Den grundtvigske midtbane
Artiklen bygger på en samtale med Grundtvig-forskeren Kim Arne Pedersen i 2003. Han var på dette tidspunkt universitetslektor ved Center for Grundtvig-Studier ved Aarhus Universitet, og forskede i Grundtvigs omfattende forfatterskab.
Baggrunden for samtalen var et ønske om at få belyst, hvorfor det var nødvendigt at tage initiativ til at danne et samtaleforum som "Den grundtvigske midtbane".
I forlængelse af artiklen, præsenteres et par bøger til videre studier, samt en anmeldelse af Mette Kathrine Grosbølls bog, "Teologisme- om Tidehvervs vej til Christiansborg".
Den grundtvigske midtbane
Nye initiativer skal trække Grundtvig ud af mørket
Af Laust Riis-Søndergaard
Maleri. Jakob Riis-Søndergaard. 2020.
Grundtvig er kommet under stærkt krydspres i den offentlige debat. Der er tendenser til, at han bliver monopoliseret af populistiske højrekræfter. Samtidig fremfører ledende opinionsdannere og kulturpersonligheder en stærk kritik af den Grundtvig- inspirerede danskhed og opfatter denne som en direkte årsag til danskernes træghed og modstand mod europæisering, globalisering og alt det nye, der kommer.
I dette lys er der på det seneste opstået en række Grundtvig initiativer, der vil bringe Grundtvig ud af mørket og væk fra den udveksling af uvidenhed, der generelt præger debatten og fortolkningen af hans forfatterskab i dag.
Højskolebladet har haft en samtale med universitetslektor, Kim Arne Pedersen, der er leder af Center for Grundtvig- Studier ved Århus Universitet. Centeret hører under det teologiske fakultet og forsker bl.a. i Grundtvigs omfattende forfatterskab.
Kim Arne Pedersens egen tilgang til Grundtvig er ikke uinteressant i denne sammenhæng.Efter studentereksamen fra Randers Statsskole i 1977 kom han direkte til det teologiske faktultet på Århus Universitet.Grundtvig-interessen var tidligere blevet vakt igennem mødet med fri- og valgmenighederne på Randers-egnen og ikke mindst i mødet med højskolemanden og præsten Poul Engberg, der ifølge Kim Arne Pedersen, er den væsentligste årsag til en livslang interesse for at trænge til bunds i Grundtvigs tænkning.
Det nordiske frihedssyn
Inspirationen fra Poul Engberg har også ført til et kendskab til forfatteren Jørgen Bukdahl. Både Engberg og Bukdahl var stærkt engagerede i det nordiske frihedssyn, der tager udgangspunkt i Grundtvigs universelle opfattelse og tanken om, at folkenes forskelligheder kan respekteres og udvikles igennem dialog og vekselvirkning. Dette grundsyn har, i forhold til Europadebatten, ført til en ide om „ Folkenes Europa“i modsætning til et abstrakt politisk kodeks, der skal kunne svinge sammen med et medborgerskabsbegreb.Kim Arne Pedersen taler varmt for en Jørgen Bukdahl- renæssance i den folkelige og politiske debat.
Efter den teologiske embedseksamen fortsatte han som forsker og underviser ved det teologiske fakultet. I en kortere periode var han også leder af Grundtvig- akademiet i Vartov.
Maja Bursøe.2001.
Den grundtvigske midtbane
Hvad forstår du ved udtrykket „Den grundtvigske midtbane?“
Den Grundtvigske midtbane“ er et samtaleforum,“fortæller Kim Arne Pedersen.“ „Midtbanen er vigtig for, at vi kan udvikle en bred og tidsåben Grundtvig-forståelse, der ikke blot er tilbageskuende. Initiativet er undfanget i kredsen omkring Grundvig- akademiet i Vartov og Kirkeligt Samfund.“ Kim Arne Pedersen understreger, at „Den grundtvigske midtbane“ ikke er et ideologisk felttog, men et ønske om at indlede en „ fornyet grundtvigsk offensiv i den kirkelige og teologiske debat.“
I kredsen er der en kritisk opmærksomhed både indadtil og udadtil. Indadtil er det et opgør med den altfor rigtige og færdige Grundtvig-opfattelse, der er fyldt med floskler og tom retorik. „Den grundtvigske bevægelse er en succeshistorie i Danmark, men det er efterhånden vanskeligt at finde en bevidst Grundtvig forståelse i den danske offentlighed. Der har været en tendens til at isolere sig med indforståetheden og i virkeligheden skabe grobund for sekterisme og selvtilfredshed. Det har betydet, at bevægelsen har mistet sin kraft og andre har taget over,“ siger Kim Arne Pedersen. Med „andre“mener han den intellektuelle Grundtvig-kritik og den gryderet, der i nyere politik er skabt mellem Tidehverv og højrefløjen i dansk politik.
På den anden side mener han også, at denne særlige cocktail har givet stof til eftertanke og nødvendiggjort en ændret taktik for det videre spil. Der er kridtet op til en langvarig kulturkamp, hvor der skal spilles offensivt. Udfordreren er den Tidehvervske bevægelse, men ellers kan det være vanskelig at vurdere, hvem der spilles imod. Trøjerne i dansk kultur og åndsliv er stort set ens, men ved nærmere eftersyn er der måske alligevel nogle nuancer at spore, der ikke kun er sort- hvide.
Hvem er talerør for Tidehverv i dag?
„Jamen det er jo fætrene Jesper Langballe og Søren Krarup, som man siger i offentligheden. Begavede folk som er spændende at diskutere med,“ siger Kim Arne Pedersen. „Man må sige, at det ægteskab, de har indgået med Dansk Folkeparti i de senere år, har givet dem en indflydelse, der for dem er større end nogensinde før.“
For at kunne vurdere denne sammenhæng, som Kim Arne Pedersen påpeger, er det nødvendig med et par historiske kommentarer til Tidehvervsbevægelsen.
Udviklingen i Tidehverv
Tidligere forstander på Askov Højskole, Hans Henningsen, har beskrevet opstarten på Tidehvervsbevægelsen i sin netop udgivne bog, „Tilværelsesoplysning- Et grundtema hos K.E. Løgstrup. „ På Vestfyn virkede i årene omkring midten og slutningen af 1930 érne en række overvejende yngre præster, som fandt sammen om drøftelsen af både kirkelige, praktiske og folkelige spørgsmål,“ skriver Hans Henningsen. Med i kredsen møder vi bl.a. navne som K.E.Løgstrup, Kaj Thanning og Knud Hansen, der karakteriserede konventet som et „sympatisamkvem“:
Vi drøftede alt med hinanden, problemer i sognene, problemer i verden, problemer i teologien. Løgstrup blev hurtig den, vi ventede os noget af. Vi vidste, at han skrev på en lærd disputats, hvis titel han selv havde svært ved at huske. Det fandt vi var gode tegn.“
Hans Henningsen skriver i sin bog at „ Tidehvervsbevægelsen var i 1920 èrne opstået som en protestbevægelse inden for den kristelige studenterbevægelse, der havde sin rod i Indre Mission. Det var i Løgstrups studietid, men han havde ikke dengang haft noget med bevægelsen at gøre.
Løgstrup kaldte initiativet til Tidehverv for en tiltrængt reaktion imod „ den suggestive oplevelseskult og manierede personlighedsdyrkelse,“ der rådede i den missionske del af kirkeligheden.“ Tidehverv fik stor indflydelse i samtiden og mange år frem. Hans Henningsen fremhæver, at Tidehvervsteologien kom til at bestemme problemstillingen også hos modstanderne, men han opholder sig også ved det knas i maskineriet, der begyndte i 1950 érne og førte til et brud i 1965.
"Hvordan kunne en bevægelse, med et så vældigt liv i opbruddet, ende i stereotypi og problemløshed"
Tidehverv udviklede sig efter Løgstrups mening, i en stærkt uheldig retning. Hvordan kunne en bevægelse, med et så vældigt liv i opbruddet, ende i stereotypi og problemløshed, spørger han og finder forklaringen i en udtalt mangel på selvkritik indadtil i bevægelsen. Al energi blev investeret i opgør udadtil.“ Medlemmer som Kaj Thanning og Knud Hansen, lagde efterhånden afstand til bevægelsen, og den til dem.“Mens det egentlige Tidehverv blev mere og mere kierkegaardsk, gik arbejdskonventet sine egne veje, ikke i sluttet flok, men i høj grad under gensidig inspiration. Det gælder ikke mindst trekløveret Thanning, Løgstrup og Knud Hansen.“
Tidehverv og Den grundtvigske midtbane
Kim Arne Pedersen erindrer Tidehvervsbevægelsen fra studieårene i 1970`erne, hvor Søren Krarup kommer ind i billedet som en ledende person i Tidehverv. „ Jeg kan huske, at et af de helt store tilløbsstykker i studenterkredsen, var Søren Krarup. Han holdt foredrag om „Loven“, hvor han lavede en teologisk kritik af det, han kaldte for „antinomisterne,“der er et gammelt teologisk begreb, som omhandler forholdet mellem lov og evangelium“. Søren Krarup mente, at religion og politik havde noget med hinanden at gøre. Det var det konkrete afkast i forhold til debatten om Tidehverv.“ Kim Arne Pedersen fremhæver yderligere, at Tidehvervsbevægelsen gled mere og mere over i en form for politisk nykonservatisme, som Søren Krarup er talsmand for i dag. Blandt Tidehvervs nuværende repræsentanter, er det i dag især Jesper Langballe, der fremtræder som Grundtvig- fortolker i bevægelsen.
Hvor er den væsentligste forskel mellem Tidehverv, som den fremstår i dag, og Den grundtvigske midtbane?
„ Teologisk set er der for mig at se store forskelle,“ siger Kim Arne Pedersen. „Den gundtvigske midtbane“ er først og fremmest et samtalefællesskab. Man udgår ikke med en teologisk eller ideologisk udmelding. Den dybe forskel ligger i menneskesynet.“ Kim Arne Pedersen henviser til et essay af Jesper Langballe, hvor han skriver om Grundtvig og danskheden. Jesper Langballe arbejder sig dér, med henvisning til Grundtvig, frem til nogle universelle spidsformuleringer om, at mennesker altid er mennesker i en bestemt partikulær kontekst – en given national kontekst.
„ På denne måde får han koblet Grundtvig sammen med en bestemt læsning af Kierkegaard, som præger den nuværende Tidehvervs-grundtvigianisme,“ siger Kim Arne Pedersen. „ Deri ligger, at man som menneske skal overtage sine givne vilkår.Dette synspunkt kan der være meget rigtigt i. Det er da ikke forkert, at vi som mennesker er indfoldet i en partikulær virkelighed. Grundtvig kan sige noget af det samme, når han hævder, at på jorden finder man aldrig en menneskehed uden i en folkelig skikkelse.“
Men pointen er, at Grundtvig har et meget mere artikuleret billede af, hvad det vil sige at være menneske. I Universal-historisk Vidskab fra Nordens Mytologi finder vi en udtalelse, som Tidehvervs fortolkerne af Grundtvig har det meget vanskelig med:
"Ja, Christen eller Hedning, Tyrk eller Jøde, ethvert menneske, der bliver sig sin aandige Natur bevidst, er sig selv en saa vidunderlig Gaade, at han støder visselig Intet fra sig, blot fordi det er underligt og synes uforklarligt, som han selv, nei, det Underlige drager ham tvertimod næsten uimodstaaelig til sig, fordi det i Grunden ligner ham, og fordi han venter deri at finde sin Gaades Løsning, hvad han umuelig kan vente af, hvad han som ingen Ting kan giennemskue.“
Jeg anser dette for at være noget af det vigtigste, at få læst og forstået i Grundtvigs forfatterskab i disse år. Det er med andre ord Grundtvigs tænkning og forståelse af det universalhistoriske,“ siger Kim Arne Pedersen.
Der er fremkaldt mange billeder af, hvordan Grundtvig kan forstås og hvad han kan bruges til. Kim Arne Pedersen påpeger, at Grundtvig af globaliseringens tilhængere identificeres med det, som de ikke bryder sig om, især nationalt snæversyn og chauvinisme. Globaliseringens modstandere fremhæver Grundtvigs nationalisme som noget positivt. Maleri: Anne Lorentzen.2008. Udsmykning på Den Frie Lærerskole i Ollerup.
Studiekredse om Grundtvig
Kim Arne Pedersen er også med i et andet samtalefællesskab, der foregår mellem en række Grundtvig-inspirerede højskolefolk, seminarielærere og teologer.
Behovet for et samtalerum er opstået i kølvandet på den interne debat, der har været blandt højskolefolk om forholdet til Grundtvig og traditionen.
Initiativet er taget af Aage Augustinus og Jesper Vognsgaard, der begge er medlemmer af FFDs bestyrelse, samt Kim Arne Pedersen. Der afholdes en række møder, hvor væsentlige grundtvigske nøglebegreber bliver taget op og drøftet i lyset af den nye virkelighed, der banker på døren. Studiekredsen skal efter planen føre til en bogudgivelse.
I denne sammenhæng kan også fremhæves Grundtvig-akademiet i Vartov, der tilrettelægger studiekredse og konferencer om Grundtvig, samt Den frie Lærerskole i Ollerup, der netop har startet en ny modulopdelt diplomuddannelse i „De frie skolers tradition og pædagogik.“ Et af modulerne retter i særlig grad opmærksomheden på Grundtvig og Kolds ideverden.
Oplysninger
Artiklen blev bragt i Højskolebladet nr. 9.2003. I denne udgave, er der andre illustrationer og bogpræsentationer.
Siden 2003 og frem til 2015, har Kim Arne Pedersen arbejdet halvt som forsker, halvt som præst i den grundtvigske valgmenighed i Odder og senere som sognepræst i Hvilsager-Lime Sogn på Djursland. I 2019 forsker han i Grundtvigs forhold til jødedommen.
Opdateret i marts 2022.
Bøger til videre studier
Grundtvigianisme i det 20.århundrede. Jes Fabricius Møller. Forlaget Vartov.2005. "Bogen er en vandring gennem de seneste 100 års historie og giver sit bud på sammenhængen mellem grundtvigianisme og nazisme, velfærdsstat, eksamensfrihed,Maos kulturrevolution, bispevalg, andelsbevægelse, fodbold, kommunisme, modstandskamp, sygekasser, demokrati, indre mission, Tvind, EU og månedens tilbud i Kvivkly.- blandt meget andet". (Forlaget)
Tidehvervs historie. Torben Bramming. Forlaget ANIS. 1993. "Tidehvervs historie er historien om et arbejdsfællesskab omkring et tidsskrift og et sommermøde. Det er samtidig historien om en række opgør udadtil og indadtil. Opgør med kirkelige miljøer i tiden fra 1926-1945.Opgør med den moderne kultur fra 1945 til i dag. Torben Bramming har skrevet Tidehvervs historie på grundlag af interviews og kildestudier". (Forlaget)
Boganmeldelse
Tidehverv på Christiansborg
Mette Kathrine Grosbøll
Teologisme - om Tidehvervs vej til Christiansborg.
Forlaget Anis.
Untagelsesvis får et kulturtidsskrift langt større betydning end som generationsfænomen. De fleste får kort levetid og når ikke at sætte sig varige spor i samfundet, kunst- og kulturdebatten.
Tidehverv hører til den første kategori. Den kirkelige gruppering Tidehverv, opkaldt efter tidsskriftet af samme navn, kom fra sin begyndelse i 1926 til at spille en betydelig rolle i den danske teologiske diskussion.
Tidehverv udsprang af et opgør med al sammenblanding af kristendom og pietistisk eller human religiøsitet og blev en selvstændig dansk parallel til den tyske dialektiske teologi. Tidehverv betegnes i bogen som en bevægelse, der ikke ville være bevægelse, og for en teologisk stemme, som blev en magtfaktor i dansk politik.
Tidehvervs fordring til det kristne menneske var oprindeligt at være fri af enhver bevægelse, enhver snærende dogmatik, ideologi og lovreligion. Udgangspunktet var, at Tidehverv ikke kunne være politisk, og i hvert fald slet ikke partipolitisk.
Her er vi ved bogens helt centrale omdrejningspunkt. Bogens påstand er, at Tidehverv og den tidehvervske teologi i dag er blevet en stærk partipolitisk faktor, hvilket ikke mindst skyldes, at redaktøren af tidsskriftet, Søren Krarup og redaktionsmedlem Jesper Langballe, sidder i Folketinget for Dansk Folkeparti.
Derfor bogens titel TEOLOGISME som Mette Kathrine Grosbøll definerer som betegnelsen for en teologi, der er blevet ideologisk.
Bogen er en omredigeret version af forfatterens speciale fra 2005, hvor hun har fundet det relevant ”at belyse og dokumentere den udvikling, der førte til, at Søren Krarup og Jesper Langballe valgte Dansk Folkeparti som det positive alternativ til den negative og uafhængige kritik fra sidelinjen, der havde karakteriseret Tidehverv gennem årene”.
Grosbøll er her tilbage ved den kulturkamp, der blev indvarslet i forbindelse med Fogh-regeringens tiltrædelse efter jordskredsvalget i 2001, da fætrene Søren Krarup og Jesper Langballe blev medlemmer af Folketinget. Et nødvendigt folkeligt politisk engagement, som det blev formuleret i Tidehverv allerede tilbage i 2000.
Fætrene sammenlignede det politiske engagement med intet mindre end modstandsarbejdet under den tyske besættelse og tog både Luther, Grundtvig, den sande danskhed og det danske flag som gidsler i kulturkampen. En gidseltagning der senere er blevet intensiveret fra denne fløj i Folketinget.
Bogen stiller sig kritisk til denne selvforståelse. Grosbøll mener, at Tidehverv har mistet karakter af kritisk teologisk korrektiv og i stedet er blevet revet med af ”populistisk national romantik.” Men hvad der er endnu mere alvorligt i hendes øjne er, at det også er en uomgængelig del af regeringens parlamentariske grundlag og dermed en indflydelsesrig politisk magtfaktor.