Utopierne lever

Introducerende artikel.

Mennesket har en iboende trang til at tænke i utopier. Men er det stadigvæk interessant og inspirerende at tænke i utopiske dimensioner og er der plads til det?

Utopierne lever

Af  Laust Riis-Søndergaard

” Vi er ikke kun dem, vi er. Vi er også dem, vi kan blive og ønsker at være. Vi er ikke kun det vi kommer fra. Vi er også det, vi er på vej til. Hvad der gælder i personlig eksistens, gælder ligeså vel i folkelige sammenhænge.”

Det er forfatteren Tage Skou-Hansens konklusion i essayet ”Den forbandede utopi” fra 1993. Her argumenterer han for utopier som en nødvendighed for velfærdsstatens fortsatte udvikling. ”Den europæiske psyke er fremadrettet,” siger han. ”Har vi ikke noget at se hen til, går gejsten af os. Er der ingenting at stræbe efter, bliver vi rådvilde.”

 

Tage Skou-Hansen henter begrebet utopi fra Thomas Mores værk ”Utopia”, der udkom i 1516. Den anses for at være den første egentlige utopiske roman. Dvs. en romangenre, der stiller skarpt på en bestemt type tænkning og idérigdom. Det er den filosofiske utopi, der udfolder sine visioner i skitseringen af idealsamfund og gennemtænkte modeller for samliv, produktion og størst mulig lykke i dette liv.

Epigram fra Sir Thomas Mores Utopia

Sir Thomas More.( 1478-1535) Engelsk statsmand, humanist og retskyndig. Den fiktive rejseskildring Utopia, udkom i 1516.

En ø i Stillehavet

Thomas More var forfatter, jurist, statsmand og en lærd humanist, der tjente den engelske konge som gesandt, rådgiver, minister og lordkansler. En from og retskaffen mand, der hverken ville vide af skilsmisser eller magtmisbrug. Han var nært beslægtet med vennen Erasmus af Rotterdam, og de betragtes begge som de betydeligste repræsentanter for den europæiske renæssance og humanisme, der i stærke vendinger kritiserede pavedømme, uretfærdighed, korruption og undertrykkelse.

 

Thomas More var tilhænger af radikale reformer inden for den katolske kirke som modtræk mod Reformationen. I Utopia skildrer han en slags kommunistisk idealstat på en ø i Stillehavet, båret af religiøs tolerance. Der er ingen ejendomsret; der er religionsfrihed, indbyggerne er imod krig, og tiden til arbejde, hvile og fritid er ligeligt fordelt.

 

”I Utopia, hvor alle har ret til alt, ved enhver, at hvis man sørger for at holde de fælles lagre fyldt op, så kan intet enkeltmenneske mangle noget. For der hersker ingen ulige fordeling blandt dem, hvorfor ingen er fattig og ingen lider nød. Og skønt ingen har noget, er alle rige, for hvad kan gøre et menneske rigere end at leve et fredfyldt og muntert liv, fri for bekymringer?”

Forfatteren blev halshugget

Thomas More gjorde sig store anstrengelser for at gøre sin historie troværdig. Ved bl.a. at forsyne den med et utopiansk alfabet og et eksempel på utopianske digte. Han legede også med ordspil, når han f.eks. skulle navngive byer og floder. En af byerne hed Amanote, som er græsk og betyder ”drømmeby”, og floden hed  Anider, som betyder ”intet vand”.

 Værket rummede en skarp kritik af de religiøse og sociale forhold i samtidens England. Thomas More selv, endte sine dage med at blive henrettet, anklaget for højforræderi.

Der er dog ingen sammenhæng mellem halshugningen af More i 1535 og udgivelsen af Utopia i 1516. Når det endte så tragisk skyldes det, at han ikke kunne bifalde Henrik VIII´s skilsmisse fra dronning Katharina, til fordel for hendes hofdame Anne Boleyn, og at han nægtede at støtte kongen i hans forsøg på at gøre sig til den engelske kirkes overhoved.

Halshugningen af Thomas More viser, at kongen næppe havde forstået ret meget af den humanisme og tolerance, som More havde beskrevet i Utopia. Men Utopia med dens ironi og satire lever stadig, og som et plaster på såret blev Thomas More kanoniseret i 1935.

 Utopibegrebet

Utopi forstås almindeligvis som et land eller et samfund, som ikke findes. Et bredt defineret  utopibegreb henter inspiration fra mange forskellige sider. Det er nærliggende at pege på drømme og leg med fantasier, at skabe tankevækkende modbilleder, fiktion, teoretisk filosofisk skrivebordspædagogik, åbenbaringer og religiøse profeti.

Indholdet drejer sig typisk om, hvordan man kunne leve, hvis det var muligt. Der inddrages emner som religion, arbejde, lighed, seksualmoral, familie, ejendomsret og forholdet til myndigheder. I den klassisk - filosofiske og litterære genre vil utopien noget bestemt. Den vil skitsere et idealsted, som ikke findes endnu, men som gerne må opstå i form af ”Den bedste af alle verdener”. Et herligt tillokkende modbillede til det eksisterende. I den forstand er utopien ude på at øve kritik af det, der forekommer forkert og begrænsende i det aktuelle samfund. Vel at mærke radikal kritik, der vil vaske tavlen ren og starte på en helt frisk.

 

Utopimodstandere mener, at utopier dermed får noget fantasteri over sig og forkaster dem som urealistiske, absurde, ligegyldige og uden for realpolitisk og pædagogisk rækkevidde. Hvis det endelig skal være, har man nok lettere ved at leve med den ”integrerede utopi”, hvor den utopiske dialektik er selve drivkraften i udviklingen af samfundet, men der stilles ikke selvstændige og løsrevne scenarier op for fremtiden.

" Den vil skitsere et idealsted, som ikke findes endnu, men som gerne må opstå i form af ”Den bedste af alle verdener”. Et herligt tillokkende modbillede til det eksisterende"

Paradismyten

Selv om begrebet Utopia ikke blev brugt i sammenhæng med idealsamfundet før Thomas More, er forestillingen om et sted befriet for lidelser, udødelighedstanken og evig ungdom en urgammel forestilling. Enhver kulturkreds har haft paradismyter, der beskriver en gylden tidsalder, hvor menneskene lever uden frygt og ønsker. Et sted med oprindelig uskyld og evig lyksalighed og forårsstemning.

 Edens Have fra Det gamle Testamentes skabelsesberetning er nok det mest kendte eksempel, men langt fra det første. Denne hædersplads tilhører ifølge forskere sumerernes paradismyte. Sumererne beboede landet mellem floderne Eufrat og Tigris fra omkring 4000 til 2000 f. Kr.

 De er bl.a. kendt for deres udvikling af landbrug, kultur, handel, kunstarkitektur og litteratur. Arkæologer har fundet mere end 5000 tavler og andre genstande, som er beskrevet med sumeriske litterære og religiøse værker. En af tavlerne beretter om landet Dilmun, et magisk sted, hvor ”mennesket ikke havde rivaler”.

Fra indskrifter og lertavler, som fra tid til anden er fundet ved udgravninger i Mellemøsten, har man vidst, at der mellem de to kendte kulturområder- Sumererne ved Eufrat og Tigris og Indus-kulturen- eksisterede et selvstændigt folk, som boede i landet Dilnum.

Utopier i praksis

Thomas More er kun en af mange begavede mennesker, som op igennem historien har drømt om og beskrevet den ideelle verden. En anden, der må nævnes i denne sammenhæng er Platons ”Idealstaten”, der har givet anledning til mange diskussioner igennem tiderne.

Grundlaget for Platons tankegang er hans sondring mellem ideernes verden, hvor det gode og sande eksisterer i sin renhed, og fænomenerne, hvor det mere håndgribelige, det sanselige, drifterne befinder sig.

 

Platon skildrer det ideale samfund, moralsk og pædagogisk. Udgangspunktet for ”Idealstaten ” er anderledes end i Mores Utopia. Situationen er, at Sokrates med udvalgte venner vil gennemtænke, hvad retfærdighed er. Frem for at fokusere på det enkelte individ, udtænkte de på rationel vis den retfærdige og rimelige stat igennem fra ende til anden.

 

Filosofferne ræsonnerede, at hvis de kunne forstå, hvad en stat behøvede for at være retfærdig, ville de være i stand til at generalisere og forstå selve retfærdigheden. Platons Idealstat fik et temmelig statisk og totalitært præg over sig.

Eftersom utopien i sit væsen og form vil frembringe ”Den bedste af alle verdener”, ligger det i dens natur, at den kan blive statisk, perfektionistisk og elitær, grænsende til det totalitære. Det viser sig i det øjeblik,  utopien skal udmøntes i praksis, at den nærmest kan få dæmoniske og kyniske træk.

Menneskets utopi 

Det totalitære har i høj grad præget det 20.århundredes opfattelse at utopier. Det skyldes, at flere lande på voldelig og kynisk vis gennemførte versioner af de principielt ideale samfundsmodeller, så det, der skulle være den skønne stat, blev til et rædselsregime af undertrykkelse og elendighed, f.eks. nazismen og sovjetkommunismen.

 

To verdenskrige og alt det løse i sidste halvdel af det 20. århundrede har gjort det vanskelig at tro på det gode og konstruktive i mennesket. Derfor blev utopien i det 20. århundrede afløst af dystopien.

Det præger også i mild grad den eneste danske utopi af betydning fra det 20. århundrede, nemlig ”Oprør fra midten”, der blev skrevet af fysikeren Niels I. Meyer, politikeren Kresten Helveg Pedersen og forfatteren Villy Sørensen. Bogen udkom i 1978 og vakte i en kortere periode stor interesse i medierne og i folkelige kredse. Siden er den gået totalt i glemmebogen, hvilket er en skam.

I forordet skriver forfatterne: ”Undskyldningen for, at vi har skrevet, hvad mange andre også har skrevet, er, at der os bekendt ikke findes en fremstilling, der forener kritisk analyse af det moderne - specielt det danske - industrisamfund med et politisk program, der bygger på en udformet menneskeopfattelse. Bortset fra enkelte ideer i bogen muligvis er vores egne, er det altså sammenhængen der er ny - og ambitiøs.”

Herefter redegør de for det formålstjenlige i at skitsere et fremtidssamfund, der ikke er så utopisk, at virkeliggørelse af det er helt udelukket. ”Vort fremtidssamfund er i høj grad påvirket af vort nutidssamfund og er - om ikke andet - i det mindste egnet til at lade dette samfunds skyggesider træde klarere- eller rettede: mørkere – frem.”

En af forfatternes yndlingshypoteser er, at det ikke er menneskene, der er noget i vejen med. Forfatterne er opmærksomme på, at såvel samfund som samfundsutopier er foranderlige størrelser. Begreber der konstant må revideres.

 

Her knytter de an til den utopiopfattelse Tage Skou-Hansen kan stå inde for i den ”Den forbandede utopi”, og som gør, at han stadigvæk kan sige, at der er brug for utopisk tænkning. Hans forestilling er ikke den ideelle stat. Et fælles demokratisk mål ville være forræderi, mener han. Det er menneskets og ikke statens utopi, han efterlyser. I dette perspektiv kan det stadigvæk være interessant og inspirerende at tænke i utopiske dimensioner.

"Oprør fra midten" udkom i 1978 og vakte i en kort periode stor interesse i medierne og i folkelige kredse. En af forfatternes yndlingshypoteser er, at det ikke er menneskene, der er noget i vejen med. Forfatterne er opmærksomme på, at såvel samfund som samfundsutopier er foranderlige størrelser. Begreber der konstant må revideres.

Oplysninger

Artiklen er sidst redigeret den 5.april 2020.

Titlen Utopia, er et ordspil over det græske Utopia, der har dobbeltbetydningen ”Det gode sted” og ”Intetsteds”. Nogle idealbilleder har i stedet udviklet sig til skræk- og skræmmebilleder - til truende advarsler. De findes på ”Det dårlige sted”, som benævnes for ”Dystopia”.

Læs mere om utopier

IMG_0214_edited_edited

Den filosofiske roman. Candide eller Optimismen. Francois-Marie De Voltaire.

Platon.

Utopier er nødvendige. Leder.

Thomas More.Utopia.2.

Utopierne lever. Introducerende artikel.

Missa Solemnis

Utopiske elementer i drømme og musik.

Breaking the Waves

Utopier i litteratur og film.

Jorden set fra Universet

Vidunderlandet ATLANTIS.