Skolehistorier fra en særpræget landsdel

 Artiklen blev oprindelig skrevet til antologien "Derfra vor verden går- skoleminder gennem 60 år", redigeret af Ole Pedersen og udgivet på Forlaget KvaN i 2001. I antologien erindrer 22 forfattere deres skoletid og portrætterer nogle af deres lærere.

​ I mit bidrag til antologien, har jeg vægtet at fortælle skolehistorier, der omhandler lokale lærer- og kulturpersonligheder på vesteregnen i Sønderjylland, hvor jeg har haft min skolegang. En af dem, Else Jensen, var min første lærer, da jeg startede i Ellehus skole i 1959. De øvrige, havde jeg ikke direkte kontakt til i børneskolen eller i andre sammenhænge. De befandt sig i det, som jeg i artiklen kalder for "det skjulte skolelandskab", hvilket defineres nærmere i artiklen. Fortællingerne om de lærer- og kulturpersonligheder, deres vilkår, handlinger og skæbner, har gjort indtryk på mig i mit voksenliv, og senere i mit lærervirke i de frie skoler.

Når jeg i 2001 valgte denne tilgang til artiklen, skyldes det nok især et ønske om at forstå de dybe modsætningsforhold på min hjemegn i Sønderjylland, og den betydning det fik for skolens formål, lærerne og deres skolearbejde. Derudover, ønskede jeg at inddrage et særpræget skole- og lærervirke i artiklen. Det var Folke Trier Hansen og Karen La Cours frie skole i landsbyen Abild, der ligger et par kilometer nord for Tønder. Her havde de et aktivt skolevirke fra 1934 til 1960. Måske kan dette særprægede skolearbejde stadigvæk inspirere til overvejelser over, hvad et skole- og lærerliv kan være. 

Skolehistorier fra en særpræget landsdel

Af Laust Riis-Søndergaard

Det er midt på formiddagen. Skolegården summer af liv. Frikvarteret er langt over sædvanlig tid. Bag træerne skimtes en mark dækket af et tykt lag damp fra jordens indre. Foråret er kommet.

 

Fru Jensen træder frem på trappestenen ved hovedindgangen og klapper i hænderne. Børnene samles forventningsfulde foran hende.

-Skal vi mødes på sportspladsen om 5 minutter?

Alle jubler og løber i retning af sportspladsen.

Erindringsrefleksioner

Hvad vi i øvrigt legede på sportspladsen erindrer jeg ikke. Kun en fornemmelse af forventning. Hvorfor erindres dette glimt blandt tusinde af andre muligheder fra skoletiden? Spørgsmålet er ligeså vanskelig at besvare, som hvorfor det lige netop var mig der kom til verden og ikke tusinde af andre kombinationsmuligheder.

Uindfriede forelskelser og situationer, hvor man følte sig forrådt

De fleste mennesker har erindringer fra deres skoletid, som de vender tilbage til gang på gang. Oplevelser der har sat sindet i bevægelse og fået skæbnekarakter. Drillerier fra skolegården, hvor kammerater pinte livet af særlige udvalgte ofre. Nogen gange var man selv et offer og andre gange bøddel. En dårlig eksamenskarakter, der kom til at hænge som en mørk truende sky over hovedet. Uretfærdige kommentarer fra en lærer. Uindfriede forelskelser og situationer, hvor man følte sig forrådt. Det er med andre ord skolebilleder, der har gjort en markant forskel og dannet grundlaget for vigtige valg senere i livet. Til denne kategori hører naturligvis også de gode bemærkninger og oplevelser, der understøttede selvtilliden og skabte balance i regnskabet. Derfor har vi, i den rette afstand af begivenhederne, brug for at fortælle og fortolke for at se erindringerne i et nyt lys. 

Dette er den klassiske vinkel på skolehistorier, som vi kender dem fra Klaus  Rifbjerg´s ”Det forsømte forår”, Leif Panduro´s ” Rend mig i traditionerne” og nyere litteratur og film, som omhandler børn og unges oplevelser med skolen, lærerne, institutioner og stressede forældre. Når vi læser disse bøger, kan vi spejle os i dem og nikke genkendende til lærertyper, klasseoplevelser, frikvartererne. Traditionelt høres beretninger om håbløse lærere i matematik, fysik, tysk og gymnastik, men også om lærere der rakte op som lyslevende åndelige fyrtårne og banede vejen for ens senere karriere i livet.

Jeg kan ikke benægte, at jeg har haft lærere, der har gjort et indtryk på mig, som rækker udover det, man kan forvente af et skolefællesskab over en længere periode. Men det er alligevel andre ting, som står tilbage og fylder mere i mine skole- og lærerbilleder. Det er sproget, historien, frihedssynet og en række  skjulte kulturelle skolelandskaber, der vedvarende har givet næring til min forundring, fantasi, længsel, drømme og forventninger.

Laust. Ellehus skole.1960.

Klassebillede. Abild skole. Lærer Sørensen med 4.klasse.1963.

Laust nr. 4 fra venstre i bageste række.

Det skjulte skolelandskab

 Det skjulte kulturelle skolelandskab forstår jeg som noget, jeg ikke umiddelbar havde fysisk tilknytning til eller var bevidst om. Det var noget, jeg oplevede i glimt, som et kontrapunkt, en modkultur til den umiddelbare sansede virkelighed, jeg var tilstede i. Det var allerede historie, da jeg trådte ind på arenaen. Jeg var henvist til en lyttepost på den historiske overflade og måtte nøjes med fortællinger om, hvordan kulturelle og skolepolitiske brydninger havde været. Om personligheder der kæmpede og stræbte efter at realisere deres drømme. Deriblandt var der en række markante skolefolk og politikere på min barndomsegn. I denne sammenhæng her, vil jeg nævne Erik Appel, Folke Trier Hansen og Else Jensen. Sidstnævnte var min første lærer i skolen. De har alle tre haft stor betydning i skolepolitiske og kulturelle sammenhænge på min hjemegn fra 1930érne og mange år frem. For at forstå deres skolearbejde, er jeg nødt til at fortælle lidt om min barndomsegn og det historiske og særprægede skolelandskab, de skulle virke i.

Kulturelle modsætningsforhold

Min barne- og ungdomstid i 50érne og 60érne knytter sig til stednavne som Travsted, Ellehus, Kongsbjerg, Abild og Tønder. Det var et modsætningsfyldt sprogligt og kulturelt landskab på vesteregnen i Nordslesvig - eller Sønderjylland, som de fleste benævner landsdelen i dag. Sproget var hovedsagelig dialekt. Der blev også talt rigsdansk og tysk - især højtysk og plattysk, som de havde lært det i skolen. Måske havde mændene også lært det som soldater i krigen. Dvs. at man hver eneste dag havde forskellige muligheder for at beskrive forskellige situationer. Gang på gang gled det ene ord fra det ene sprog over i det andet. De kunne skrive på sønderjysk, på tysk, højdansk og rigsdansk.

De store kulturelle modsætninger på egnen bestod mellem dem, der var dansksindede og tysksindede samt mellem de grundtvigske og indremissionske. Sidstnævnte blev altid benævnt som de ” missionske”. Mine forældre havde et husmandsbrug med jord, der var udstykket fra nogle større gårde i nærheden. I mit hjem og i skolen talte vi altid sønderjysk og jeg har talt min dialekt som hovedsprog, indtil jeg var ca. 18 år gammel. Mine forældre tog aktiv del i det grundtvigsk inspirerede forenings- og skolearbejde på egnen og havde selv været på Grundtvig/ Koldske højskoler i 1940èrne.

I landskaberne nordøst for Tønder, ligger bynavne som Abild, Kongsbjerg, Travsted, Ellehus.

Danskheden lå dybt lejret i min familie. Min bedstefar kunne fortælle om tabet af Sønderjylland i 1864 og havde selv oplevet genforeningen i 1920. Han fortalte om sin egen og familiens aktive deltagelse i 1.verdenskrig i tysk tjeneste, livet i skyttegravene, tab af familiemedlemmer, store omkostninger for privatlivet efter 5 år i krig. Under 2. verdenskrig udførte min far sammen med en gruppe træning i sabotage, og de havde et skjult våbenlager. Jeg erindrer fortællinger om personer i nabolaget, der havde været stikkere- og betalt prisen derfor- og om tyskepiger, der havde fået håret klippet af, fordi de havde været sammen med tyske soldater. Langt op i min barndom var der en udtalt frygt for nazismen og facismen. Dette blev understøttet af de mange danske og engelske militærøvelser i området og af den store grå masse, der ind imellem tonede frem på det sort/hvide fjernsyn i form af russiske militærparader. At være dansk i dette område var ikke just en selvfølgelighed. Men det blev indprentet i sindet af danske sange, flaget, traditionerne, foreningslivet og grænsekontrollen ved Sæd og Rudbøl.

 1.verdenskrig. Livet i skyttegravene.

2.verdenskrig. Tysk besættelse af Danmark 9.april 1940.

Den danske skole

Det var i dette historiske og kontroversielle område lærerne skulle virke. De trådte ind i lærerarbejdet med et klart fælles sigte, men alligevel kom der vidt forskellige skole- og lærerbilleder ud af deres virke. Skolen var en del af hele det sønderjyske skoleprojekt efter genforeningen i 1920. Den danske skole blev givet som en god gave til sønderjyderne i 1920, og den blev et vigtigt led i den store omstilling, der skulle finde sted. Det var ikke fagfolk, men mænd og kvinder fra det praktiske liv, der fik frihed og ansvar til at lægge grundvolden for den sønderjydske skole.

Skolens opgave var at tjene befolkningen, hjemmene og deres børn. Lærerne skulle være hjemmets medarbejdere. Skoletvangen og den tysksprogede undervisning i tysk tid, havde gjort det nødvendigt for mange danske forældre at undervise deres egne børn. De havde nu et stort behov for at få hjælp af de danske lærere. Den danske skole var efter 1920 blevet fri for staten som skolemyndighed og fri for tilsyn. Man havde i stedet fået et rådgivende tilsyn ved amtsskolekonsulenterne. Hvert skoledistrikt valgte sin skolekommission. Den blev valgt ud af den forældrekreds, der havde børn i skolen. Derved var der skabt en nær forbindelse mellem hjem og skole.

Erik Appel

-holdningsmenneske i spændingsfeltet mellem tysk og dansk.

Ellehus privatskole, Sønderjydsk Skoleforenings skole, begyndte  i 1926 på statsdomænegården ”Ellehus”, med Erik Appel som økonomisk administrator.  Han var velkendt i frie kredse, som tidligere højskoleforstander på Rødding højskole og aktiv venstremand. Han blev hentet til egnen af de gamle nationale foreninger, Sønderjysk Skoleforening, Sprogforeningen og Grænseforeningen. Der skulle udføres et pionerarbejde i dette tidligere tyske område. Sammen med en række andre personer på egnen tilhørte Erik Appel en grundtvigsk bevægelse med stærk tilknytning til Liselund ved Slagelse. Det var et mødested for folk, der ønskede at holde skole og kirke ud fra et grundtvigsk livssyn.

Statsdomænegården ”Ellehus”, var på dette tidspunkt et agtet kulturelt centrum på egnen. Erik Appel holdt hjemmeundervisning for børnene i området, og en gang om måneden blev der holdt gudstjeneste i den oprettede kirkesal på gården.

Ellehus Privatskole fik i 1933 sin egen skolebygning på Margrethegaards mark, bygget så stor, at både danske og tyske børn fra distriktet kunne få deres skolegang her.

Men allerede i 1934 gik tyskerne fra. Tryk sydfra-  nazisme, uoverensstemmelser og spændinger angående privatskole eller kommuneskole førte til, at der opstod et ønske hos det tyske mindretal om en tysk privatskole. Den fik navnet ” Mosbøl Skole ”. Der blev holdt skole frem til 1944, da den blev belagt med flygtninge. Hos danskerne blev skolen benævnt som ”æ tyskskole ” eller Hitlerskolen. Undervisningen foregik på tysk og med tysk disciplin. Alle skolebøger var nazistiske. Skolebygningen udstrålede tysk autoritet og klasserummene var udsmykkede med tyske plakater og billeder.

 

Ellehus Privatskole led et betydeligt tab, da tyskerne gik fra, men ved kommunens støtte og med bidrag fra fadderskab i Silkeborg, lykkedes det at holde skruen i vandet.

Den nybyggede Ellehus Skole var placeret på en højderyg i landskabet og kunne ses på lang afstand. Det var en stor, gul, arkitektonisk smuk bygning, få kilometer fra mine forældres gård. Det blev min første skole i 1959.

Afholdt lærer -storstikker- henrettet

Erik Appel ansatte i 1933 en lærer ved navn Arne Pedersen som skoleleder. Han var i embedet frem til 1939. Han er blevet beskrevet som et charmerende og særdeles velbegavet menneske. Et sproggeni der beherskede 5 sprog i skrift og tale. Han var en spændende og levende underviser og fortæller.Børn og voksne holdt af ham. Han var medlem af menighedsrådet, grænseværnet og anset i lokalsamfundet. Det må derfor have været en stor og ubehagelig overraskelse, da han under krigen, efterhånden blev kendt som storstikkeren Arne Pedersen, der havde 80- 90 mennesker på sin samvittighed.

I lokalområdet var der ikke umiddelbar mistanke til dette forhold i hans person. Men i modstandsbevægelsens region 3 på Als, havde man i nogen tid fattet mistanke til en mand, der kaldte sig kaptajn Rasmussen. Han havde bl.a. forsøgt at komme i kontakt med præsten fra Notmark og Danebod Højskoles forstander, Frede Therkelsen, der begge var modstandsfolk. Kaptajn Rasmussen var interesseret i at vurdere modstandsbevægelsens organisering med henblik på at forbedre den. Modstandsbevægelsens folk var klogt nok gået under jorden.

 

Det må derfor have været en stor og ubehagelig overraskelse, da han under krigen blev kendt som storstikkeren Arne Pedersen(...) , der havde 80-90 mennesker på samvittigheden.

Efter krigens afslutning fulgte retsopgøret. Arne Pedersen blev betegnet som landsforræder. Den 12.juli 1949, blev han henrettet i Undallslund plantage nordvest for Viborg.

Else Jensen 

- lærer og menneske med et folkeligt livssyn

Else Jensen efterfulgte Arne Pedersen som lærer i Ellehus Privatskole i 1939. På grund af uoverenstemmelse mellem forældre og Erik Appel var skolen nu blevet omdannet til en privatejende institution med en folkevalgt bestyrelse. Ellehus Privatskole gik i 1947 over til at blive kommuneskole under navnet ”Ellehus Skoleforbund ”, der bestod af en række nærtbeslægtede sogne. Det tyske mindretals børn i området vendte i denne forbindelse tilbage til den danske skole. Skolen blev efterhånden udvidet så der var plads til 50 børn.

Else Jensen var tilflytter. Hun var født 1917 i Vånge, der ligger ved Gudenådalens udspring ved Øster Nykirke sogn mellem Vejle og Brande. Allerede som 17 årig startede hun på den 2 årige Elbæk Lærerskole. Det var på dette tidspunkt den eneste eksamensfrie lærerskole i landet. Efter nogle år med tilknytning til Odense friskole og Trunderup friskole på Fyn, kom hun til Ellehus Privatskole og jeg mødte hende der, som min første lærer i 1959.

 I 1991 gennemførte jeg i forbindelse med et studiearbejde om fri læreruddannelse, et længere interviewet med Else Jensen. Her fortalte hun om sit liv og virke som lærer på egnen. I disse samtaler blev det skjulte kulturelle skolelandskab åbnet.

Else Jensen har således ikke blot været min første lærer. Hun har også sidenhen været en hukommelse til lokalsamfundets historie og en dybere sammenhæng mellem fortid- nutid og fremtid.

 

Det var Else Jensen der fortalte mig om sit kendskab til Arne Pedersens tid på Ellehus Privatskole og de konflikter der senere opstod mellem en forældrekreds og Erik Appel.

Jeg nærede også en vis interesse for den uddannelsesbaggrund hun havde fået fra den frie læreruddannelse i Elbæk.

Else Jensen var ikke blot en underviser, men også en person, der var dybt involveret i livets gang i lokalsamfundet. Hun var en helt igennem troværdig og omsorgsfuld lærer med et stort personligt overskud og en udviklet evne til indlevelse og opmærksomhed. Hun var agtet i lokalbefolkningen og fik stor betydning for skoleudviklingen og foreningslivet på egnen. 

Skolerytme, ritualer og dannelse

- barnets møde med skolen

Jeg startede i 1.klasse den 1.april 1959 i Ellehus skole. Det var ikke en ny og ukendt skolebygning jeg ankom til. Else Jensen var heller ikke en ny og ukendt person. Skolen var blevet et velkendt kulturelt samlingssted på egnen, og begge mine forældre var aktive i arbejdet der. Som børn var vi allerede trukket med til de faste årlige arrangementer som genforeningsfest den 10. februar, fastelavnsfester, juletræsfester, gymnastik- og idrætsstævner, sangaftener og dilettant. Else Jensen var tilstede ved de fleste arrangementer. 

Skoleåret var tilrettelagt efter årstidernes rytme, men også med et hensyn til, at børnene skulle hjælpe til med arbejdet hjemme på gårdene. Skoleåret gik på dette tidspunkt fra april til april. Det var delt op i en sommerskole fra april til september og en vinterskole resten af året. Skoletiden om sommeren gik fra 7.00 om morgenen til kl. 12.00 og om vinteren fra kl. 8.00 – 14.00.  Lørdagsundervisningen sluttede altid kl. 12.00. Om vinteren cyklede de fleste børn hjem til middagsmad og startede i skolen igen over middag.

Skoleåret var tilrettelagt efter årstidernes rytme, men også med et hensyn til, at børnene skulle hjælpe til med arbejdet hjemme på gårdene.

Om morgenen blev vi alle modtaget i døren af Else Jensen. Det hørte til det faste morgenritual. Vi samledes alle til morgensang og fadervor i den store sal. Herefter kunne vi bevæge os ud i vores respektive klasserum. Børnene var samlet i to store hold, der bestod af 1.- 3. klasse og 4. – 7. klasse. Til et af de faste ritualer hørte, at vi rejste os op når læreren trådte ind i rummet. Der blev undervist på forskellige trin i de grundlæggende skolefag, hvorimod fortælling, sang og historie var fælles i de enkelte klasser.

Frikvarterer blev givet efter behov og der var god plads og ingen snærende tidsskemaer. Når de vejrlige forhold tillod det, endte frikvartererne tit i en overraskende handling: ” .. vi mødes på sportspladsen om 5 minutter? ”- ” Fat cyklerne, vi skal på fugletur i Draved skov ”. - ” I dag har vi bagt pandekager til alle ”.

I klasserummene var den historiske ramme og dannelsens sigte tydelig markeret. Forrest i rummet, over den sorte tavle, hang billeder af kongen og dronningen. I hjørnet Danmarkskortet, hvor de nye og gamle grænser var indtegnet. På væggen i den ene side hang en række genforeningsplakater og historiske billeder fra slaget ved Dybøl og Isted hede. Hele bagvæggen var beklædt med et glasskab fyldt med udstoppede fugle og gamle slidte skolebøger.

Men nye tider ventede lige om hjørnet.

Klasserummet: På væggen i den ene side hang en række genforeningsplakater og historiske billeder fra slaget ved Dybøl og Isted hede.

Nye tider

En aften i maj 1960, hvor jeg var på stjernekig med mine forældre, for at få øje på sputnikken med de to forsøgshunde Strelka og Belka, blev der snakket om de nye tider, der var på vej. Den store verden var kommet tættere på. Sort/hvidt fjernsyn var blevet anskaffet, og to gode arbejdsheste,"Lise og Lotte", var blevet erstattet af en helt ny grå Massey- Ferguson traktor. Med skoleloven af 1958 var Ellehus skoleforbund allerede blevet opløst, og efterhånden blev børnene spredt ud til forskellige nye såkaldte centralskoler. Nye fag som sprog skulle på skemaet. Ellehus Skole måtte i 1960, bøje sig for centraliseringsbestræbelserne og sige farvel til de sidste børn. Else Jensen blev overflyttet til en ny og større skole i Øster Højst, hvor hun i øvrigt fik særdeles gode arbejdsår. I hjemmene og i den offentlige debat om den gode børneskole var fronterne blevet trukket op, og kampen havde været hård.

I disse sammenhænge var Folke Trier Hansen og Karen Lacours særprægede friskole i Abild blevet nævnt ved forskellige lejligheder i min familie. For mig var det et skjult skolelandskab. Det blev ikke aktuelt for mig at gå i denne friskole, da den lukkede i 1960, hvor Folke Trier og Karen flyttede til Hundborg forsamlingshus i Thy. Min egen videre skolegang, efter flytningen fra Ellehus skole, blev Abild Centralskole frem til 7.klasse i 1966. Herefter var det 1.-3 real på Tønder kommuneskole frem til  realeksamen i 1969.

Jeg flyttede fra Sønderjylland i 1970. I mange år, tænkte jeg ikke nærmere over det skolearbejde, der havde været på min hjemegn. Men to episoder, uafhængige af hinanden, medvirkede til, at der blev rusket op i det igen. Første gang var i 1980, da jeg deltog i en sommerhøjskole på Askov Højskole. Under opholdet boede jeg i "Blågården", som et af beboerhusene hed. Her havde jeg bla. fornøjelsen af at møde højskolelærer, Richard Andersen, der var husvært dér. Han havde i 1979 udgivet bogen "Min Højskolevej", hvor Folke Trier Hansen fortæller om sit liv i højskolen. I bogen er der et afsnit, hvor Folke fortæller om deres skolearbejde i Abild.

 

Den anden episode indtraf, da jeg i 1982 blev højskolelærer på Højskolen i Thy. Her viste det sig, at initiativtagerne til oprettelsen af Højskolen, havde hentet dyb inspiration i Folke Trier Hansen og Karen la`Cour folkelige engagement på egnen. Det vakte min nysgerrighed og motivation til at finde ud af noget mere om Folke og Karens særprægede skolearbejde i Sønderjylland. Og hvorfor var thyboerne blevet så optaget af Folke og Karens tilgang til livet og skolen?

 

 

 

 

 

 

Folke Trier Hansen

- fortæller og folkelig stridsmand

Folke Trier Hansen voksede op i den grundtvigske højskoletradition på Vallekilde højskole. Han var søn af Poul Hansen, forstander for Vallekilde højskole og Sigrid Trier, datter af Vallekilde Højskoles første forstander Ernst Trier. 

Som barn gik han  i Vallekilde Friskole, hvor fortællingen havde en central placering. I en tidlig alder kom han på Askov Højskole, hvor han tilbragte et par vintre og efterfølgende 3 måneder på Nordisk højskolelærerkursus. Herefter blev han ansat som højskolelærer på Vallekilde Højskole og senere ved Rønshoved Højskole, hvor den mytologiske højskolemand, Åge Møller, var forstander. Folke Trier Hansen hentede stor inspiration hos ham. Sammen med Karen La Cour rejste han i 1933 til Abild som bestyrere på Abild Landbohjem, et dansk forsamlingshus indrettet i en gammel tysk  kro. Abild var på dette tidspunkt et meget fortysket sogn.

Her startede Folke og Karen  et særpræget skoleprojekt. De holdt skole i en kombination af arbejdslejr, højskole, efterskole og friskole, uden nogen form for statsstøtte. Folke og Karens skoleprojekt er af nogen blevet benævnt som forløberen for Tvind. De inviterede unge danske til et gratis højskoleophold, mod at de om eftermiddagen arbejdede 4 timer hos landmænd på egnen eller i Folke og Karens eget gartneri. Ideen gik ud på at vise værdien af en forening mellem håndens og åndens arbejde.

Den fri folkehøjskole i Abild

I en lille artikel i "Särtryck ur Tidskrift för  Svenska Folkhôgskolan" fra 1944, fortæller Folke Trier Hansen om tankerne bag Den Frie Højskole i Abild.

Han skriver artiklen i lyset af 100 året for oprettelsen af den første folkehøjskole i Danmark og henviser til det, han kalder for den oprindelige højskole. I Folke Triers forståelse, blev den oprindelige højskole  (...) "rodfæstet dybt i Nordens muld,- ikke i døgnets overfladebevægelser,(...) " Siden har denne skole groet sig stor og mangfoldig, mange af dens grene er nået langt væk fra roden; vi har både det ene og det andet, som bærer højskolens navn, sidste år fik vi endogså en "kolonihavehøjskole". Men i de senere år er der, med udgangspunkt i Åge Møllers højskole i Rønshoved ved Flensborg fjord, ( oprettet i 1921) rejst en bevægelse som søger at finde tilbage til den oprindelige højskole, den mytologiske. I denne linje ligger den skole, som jeg her skal fortælle om; Den fri folkehøjskole i Abild ved Tønder i Sønderjylland." Folke skriver videre, at Den fri folkehøjskole drives helt privat uden offentlig støtte. Den adskiller sig fra de fleste andre højskoler derved, at den ingen fag har, "der kan aflede fra den undervisning, der oprindelig var højskolens nemlig livsoplysningen."

Undervisningen i Folkes fri folkehøjskole, "tager sigte på at vække eleverne til at leve det menneskeliv, vi af Gud er skabt til at leve, på det jævne i hjemmets kreds, med det danske folk og i den kristne forsamling." Den fri folkehøjskole skulle være en "hjemmets og hjemlivets skole. Den har ikke flere elever, end at de kan rummes i hjemmet, højst 12. Alle eleverne får deres  plads i hjemmets liv, der her som alle steder, er et fællesskab i arbejde og fest. De må derfor alle arbejde med på hjemmets opretholdelse ved dagligt arbejde i huset og ved at tjene de penge, der skal til, for att vi kan leve."

Folke Trier Hansen og Karen Lacour. Den frie højskole i Abild.1937. Her fotograferet foran  Landbohjemmet sammen med børn, højskoleelever og personale.

Skoleprogrammet

Formiddagens skoleprogram startede med 1 times fælles rengøring, hvorefter der blev holdt højskole frem til middagsmad. Om vinteren holdt de samtidig friskole for deres egne børn og naboernes. Karen La Cour underviste dem i læsning, skrivning og regning og Folke fortalte myter, bibelhistorie, folkeviser, eventyr, Islandske sagaer og danmarkshistorie. Der blev arrangeret spændende ture til Sydslesvig og den store årlige begivenhed var skolekomedien, der blev opført ved slutningen af vinteren. Bortset fra en kort periode under krigen, hvor Folke var aktiv i modstandsbevægelsen, holdt de dette særprægede skoleprojekt i gang frem til 1952, hvor der ikke længere var interesse og tilslutning til denne form for efterskole og højskole. De fortsatte dog med friskolen frem til 1960.

Der var meget opmærksomhed om Folke og Karens arbejde i Abild og omegn. De fleste fandt det hovedrystende, at man kunne få lov til den slags skolevirksomhed, men de benyttede sig jo blot af det unikke i dansk skoletradition, nemlig forældreretten og det, at vi har undervisningspligt og ikke skolepligt. Det blev en lille friskole i Abild i 1950 erne, men en meget fri en af slagsen.  Folke og Karen underviste først og fremmest deres egne børn og blev bakket op af en forældrekreds, der turde sende deres børn i en helt fri skole. Deres skole blev også en slags forsøgsskole for mange vanskelige børn, der ikke kunne trives i den traditionelle skole. Et indtryk af denne skole kan man få ved følgende citat, hvor Folke i et interview med højskolelærer Richard Andersen, Askov højskole, fortæller om sin højskolevej:

” Vi holdt skole på den måde, at børnene om sommeren slet ikke gik i skole. Da hjalp de mig. Jeg sagde ligeud til dem: Hvis jeg skal have tid til at sidde og fortælle for jer til vinter, så bliver i nødt til at hjælpe mig om sommeren. Så gik vi sammen i arbejde i det store gartneri, hvor højskoleeleverne tidligere havde hjulpet mig. Nu måtte børnene hjælpe mig, både vore egne børn og de fremmede, som slog sig ned hos os. De fik lært at bestille noget, og det var nødvendigt, for ellers kunne vi ikke bjærge os igennem. Sådan blev sommeren arbejdstid, men naturligvis sådan, at vi havde tid til leg og megen morskab. Sommetider syntes enkelte af børnene, at jeg var lidt for hård og spændte dem for hårdt for, men de forstod godt, at det var nødvendigt at bjærge til dagen og vejen, for der var ingen andre steder vi kunne hente pengene. De måtte komme fra tørvemosen, det store gartneri og vort landbrug. Fra midt i maj til midt i september holdt vi ikke skole, kun livets skole, hvor man færdes med børn, og hvor man synger og fortæller, mens man luger gulerødder.

Vi begyndte skolen midt i september eller lidt senere, hvis kartoffelhøsten trak ud. Den skulle også klares. Under den tjente børnene ret godt med penge, når de gik og samlede kartofler op efter den store kartoffeloptager. Hårdføre blev de, og det var tit en hård skole at være i, ikke mindst under kartoffelhøsten, men de knyede ikke. Vi havde en slags fælleskasse, hvor de kunne hente en skilling, hvis de havde brug for det, men de vidste, hvor svært det var at skaffe skillinger, så de misbrugte det ikke. Om vinteren havde vi skole i tre timer hver formiddag- det var det hele. Undervisningen bestod mest i fortælling og sang. Kundskabsfagene gjorde jeg meget lidt ved, idet jeg gik ud fra, at det var vigtigere at holde børnene friske og nysgerrige. Så skulle de nok engang finde vej frem til de kundskaber, de skulle bruge, og det gjorde de også ”. ( Folke Trier Hansen  ” Min højskolevej” side 95.)

Det var ægte og ultimativ fri skole i Abild under meget vanskelige vilkår. Der var ikke- og er stadigvæk ikke stor tradition for at holde friskole i denne egnsdel. Det hænger givetvis sammen med hele det Sønderjyske skolespørgsmål efter genforeningen i 1920, hvor man i stedet har samlet kræfterne om den danske skole. Billedet ser dog noget anderledes ud i dag i sønderjylland (2020), hvor forældre kæmper for at bevare lokale folkeskoler i de tyndtbefolkede områder. Lykkedes det ikke, bliver der måske taget initiativ til at oprette en lille friskole. Folkeskole contra friskole eller privatskole, er igen blevet et hedt politisk emne.

Fra Sønderjylland til Thy

I 1960 stoppede Karen og Folkes friskole i Abild. De rejste til Thy, hvor de bosatte sig i Hundborg forsamlingshus, tæt på Vorupør ved Vesterhavet. Folke blev frimenighedspræst i Thorsted og Hundborg frimenigheder.

De fik et aktivt virke gennem de næste 20 år og erfarede, at jo ældre de blev, des flere ville lytte til fortællinger. Der blev sendt bud efter Folke fra nær og fjern. Især foredragsforeninger, aftenhøjskoler, universiteter og gymnasier, ønskede at stifte bekendtskab med Folkes fortællekunst og livsvisdom.

Særpræget natur i Thy. Vesterhavet i oprør. Højskoleelever ved Vorupør.

Logo. Højskolen i Thy. Heimdal fra den nordiske mytologi. Logoet er tegnet og mejslet i granit af Erland Knudssøn Madsen, billedkunstner, Thy.

I Thy var Folke en af de væsentligste inspirationskilder til oprettelsen af den Grundtvig/ Koldske højskole ved Sjørringvold , ”Højskolen i Thy”, som startede i 1982. Initiativet kom fra friskoler og personligheder i Thy og på Mors. I tilknytning til højskolen, skulle der være en fri læreruddannelse.

Skolens logo er Heimdal på regnbuen klar til at blæse i Gjallarhornet. På højskolens grund ligger en ca. 8 tons  kampsten fra Folkes hjem i Hundborg. Oven på stenen, er der aftryk af det Dannebrog, der fladt ned fra himlen. Rundt i stenens kant er hugget et udråb, hvormed sendebuddet Folke- ifølge Saxo- ville vække Kong Vermund og hans kæmper til dåd: ”Jeg bringer glædeligt budskab, fjenden er i landet ”! 

Baggrunden for oprettelsen af Højskolen i Thy i 1982, skyldes flere forhold, som jeg ikke vil uddybe nærmere i denne artikel. Men der er ingen tvivl om, at initiativtagerne, havde fået mod, håb og åndelig inspiration igennem Folke og Karens virke i Thy.

Karen og Folkes hjem, forsamlingshuset i Hundborg, var et åbent mødested  for sommerhøjskole, foredrag om Grundtvig og Kold, nye eksperimenter, som f.eks. besøg af amerikanske studerende, der ønskede at blive indviet i de grundtvigske og koldske tanker om den "frie" undervisning, "det folkelige" , myter, sagn og nordisk litteratur.

 

Forsamlingshuset blev brugt flittigt og var tillige et center under "Æ Verdensuniversitet" i Skyum Bjerge, der blev stiftet af Aage Rosendal Nielsen i 1969-1970.

En af de faste årlige arrangementer var "Højskoledage i Thy".Det var fire dage i første uge af august. Folke fortalte og tolkede myter om formiddagen. Udflugt i Thys natur og kultur om eftermiddagen. Fællesspisning. Samvær med sang og fortælling eller koncert om aftenen. Gudstjeneste som afslutning.

 

 

 Karen Lacour og Folke Trier Hansen hjem, forsamlingshuset i Hundborg, var et åbent mødested for sommerhøjskole, Højskoledage i Thy, foredrag og nye eksperimenter. På billedet ses Folke Trier Hansen foran forsamlingshuset og i dialog med amerikanske studerende.

Oplysninger

Artiklen til hjemmesiden er udvidet en del i forhold til den oprindelige tekst, der blev skrevet til antologien, "Derfra vor verden går". KvaN.2001.

Litteratur

Min Højskolevej. Folke Trier Hansen. Dansk Udsyns Forlag.1979.  Bogen er tilrettelagt af Richard Andersen, højskolelærer, Askov Højskole.

Den fri folkehøjskole. Folke Trier Hansen. "Särtryck ur Tidskrift för  Svenska Folkhôgskolan" fra 1944.

Stikkeren. Mord uden samvittighed. Henning N.Larsen.  Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.2010. Bogen er udkommet efter at jeg skrev artiklen i 2001. Mine oplysninger om Arne Pedersen, havde jeg fra mit interview med Else Jensen i 1991. Historisk interesserede anbefales at læse bogen.

 

Interview

Else Jensen 1991. Mine første lærer i børneskolen. Ellehus skole.1959.

Relaterede artikler

I "Levende folkelighed", findes artiklen, "Folkelig, demokratisk, dansk og europæisk udsyn". Artiklen beskriver bla. nogle kulturelle og politiske træk ved vesteregnen i Sønderjylland efter 1960 og i lyset af, at hele verden er kommet tættere på. Se: Folkelig, demokratisk, dansk og europæisk udsyn.

I artiklen, "Danmarks frieste højskole", fortæller forstander Poul Erik Søe, Lønne højskole, om sit møde med Folke Trier Hansen. Et møde, der nærmest fik skæbnekarakter. Se: "Danmarks frieste højskole".

Læs mere Fri Skole

25_edited

Frie skoler eller flinkeskoler. Om at sætte andre mål for en fremsynet uddannelsespolitik.

7._edited

Muligheds-værdi. Ord og sprog skænker os livet og forener os med verden.

5. F.6.

Livslang fængsling.

3. Lejrskole. Bøgebjerg.Fyn. Morgensang.

Skolehistorier fra en særpræget landsdel i Sønderjylland.

loenne-hoejskole-skilt

Danmarks frieste højskole. Samtale med Poul Erik Søe, forstander.

Urblues-hjerte_edited

Højenergifysik og genopdagelse af medmennesket.

Vægtskål

Folkelighedens treenighed. Om Højskolens berettigelse og historiske opgave.