Det selvberoende menneske
”Alle skal tage et ansvar og være parate til fornyelse og omstilling”.
Teksten rejser det grundlæggende spørgsmål, om der kan dannes modbilleder til de nye rendyrkede managementteorier og ophøjede forestillinger om det selvberoende menneske?
Det selvberoende menneske
Af Laust Riis-Søndergaard
Maleri. Jakob Riis-Søndergaard.2021.
”Alle skal tage et ansvar og være parate til fornyelse og omstilling”. Med denne understregning fra statsminister Anders Fogh Rasmussen og Globaliseringsrådet i 2006, blev der for alvor sat turbo på ledelsesretorikken og de innovative forandringsprocesser i alle led af samfundet med det mål for øje at tilpasse Danmark til den globale økonomi.
Det var et led i en nøje planlagt ideologisk strategi understøttet af de sidste nye rendyrkede managementteorier og ophøjede forestillinger om det selvberoende menneske, der i enhver situation kan gennemskue sig selv og omverdenen.
Dette er idealet i den vestlige verdens lederskab og blandt organisationsteoretikere. De nyliberale idealer om frihed og styr på sit eget liv understreges igen og igen i en uendelige trædemølle, og magtretorikken slibes til hver dag.
Hos beslutningstagere, ledelseseksperter, rådgivere og sågar hos det enkelte lærende barn er det personlige ansvar blevet naglet fast i sproget. Problemet er ikke, at et menneske bl.a. er kendetegnet ved, at det kan tage et personligt ansvar. Problemet opstår i det øjeblik, enkeltmennesket bliver så begejstret over sine egne kortsynede indfald, at det glemmer alt om det, der ikke ligger indenfor egen horisont.
Noget tyder på, at det er denne station vi på ufattelig vis er ankommet til. Ufattelig, fordi det selvberoende og oplyste menneske befinder sig i en verden med en omfattende viden om alt. Hvordan kan så meget gå galt i verden, når vi ved så meget?
Det enkle svar er, at vi nok ikke vil vide af denne viden. Måske har vi heller ikke tid for vigtige opgaver banker på døren. At være i besiddelse af viden er ikke ensbetydende med, at man besidder visdom eller overhovedet er klog på nogen som helst om, hvad denne viden kan anvendes til.
Et nærliggende svar på spørgsmålet kunne også være mangel på dannelse.
Det selvberoende menneske byggende på det nyliberale ideal stræber slet ikke efter besidde dannelse, men mere om i alle døgnets 24 timer at være foretagsom, initiativrig, selvstændig, omstillingsparat og innovativ. Når bare dette er på plads er alle glade og tilfredse og økonomien vil stortrives. Det er logikken i tænkningen, der samtidig rummer et paradoks.
Samtidig med at enkeltmennesket tilsyneladende er sat fri til et personligt ansvar, er det i stigende grad blevet bundet til en usynlig magt, der målsætter og evaluerer sig selv i en uendelighed. Systemet har i frihedens hellige navn overtaget ledelsen, og følgevirkningerne synes at være en dyb åndelig og eksistentiel krise. Den får vedholdende næring, og tilsyneladende kan der ikke dannes modbilleder til denne selvberoende kultur.
Der er dog et par grundlæggende egenskaber ved det at være menneske, som måske kan vækkes til live igen. Mennesker har humor og kan danne fællesskaber, hvor der udvikles sprog og rejses nye spørgsmål, der kan indvarsle en ny begyndelse.
"Skymåler". Skulptur af Erland Knudssøn Madsen. "Skymåler er betegnelsen for en række skulpturer, der i kunstnerisk form reflekterer drømmesyn eller skybilleder- og holder fast i den enkeltes drøm om at leve".