Ask Yggdrasil og ånden i folkestyret

Den helt store taber i det reformarbejde, der har fundet sted indenfor uddannelsesområdet i de sidste 30 år, er det folkelige incitament og den demokratiske indflydelse. Synspunktet blev begrundet og udfoldet i en artikel til Højskolebladet nr.3.14.marts 2008. Artiklen havde overskriften:"Hamskifte i uddannelsestænkningen.Professionshøjskolerne skaber et holdningsmæssigt og demokratisk tomrum". Artiklen førte til en debat i Højskolebladet med Britta Schall Holberg, MF (V). Hun havde som folkevalgt politiker, siddet i uddannelsesudvalget og kæmpet for, at den folkelige indflydelse skulle styrkes. Det var en lang og opslidende proces, hvor det folkelige engagement desværre lagde sig ned.

Artiklen "Ask Yggdrasil og ånden i folkestyret", søger at finde svar på, hvorfor kampgejsten i det folkelige engagement er forsvundet? Eller er den måske snarere blevet tæmmet? Kan der skabes nye fortællinger om folkestyre og demokrati?

Ask Yggdrasil og ånden i folkestyret

Af Laust Riis-Søndergaard

Inspiration fra Ask Yggdrasil. 1.årg. billedkunst.2013.

Jeg kom til at tænke på Ask Yggdrasil, da jeg i foråret modtog en mail fra MF Britta Schall Holberg(V). Den var rettet til Højskolebladets redaktion, hvor jeg var medredaktør. Jeg vender tilbage til asketræet senere i artiklen, men først en lille historie fra den hardcore uddannelsespolitiske virkelighed.

Britta Schall Holberg kommenterede en artikel jeg havde skrevet i Højskolebladet nr. 14/2008, om tilblivelsen af de nye professionshøjskoler. I artiklen havde jeg bla. fremført synspunktet, at det folkelige engagement i den uddannelsespolitiske debat nu mest af alt lignede en vredet karklud, efter den enstrengede ledelsesstruktur, der var blevet gennemtrumfet i reformprocessen af de mellemlange og videregående uddannelser, herunder læreruddannelsen. Mit synspunkt var begrundet i en række samtaler med bestyrelsesmedlemmer for bla., Lærerseminariernes Bestyrelsesforening, der havde siddet med ved forhandlingerne i undervisningsministeriet.

Uddannelsesrevolutionen

Det er i øvrigt en reform som Britta Schall Holbergs kollega i venstre, undervisningsminister Bertel Haarder er pavestolt over. I åbningstalen på dette års Sorø-møde indledte han under overskriften ”Uddannelsesrevolutionen” således:

”For godt et halvt år siden fandt en af de største uddannelsesrevolutioner sted i Danmark. Den var fredelig, og blev stort set ikke bemærket i offentligheden- på trods af, at den omfatter mere end 60.000 studerende og over 6.000 undervisere. Næsten 100 institutioner blev slået sammen til otte enheder, der fra 2012 bliver til syv. (…) De har en størrelse og en ledelseskraft, der kan matche universiteterne og skabe levende campusmiljøer med mange studerende, som giver mange flere faglige (og tværfaglige) muligheder, bedre studiemiljøer- og bedre fester!” (Citat: UVM hjemmeside)

Det er selvfølgelig dybt beklageligt, at pressen snorksover, mens der gennemføres feudallignende magtstrukturer i samfundet, og det demokratiske underskud vokser sig større år for år. Men man kan da også godt tænke over, hvordan embedsfolk og politikere mon selv reflekterer, når en ansvarlig minister kan konkludere, at en stor og omfattende reform kan gennemføres, uden at det bliver bemærket i offentligheden!

Strategisk tænkning

I den omtalte maildialog med Højskolebladet, er Britta Schall Holberg enig i, at det folkelige engagement synger på sidste vers, og hun beklager det. Men det der i virkeligheden gjorde mig mest bedrøvet, var hendes udmelding om, at reformprocessen havde ”været en meget lang og meget opslidende proces.” I den opslidende reformproces, havde der være tabere og læseren kan allerede nu lave et kvalificeret gæt på, hvem der kom på ”taberholdet”.

I Britta Schall Holbergs videre maildialog fortæller hun om den mærkelige reformproces hun deltog i. Der var bla. deltagelse af bestyrelsesrepræsentanter for Lærerseminariernes Bestyrelsesforening, Pædagogseminariernes Bestyrelsesforening, Danmarks Lærerforening og Lærerstuderendes Landsråd, samt naturligvis en overvældende repræsentation af andre organisationer, politikere, fuldmægtige, jurister og økonomer, mv. Ifølge Britta Schall Holbergs opfattelse, var der ikke længere nogen kampgejst eller folkeligt engagement at spore hos disse folkelige repræsentanter.

De havde ”mere eller mindre lagt sig ned”, skriver hun, og ”dermed gjort det umådeligt svært for os, der forfægtede de folkelige synspunkter og den lange danske tradition”(..) ”Der skete desværre også det i forløbet, at mange institutioner, der havde fornemmet, hvilken vej vinden blæste, begyndte at tænke strategisk i stedet for at kæmpe for det, de i virkeligheden troede på. Tankegangen var, så vidt jeg fornemmede: Vi må hellere se at finde nogen vi kan slutte os sammen med, inden vi bliver sat sammen med nogle, vi ikke vil være sammen med.”(…)

Systemets repræsentanter handler

Det er nemt at udtrykke en vis fornærmelse over, at de folkelige repræsentanter ”lagde sig ned” og efterfølgende beklage sig over at ingen kæmper længere. Men virkeligheden er nok nærmere, at der er tale om ren udmattelse, og et forsøg på helt at isolere et velbegrundet ønske om et større folkeligt engagement i den uddannelsespolitiske debat. Ifølge fhv. rektor for Nørre Nissum Seminarium og HF, Henrik Sommer, blev et ønske fra den folkelige repræsentation om et repræsentantskab og et lokalt forankret studieråd, der kunne være med til at understrege det bærende grundsyn i uddannelserne og præge professionsinteresserne fremover, betegnet som ”et irriterende snakkeelement, der forstyrrer den effektive ledelse.”

De folkelige repræsentanter er koblet af processen og sat udenfor indflydelse. Det er tidskrævende at være sammen med dem. Nu har de givet op, og er tilsyneladende i deres udmattelse blevet pragmatikere. Det anonymiserede system har vist sig stærkere end det personlige engagement. Endnu værre står det til, hvis vi følger op på undervisningsministerens replikskifte om, ”at reformen stort set ikke blev bemærket i offentligheden.” Udtalelsen burde vække til dyb bekymring og til eftertanke- ikke mindst, hvad angår de måske utilsigtede følgevirkninger af de tilsigtede handlinger.

Fusion-tsunamier

Reformer ser umiddelbart uskyldige ud, og kan begrundes og gennemføres med henvisning til flydende betegnede og vagt definerede hurraord som innovation, fleksibilitet, omstilling, kvalitet og ikke mindst alle rationelle betragtninger om økonomi og rettidig omhu, hvad angår at komme i verdensklassen. Man kan vist rolig sige at fusion-tsunamierne er sat i bevægelse i Danmark og hen over Europa. Men det sker desværre uden at den brede offentlighed er inddraget, eller er tilskyndet og motiveret til at spille med.

På det organisatoriske plan kan der måske nok laves indstillinger til dette og hint, men den enkelte borger er sat uden for indflydelse på de forhold, der virker ind på deres egen virkelighed. Der er ingen af de gennemførte reformer indenfor de sidste 10 år, der ikke har haft indvirkning på den enkelte borgers liv. Listen over store reformer gennemført uden, at der har været sat gang i offentlige diskussioner om fordele og ulemper, er lang. Tænk blot på efterlønsreformen og den stort anlagte kommunalreform og kvalitetsreformen.

Andre reformer ligger endnu længere udenfor offentlighedens søgelys. Det er f.eks. hele reformarbejdet indenfor social- og arbejdsmarkedspolitiken, der over en årrække er gennemført som led i finanslovsaftaler. Set i lyset af alt dette, er borgerne langsomt blevet gjort til forbrugere, og folkelig oplysning til ”service til borgerne”, der bliver mere og mere konsumerende og krævende.

Listen over store reformer gennemført uden, at der har været sat gang i offentlige diskussioner om fordele og ulemper, er lang.

Dette faktum er en stor svaghed ved reformarbejdet, og vil på længere sigt få ubehagelige konsekvenser. En velfunderet tradition i Danmark for at fremme myndighed, ansvarlighed og tillid blandt borgerne og til deres politikere, smuldrer i øjeblikket. Ja, den nærmest latterliggøres som noget overlevet i dansk kulturliv og politik. ”Et irriterende snakkeelement”. Som erstatning får vi stadig flere strukturelle løsninger og kontrolforanstaltninger, der griber dybt ind i borgernes hverdag. Det der skulle føre til et frit, værdibaseret og fleksibelt samfund, ender i et gennemkontrolleret overvåget samfund med styringsmekanismer, der systematisk går oppefra og ned.

Det var her, at jeg i min afmægtighed og mismodighed kom til at tænke på Ask Ygdrasil.

Har vi mon glemt det mytiske træ? Kendes fortællingen om Ask Ygdrasil i de magtcirkler, der i disse år tegner det politiske landskab- herunder uddannelsespolitikken?

Ånden i folkestyret

Asketræet Ygdrasil var for de gamle nordboere et mytisk træ. Kort fortalt, var træet et billede på menneskeslægtens historie og dens forståelse af tilværelsen. Grundtvig kaldte det for Mimerstræet. Mimor på angelsaksisk svarer til det danske erfarer- altså erfaringstræet. Træet stod på gårdspladsen, ved tingstedet eller ved bystævnet. Her blev grænsen trukket mellem ret og uret, mellem sandhed og løgn. Ask Ygdrasil, har tre hovedrødder. En til Asgård, hvor livets helhed fastholdes og dets sag værnes. En går til hel- riget, hvor dorskheden og afmagten trives side om side. Der sidder Nidhøg og gnaver, trøsken breder sig og alt opløses efterhånden i kaos. Den sidste rod går til det neutrale- lidt til den ene side og lidt til den anden. Her hersker middelmådigheden og klogskaben. Træet er hele tiden truet af ødelæggelsens kræfter. Hvis det ikke var for de tre norners utrættelige indsats, ville træet visne og livet gå døden i møde. De øser og øser vand og lysende dynd fra Urds kilde udover asketræet, så dets grene ikke visner.

En lang række af de værdier, som vores kultur er funderet i, kan føres tilbage til et nordisk friheds- og menneskesyn. Det gælder især forholdet til autoriteter, minioriteter, medansvar, selvforvaltning, demokratiopfattelser og en lang række fordelingspolitiske traditioner. Man kan kalde det for ånden i folkestyret.

Det er et omdiskuteret spørgsmål, hvad et godt demokrati er. Siden det moderne demokrati blev tænkeligt, har der med jævne mellemrum været bestræbelser på at gentænke og nyformulere demokratiet. Historisk set er demokrati forbundet med en række tanker om, hvordan det gode, retfærdige og fornuftige samfund burde indrettes. Tanker om dette kom til fuld udfoldelse blandt intellektuelle under og efter den Franske revolution i 1789. Igen i kølvandet på de totalitære revolutioner i Rusland, diskussionerne efter nazismens sammenbrud i 1945 og efter murens fald i 1989.

Nye fortællinger om demokratiet

I den danske tradition kender vi diskussionerne mellem Hal Kock og Alf Ross´s demokratiopfattelser. Det er det idealistiske samtaledemokrati, som værende mere end et system og den realistiske demokratiopfattelse, der opfatter demokrati som en styreform med procedurer og spilleregler. Begge opfattelser peger på det uberegnelige og sårbare i demokratiet. Man kan aldrig helt på forhånd vide, hvordan demokratiske afgørelser ender.

Der er kræfter nok, der vil ødelægge Mimerstræet. Et par eksempler kunne være Nidhøg, uhyret der adskiller og opløser den helhed, som livet er. Historieløsheden, platheden og den rationelle kyniske fornuft der bevidst skærmer af til den folkelige oplysning. Som erstatning kastes mennesker i armene på fordummende markedstænkning og politik, der gennemfører reformer ved hjælp af pædagogiske øvelser krydret med rytmer og fede reklameslogans.

Demokratiet er dybt afhængig af, at borgerne kan og vil deltage i den offentlige debat, og at de har den grundlæggende viden og indsigt til at kunne gøre det kvalificeret. Det sårbare ligger bla. i, at der også i et demokrati må være plads til de kræfter, der indenfor lovens rammer, ønsker at undergrave demokratiet.

Demokratiet skal igen løses på ny, hvis det ikke skal ende med at blive en parentes i historien. Her har vi den helt store udfordring i øjeblikket. En af vejene til at løse demokratiet på ny er at få understreget den folkelige oplysning som en sand realitet og ikke blot noget, der reduceres til ”et irriterende snakkeelement”.

Kan fortællingen om det mytiske Ask Ygdrasil igen inspirere til genopdagelsen og værdsættelsen af de folkelige synspunkter, og bringe dem i dialog med magten og den realpolitiske virkelighed?

Ask Yggdrasil og Odins ravn. 1.årg. billedkunst.2013.

Oplysninger

Højskolebladet nr.3.14.marts 2008. Se indledningen.
Opdateret.April 2022.

Læs mere om levende folkelighed

LAUST RIIS -SØNDERGAARD

Ask Yggdrasil og ånden i folkestyret