra uddannelsespolitik til institutionspolitik.
Endvidere reflekteres der over, hvad læring kan være, hvis det ikke blot reduceres til det nærmestliggende og letforståelige.
En fri stemme i debatten om folkeskolereformen
Af Laust Riis-Søndergaard
Rapporten har undersøgt udviklingen i elevernes læring og trivsel på mellemtrinnet og i udskolingen. Blev intentionerne i det ambitiøse reformprojekt fra 2014 indfriet? Det korte svar er nej. Rapporten konkluderer, at der ikke er nogen fremgang at spore i de nationale test og i trivselsmålingerne.
Det har i de seneste uger ført til, at politikere, forskere og uddannelsesplanlæggere har stået i kø for at mene noget om reformen og folkeskolens ve og vel. Undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil og regeringen mener, at der blot skal noget mere tid og justeringer til, før skolereformens målsætninger er i hus. Det lyder rimeligt, da fire år ikke er lang tid til at implementere en ambitiøs skolereform.
Folkeskolereformens overordnede sigte
Reformarbejdet bygger på de 3 nationale, overordnede mål for folkeskolens udvikling, der blev fastlagt i 2013:
-
Alle eleverne skal udfordres, så de bliver så dygtige, de kan.
-
Betydningen af social baggrund for elevernes faglige resultater skal mindskes.
-
Tilliden til og trivslen i skolen skal styrkes bl.a. gennem respekt for professionel viden og praksis.
Målene skal nås gennem 3 indsatsområder:
-
En længere og mere varieret skoledag med mere og bedre undervisning og læring.
-
Et kompetenceløft af lærere, pædagoger og skoleledere.
-
Få klare mål og regelforenklinger.
Et bredt læringsbegreb
I rapporten benyttes et bredt læringsbegreb, der udover resultaterne fra test og prøver, afdækker elevernes engagement, oplevelse af at få spændende opgaver, deltagelse i samtaler på klasseniveau og deltagelse i gruppearbejde.
Hvad angår undervisningsmiljøet, bliver det afdækket tematisk med fokus på:
-
Ro i undervisningen og relation til lærerne.
-
Undervisningsdifferentiering, blandt andet igennem tydelige mål, feedback og faglige forventninger.
-
Elevinddragelse og anvendelsesorienteret undervisning.
Rapportens afgrænsning og fokusområder
Forskerne har valgt at afgrænse undersøgelsesfeltet til mellemtrinet og udskolingen. Her har de først og fremmest undersøgt effekten af 6 grundelementer i reformen. Det drejer sig om effekten af:
Flere fagtimer.
Understøttende undervisning.
Bevægelse i undervisningen.
Åben skole.
Lektiehjælp.
Pædagogernes rolle.
Billeder:Undervisning i matematik og idræt i læreruddannelsen på Den Frie Lærerskole i Ollerup.Foto: Verner Johnsen, medielærer. 2014.
Konklusion med et par forbehold
På trods af alle gode intentioner, er der ikke er nogen klar, positiv udvikling i elevernes læring og trivsel i løbet af reformårene 2014-2018. Rapporten konkluderer:
-
Ingen tydelige ændringer i elevernes faglige præstationer.
-
Trivslen daler- især blandt udskolingseleverne.
-
Ingen ændring at spore i vurderingen af differentiering af undervisningen. Samme tendens ses, hvad angår tydelighed i forhold til mål.
-
Understregning af gode lærer-elev relationer og dets betydning for elevernes motivation.
Undervisning i matematik og fysik. Foto. Rune Peitersen. Efter-videreuddannelse af lærere på Ollerupkursus 2009.
Det skal understreges, at rapporten gør opmærksom på, at de kvalitative analyser kommer så tæt, som muligt, på en overordnet vurdering af reformens virkninger. Så tæt som muligt skyldes, at der også må tages højde for, at der er sket andre væsentlige forandringer i reformårene, som har påvirket skolerne. F.eks. det omfattende arbejde med inklusion, skolelukninger og sammenlægninger, den historiske konflikt mellem Kommunernes Landsforening og Lærernes Centralorganisation og lockout af lærerne i 2013.
Rapporten har haft kikkerten rettet på læring og trivsel på mellemtrinnet og overbygningen. Andre områder vil senere blive systematisk evalueret. F.eks. betydningen af den kommunale styring, skoleledelse, reformens enkeltelementer samt lærernes kompetence
Reformsproget og de utilsigtede følgevirkninger
Så vidt rapporten i al sin enkelthed. Den politiske interesse samler sig om at få indhentet viden om, hvad der virker bedst i klasserummene og hvordan politiske fastlagte mål implementeres. Hvis reformens konstruktion og rammevilkår ikke umiddelbart bliver indfriet, kommer der efterfølgende en eller flere runder med justeringer.
Det er netop dette lille ord ”justeringer”, der er interessant at opholde sig lidt ved. Der skal lige skrues lidt her og der, indtil tandhjulet går i hak. Problemet er bare, at skole, uddannelse og dannelse, handler om mennesker, der sjældent agerer efter en skabelon eller taktstok. Reformsproget skaber de billeder, som det nævner. Eks.: ”Understøttende værktøjer til implementering”, ”systematisk implementeringsovervågninig, ”koordinering af reformimplementeringen”.
( eksemplerne er hentet fra Rigsrevisionens beretning om folkeskolereformen. 2018.side 2)
Det er tidens rationalitet, kontrol og styring, der har erobret sproget i uddannelsestænkningen. Det kan ses og mærkes helt ned i detaljen på de enkelte skoler og i klasserummene. Der er ikke langt fra ønsket om politiske justeringer og implementeringsovervågning, til at nye strukturelle, metodiske og adfærdsregulerende mirakelkure vinder indpas i klasserummene. De politiske fastlagte mål skal jo nås og dokumenteres.
Det er der ikke noget nyt i. Målopfyldelse, kvalitetssikring, evaluering, dokumentation og økonomisk tilpasning, er blevet en større og større del af skolens virkelighed. Det har skiftende regeringer og 17 undervisningsministre siden 1971 ikke kunne gøre noget ved. Der er kun kommet mere af det samme, hvilket helt indlysende hænger sammen med nogle dybereliggende ændringer i synet på, hvad der er skolens hovedopgave.
.... tidens rationalitet, kontrol og styring, der har erobret sproget i uddannelsestænkningen.
Fra uddannelsespolitik til institutionspolitik
Der er sket en gradvis forskydning fra uddannelsespolitik til institutionspolitik, hvor den økonomiske og faglige soliditet fylder mere og mere på bekostning af indholdet og pædagogikken. Konkret udmønter det sig i, at den politiske styring med den ene hånd udstikker målopfyldelses krav for viden- færdigheder og kompetencer. Med den anden hånd skal der i en akkrediterings godkendelse være evidensbaserede metodiske anvisninger for, hvordan målopfyldelsen kan realiseres.
Skolens egenværdi
Livsoplysningen og oplysningen var begrundelse nok i sig selv og i selve livet skulle det stå sin prøve.
Forhistorien går i virkeligheden helt tilbage til reformpædagogikken samt rationalismen og oplysningstiden i 1800 tallet. Nyttehensynet og moralen var også fremherskende i denne periode, men alligevel ikke mere end at den oplysende dimension havde betydelig vægt. Målet var menneskets frie og selvstændige liv. Senere kommer Grundtvig og friskolebevægelsen til med en vægtning af det livsoplysende i skolen. På trods af deres forskellighed, var sigtet i begge retninger ikke til at tage fejl af. Skolens og opdragelsens egenværdi var hævet over enhver tvivl. Selvfølgelig har der altid været formål og målsætninger vedr. grundlæggende kundskaber og færdigheder, som skolen skulle opfylde. Men bortset fra det, har der ikke været tale om, at skolen skulle hente legitimation udefra. Livsoplysningen og oplysningen var begrundelse nok i sig selv og i selve livet skulle det stå sin prøve.
Denne grundlæggende opfattelse af skolen som et fristed, er siden 1970èrne blev trængt i defensiven og erstattet af nyttemoral og tilpasning til internationale standardiseringer.
"Den sidste nadver". Lærerstuderende i dramaforestilling på Den frie Lærerskole i Ollerup.2015. Foto:Verner Johnsen, medielærer.
Målrationaliteten contra skolen som et fristed
I 2020 vokser presset på kommunalpolitikere, forældre, lærere og skoleledere. Forældrene bliver nervøse for børnenes fremtid og reagerer til tider voldsomt overfor lærerne. Får mit barn mon kundskaber og færdigheder nok til at begå sig i livet? Er læreren kompetent nok til at varetage mit barns undervisning? Presset bliver ikke mindre af det primitive sprog og den underreflekterede omtale af skolen og lærerne, der har sneget sig ind i den offentlige debat.
Der er ingen lærere, der ikke ønsker at undervisningen forløber godt og at børnene skal lære grundlæggende kundskaber og færdigheder. Ingen er næppe uenige i, at skolen skal være et rart sted at være og at lysten driver værket så selvtilliden og selvværdet vokser. Problemet er blot, at dette forudsætter skolen som et fristed, hvor målrationaliteten ikke har noget at gøre. Hvis denne forudsætning ikke er til stede i skolestuerne, risikerer den megen vægt på metoderne og det disciplinerende, at komme til at virke stik imod hensigten. Lærerne svinebindes og kommer utilsigtet til at arbejde i en forkert sags tjeneste.
At ændre på denne accelererende kulturændring i skolen, kræver mere end blot et par justeringer i en skolereform. Spørgsmålet er, om der er politisk mod og vilje til at sende skolesynet til eftersyn?
Sprog, lovgivning og frie skoler
I rapporten bliver de frie grundskoler kort nævnt som en relevant følgegruppe, som ikke har været direkte påvirket af reformen. Frie grundskoler dækker over frie og private grundskoler. Rapporten fremhæver, at folkeskoleelevernes afgangsresultater hverken har været bedre eller dårligere end hos eleverne på de frie grundskoler.
Men hvad der er endnu mere interessant at opholde sig ved, er selve ”stå mål med- kravet”, der er lovfæstet i Grundloven.
I rapporten hedder det: ”.. at de frie grundskoler på den ene side er forpligtet til at levere en undervisning, der står mål med folkeskolens, og på den anden side kan de frit lade sig inspirere af folkeskolereformens nyskabelser.” Det er sandt nok, men alligevel en sandhed med modifikationer. De store ændringer i sproget og lovgivningen om folkeskolen, har i høj grad også betydning for vilkåret for de frie grundskoler og forståelsen af, hvad det indebærer at være en fri skole, der bygger på åndsfrihed og selvvalgt værdigrundlag. Den store diversitet af frie grundskoler, har i de senere år ført til en forøget statslig styring af de frie grundskolers formålsparagraf. Denne udvikling vil ikke blive udfoldet nærmere i denne artikel. Under oplysning i bunden af artiklen, henvises til noget litteratur, hvor interesserede kan læse mere om, hvordan "At stå mål med", har udviklet sig igennem tiden.
Tid, læring og horisonter
Lad følgende lille refleksion være en afsluttende poetisk replik til det store fokus på det metodiske, rationelle og målbare i skolen.
Den er hentet fra Thomas Manns beskrivelse i ” Doktor Faustus” af den gode organist Wendell Kretzschmar, der holdt foredrag for et par 12-års drenge om, hvorfor opus 11 kun har to satser, og om Beethoven kunne eller ikke kunne skrive en fuga:
”Jeg afbryder kun mig selv i mit referat for at gøre opmærksom på, at foredragsholderen her talte om ting, spørgsmål og kunstforhold, som endnu slet ikke faldt inden for vor horisont (..) … det var i grunden endnu alt sammen eventyrsnak for os, men vi hørte det lige så gerne og med lige så store øjne som børn hører det uforståelige, i grunden endnu helt utilgængelige- og med langt større fornøjelse, end det nærmestliggende, letforståelige og passende byder dem. Vil man tro, at dette er den mest intensive og stolte, måske den mest effektive måde at lære på - den anticiperende læren, dette at lære hen over vide udstrækninger af uvidenhed?”
”Som pædagog skal jeg vel ikke tale dens sag,” fortsætter Thomas Mann, ” men jeg ved nu engang, at ungdommen i høj grad foretrækker det, og jeg mener, at det oversprungne rum nok med tiden udfyldes af sig selv.”
Oplysninger
Artiklen er skrevet i februar 2020.
Opdateret i marts 2022.
Den nye skolereform blev vedtaget i juni 2013 af den daværende regering (Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti ) sammen med Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative.
Liberal Alliance tiltrådte reformen, da de kom i regering i 2016.
Undervisningsministre siden 1971:
1971, 11. oktober: Knud Heinesen ( Socialdemokratiet)
1973, 27. september: Ritt Bjerregaard (Socialdemokratiet)
1973, 19. december: Tove Nielsen ( Venstre)
1975, 13. februar: Ritt Bjerregaard (Socialdemokratiet)
1978, 22. december: Knud Heinesen (Socialdemokratiet)
1979, 05. januar: Dorte Bennedsen ( Socialdemokratiet)
1982, 10. september: Bertel Haarder ( Venstre)
1993, 25. januar: Ole Vig Jensen (Radikale Venstre)
1998, 23. marts: Margrethe Vestager (Radikale Venstre)
2001, 27. november: Ulla Tørnæs ( Venstre)
2005, 18. februar: Bertel Haarder (Venstre)
2010, 23. februar: Tina Nedergaard (Venstre)
2011, 8. marts: Troels Lund Poulsen ( Venstre)
2011, 3. oktober: Christine Antorini (Socialdemokratiet)
2015, 28. juni: Ellen Trane Nørby ( Venstre)
2016, 28. november: Merete Riisager (Liberal Alliance)
2019, 27. juni: Pernille Rosenkrantz-Theil (Socialdemokratiet)
Opdateret 10. januar 2020. Børne- og Undervisningsministeriet.