Utopier i litteratur og film
Den fiktive fortælling i litteratur og film sprænger grænserne for det mulige.
Denne artikel om utopier henter inspiration i Inger Christensens hovedværk "DET" fra 1969 samt B.S.Ingemanns poetiske digtning og Ludvig Holberg, der bl.a. skrev den utopiske rejseroman,"Niels Klims underjordiske rejse".
I filmmediet giver det god mening at tale om utopiske hypoteser. I artiklen møder læseren Mads Mikkelsen, der læser til kandidat i filmvidenskab. Afsluttende kommer vi en tur til filmbyen, hvor Peter Aalbæk Jensen, med afsæt i Lars Von Triers film "Breaking the Waves", reflekterer over de utopiske dimensioner i film.
Utopier i litteratur og film
Af Laust Riis-Søndergaard
”Det. Det var det. Så er det begyndt. Det er. Det bliver ved. Bevæger sig. Videre. Bliver til. Bliver til det og det og det. Går videre end det. Bliver andet. Bliver mere. Kombinerer andet med mere og bliver ved med at blive andet og mere….”
Legen med ordene er fra Inger Christensens hovedværk ”Det”, udgivet i 1969, da debatten om samfundsværdier, autoriteter, moral, etik og seksualitet havde kronede dage. Værket er enestående i komposition og gennemført som en skabelsesberetning. I flere af digtene i dette hovedværk beskrives den utopiske kobling mellem krop, menneske, by og samfund.
Som modernistisk lyriker, dramatiker og romanforfatter, eksperimenterer hun med den fiktive ramme og skaber nye rum for den utopiske længsel efter et andet og bedre liv. Efter sin debut med digtsamlingen ” Lys” fra 1962, har hun kredset om menneskets fremmedgørelse og frigørelse.
I ”Det” trækker hun linjer til den forskelsløse urtid og laver nærgående analyser af ”det endimensionale massesamfund”, der opfattes som en falsk og kunstig virkelighed.
I ”Det”, stiller Inger Christensen ikke et idealsamfund op, som vi kender det fra den klassiske filosofiske utopi, men igennem sproget skaber hun modbilleder til det eksisterende, ved f.eks. at lade naturen være et poetisk korrektiv. ”Det” er en dynamisk fremlægning af en hel generations utopiske drømme og erfaringer med natur, magt, sprog og bevidsthed.
Skulptur ved Kalmar Slottet, Sverige.Foto: LR-S.
Et samfund kan være så stenet
At alt er en eneste blok
Og indbyggermassen så benet
At livet er gået i chok
Og hjertet er helt i skygge
Og hjertet er næsten holdt op
Til nogen begynder at bygge
En by der er blød som en krop
( Fra Inger Christensens hovedværk ”DET”.)
UR-Blues Hjerte. Erland Knudssøn Madsen.1988.
Tryllelandet og rejseoplevelser
Jeg kjender et fortryllet Land
Men veed ei hvor det findes:
Det kun iblinde søges kan,
Og Ingen veien mindes.
I dansk sammenhæng er det Bernhard Severin Ingemann (1789-1862), dansk romantisk lyriker, novelle- og romanforfatter, der anses for at være en af de første der skriver digte, der tematiserer det utopiske. I Ingemanns poetiske digt ”Tryllelandet”, udfolder han de utopiske længsler og drømme efter det gode og fuldkomne liv. På Ingemanns tid – den romantiske periode i dansk åndsliv, er det fantasien, der danner grundrytmen i den utopiske drøm.
Den underjordiske rejse
Det gør sig bestemt også gældende hos den dansk-norske forfatter Ludvig Holberg ( 1684-1754), der skrev komedier, fabler, epistler og den utopiske rejseroman ”Niels Klims underjordiske Rejse”, der blev udgivet anonymt i Leipzig i 1741.
Det at indbygge rejser i den fiktive roman var velkendt på Holbergs tid. Charles- Louis de Montesquieu (1689-1755) udsendte ”Persiske breve” i 1721, og Jonathan Swift ”Gullivers rejse”, udkom i 1726.
Maleri. Jakob Riis-Søndergaard.2021.
Niels Klim er historien om en ung naiv mand, der vender hjem til Bergen som teologisk kandidat. Han søger embede, men falder på et tidspunkt i et hul i jorden og kommer ud på en underjordisk rejse. Han lander først på planeten Nazar i staten Potu, hvis indbyggere er ganske fornuftige træer.
De helt naturlige grundpiller i staten Potu er oplyst enevælde og en deistisk religion. Indbyggerne bruger ikke unødig energi på intriger, sladder og politiske kandestøberier, men gør nytte efter evne. Privilegier kendes ikke, og alle har lige adgang til embeder.
I undervisningsvæsnet sigtes på praktiske kundskaber og selverkendelse. Der er ikke meget at stille op for en velbegavet teologisk kandidat som Niels Klim. Han får dog en vis status i trævæsnernes øjne, fordi han har lange ben, hvilket gør ham velegnet som løber ved hoffet. I denne egenskab besøger han yderligere 25 andre Nazar-lande med forskellige egenskaber drevet til det yderste.
Magthavernes skræk for utopier
I et forsøg på at avancere udformer Niels Klim et reformforslag om, at kvinder ikke bør have adgang til offentlige embeder. Forslaget afvises pure med den begrundelse, at det er skadeligt for staten.
Herefter ekskluderes han fra Puto og bliver henvist til indersiden af jordskorpen, hvor han dumper ned i staten Martinia. Beboerne er livlige og forlystelsessyge aber. Her skaber han sig en karriere som modeskabende parykmager og får endnu flere mærkelige lande at se, før han efter et skibbrud lander i staten Quama, der er et menneskesamfund på buskstadiet.
Niels Klim forsøger her at udnytte sin intellektuelle og kulturelle kapacitet til egen personlig vinding og magt. Han lader sig udråbe til Kejser og fører krige på kontinentet. Det ender med et folkeligt oprør og Niels Klim jages på flugt. Han falder igennem en sprække i jordskorpen og ender på et fjeld uden for Bergen. Her ender han sine dage som klokker i filosofisk ro og tænksomhed.
Ludvig Holberg udnytter rejsekæden til at satirisere og parodiere over samtidige europæiske forhold i intim- og socialsfæren. Det intellektuelle hovmod og de europæiske regeringsformer, bliver taget under skarp satirisk behandling, og de utopiske fantasier får frit løb.
”Niels Klim” var en farlig bog for magthaverne. Af samme grund skrev Holberg bogen på latin for at undgå censur. Interessen for romanen var enorm i det 18.århundrede. Romanen blev oversat til otte sprog og kom i 30 oplag og udgaver.
Utopiske hypoteser i film
Giver det mening at tale om utopier og film?
”Ja, bestemt. Efterprøvningen af utopiske hypoteser, er en del af filmmediets generelle appel,”
siger Mads Mikkelsen, der læser til kandidat i filmvidenskab på Københavns Universitet. ”Flere klassiske film støtter sig, eller forholder sig kritisk til utopier i den ene eller anden form, mens nye utopier kun sjældent formuleres på det store lærred. I film optræder utopier i mere inklusiv forstand og ikke som hypotetiske statsformer, som vi kan møde det i litteraturen og i den filosofiske roman.”
Naturligvis går alle film ikke til utopierne på samme måde, uddyber Mads Mikkelsen. Ikke desto mindre har utallige film taget det utopiske slogans som ”ægte kærlighed varer evigt” til sig som dramatisk præmis eller til kritisk efterprøvelse.
”Melodrama-genren og ældre film generelt, vil som regel have et uproblematisk forhold til utopierne.” Som eksempel nævner han Frank Capras ”It`s a Wonderful Life” fra 1946, der er et klassisk melodramatisk Hollywood-film, hvor renfærdigheden sejrer til sidst.
”Nyere film vil i højere grad gå til utopierne med en større grad af blasert post-moderne skepsis og ironi, som det f.eks. kan ses i Lars Von Triers film,” fortsætter Mads Mikkelsen.
”Med et inklusivt bredt utopi-begreb vil den filminteresserede kunne udpege mange film, hvor utopien indgår som et centralt element, som et organiserende princip og dramatisk brændstof.” En af fiktionens kvaliteter er netop denne legende indlevelse i en ”hvad-nu-hvis situation”, hvor der trækkes på de hårde videnskabelige landvindinger og erkendelser. Det gør sig ikke mindst gældende indenfor science fiction -genren, som på en eller anden måde undersøger det uopnåelige eller umulige, med problemstillinger fra både filosofien og fysikken. Et godt eksempel på denne kombination er Fritz Langs mesterværk ”Metropolis” fra 1927.
Forløsning eller afsløring
”Metropolis” er en af de få film, der formulerer en ny utopi. Filmen foregår en gang i fremtiden i et to-delt samfund, hvor den herskende klasse bor i et nyt Babelstårn, mens arbejderne slider i de underjordiske gange og fabrikker. Præsidentens søn involveres med de mere og mere utilfredse arbejdere, og efterhånden kommer det til oprør. Efter længere tumult, der bl.a. inkluderer store oversvømmelser, ender filmen med, at den nu ”vækkede”søn konkluderer: ”The Mediator between The Hands and the Mind must be the Heart”.
Et andet repræsentativt eksempel i denne genre er ”Frankenstein”, (instruktør James Whale, 1931) .
Vi møder den gale professor, der tror, at han kan eftergøre guds skaberværk, med fatale konsekvenser til følge. Moralen i Frankenstein har dannet model for utallige science fiction- film siden: ”Don´t mess with mother nature”. Den videnskabelige positivisme står for skud og afsløres her som utopi.
Filmbyen som utopi
Filmbyen ligger på gå- afstand fra Avedøre Stationsby. Projektet med Filmbyen leder uvilkårligt tanken hen på Inger Christensens digt, der understreger drømmen om, at ”nogen begynder at bygge en by som er blød som en krop”.
I Filmbyen kan man møde direktør Peter Aalbæk Jensen, der om nogen har haft fingrene solidt begravet i at omdanne den tidligere militærforlægning til et kreativt og skabende filmmiljø. I Filmbyen findes mange firmaer, der relaterer sig til film, bl.a. Peter Aalbæk Jensens ”Zentropa”, der står bag en række film af instruktøren, Lars Von Trier.
” Jeg stak i sommeren 1996, på opfordring af den lokale borgmester, næsen ind igennem porten her og så 87 bygninger ligge. 40.000 m2 under tag. 500.000 m2 jord. Det lå fuldstændig ubenyttet hen. Det måtte nærmest besættes,” fortæller Peter Aalbæk Jensen. Som sagt så gjort.
”En fantastisk ramme for filmarbejde. 15 minutter fra Rådhuspladsen. 15 minnutter fra lufthavnen. 2 minutter. fra et motorvejsnet. Der er ikke én filmby i verden, der ligger så godt. Vi drømte om et sted, og det blev omsat i handlingsplaner.”
Hvad skal kendetegne en film fra ”Zentropa”?
”Den skal have noget opsigtsvækkende over sig og en smule kant uden at det bliver krampagtigt,” kommer det prompte fra Peter Aalbæk Jensen. ”Vi kan ikke på forhånd lave et eksempel på, hvad vi skal lave. Det er en drøm, hvor vi forsøger at beskrive denne drøm bedst mulig. De fleste gange er drømmen bedre end det færdige resultat. Nogle få gange er det færdige resultat bedre end de drømme, vi tilsammen havde før vi gik i gang med projektet.”
Hvilken film er efter din opfattelse kommet i nærheden af denne utopiske højstatus?
” Breaking the Waves” ( instruktør Lars Von Trier, 1996). Jeg bliver ekstremt grebet af den. Den sluger mig, og jeg overgiver mig betingelsesløst til den. Den arbejder hele tiden organisk med musikken og de underlige urolige billeder. Voldsomme og stærke følelser. Perversion, vold og lemlæstelser.”
”Det er for mig ikke en tænkefilm på nogen måde. Jeg ser den med maven og har set den mange gange opløst i gråd, snot og slim. Den overskrider konstant og overraskende grænserne for det mulige, hvilket også er pointen med overhovedet at beskæftige sig med utopier,” slutter samtalen med Peter Aalbæk Jensen.
Maleri. Jakob Riis-Søndergaard.2021.
Oplysninger
Artiklen stod i Højskolebladet nr. 19.2005. På hjemmesiden er der anvendt andre illustrationer og flere oplysninger.. I 2005 var der følgende oplysninger om Peter Aalbæk Jensen og Mads Mikkelsen:
Peter Aalbæk Jensen. Idemager og direktør for Zentropa- film.
Mads Mikkelsen. BA i medievidenskab. Læser nu til kandidat i filmvidenskab. Tilknyttet afdeling for film og medievidenskab på Københavns Universitet.
Sidst redigeret marts 2022.